De unges Forbund
| Avansert visning | Innstillinger for teksten | Nedlastinger | ||||||||||
|
| xml, pdf | ||||||||||
| Om verket | ||||||||||||
| Les mer om verket | ||||||||||||
Andet Oplag.
at fylde Glassene.)
de nærmestes Hænder).
efter dem.)
Doktor Fjeldbo kommer fra Baggrunden.)
samme Tid kommer Selma og Stensgaard frem i den forreste Havedør.)
tillrette, o. s. v.)
de unge.)
drikker flittigt under det følgende. Bastian Monsen er imidlertid
kommen ind fra Højre.)
Vin og Bagværk, der bydes omkring under det følgende.)
DE UNGES FORBUND.
LYSTSPIL I FEM AKTER
Andet Oplag.
[
Forlagslogo
]
KJØBENHAVN.
FORLAGT AF DEN GYLDENDALSKE BOGHANDEL (F. HEGEL).
TRYKT HOS J. H. SCHULTZ.
1869.
DE UNGES FORBUND.
Personerne:
Kammerherre Brattsberg, Jernværksejer.
Erik Brattsberg, hans Søn, juridisk Kandidat og Grosserer.
Thora, hans Datter.
Selma, Grossererens Frue.
Doktor Fjeldbo, Værkslæge.
Sagfører Stensgaard.
Proprietær Monsen
paa Storli.
Bastian Monsen, hans Søn.
Ragna, hans Datter.
Kandidat Helle, Huslærer paa Storli.
Værksforvalter Ringdal.
Gaardbruger Anders Lundestad.
Daniel Hejre.
Madam Rundholmen, Landhandlerenke.
Bogtrykker Aslaksen.
En Tjenestepige
hos Kammerherrens.
En Opvarter.
En Pige
hos Madam Rundholmen.
Folk af Almuen. Kammerherrens Gjæster. o. s. v. o. s. v.
(Handlingen foregaar paa Værket i Nærheden af en Kjøbstad i det sønden-
fjeldske Norge.)
fjeldske Norge.)
FØRSTE AKT.
(17de Maj. Aften. Folkefest. En Lund ved Hovedgaarden. Musik og
Dans i Baggrunden; brogede Lamper paa Træerne. I Midten, noget till-
bage, en Talerstol; tillhøjre Indgang till et stort Beværtningstelt; foran
samme et Bord med Bænke. Over paa den anden Side i Forgrunden et
andet Bord, pyntet med Blomster og omgivet af Lænestole.)
Dans i Baggrunden; brogede Lamper paa Træerne. I Midten, noget till-
bage, en Talerstol; tillhøjre Indgang till et stort Beværtningstelt; foran
samme et Bord med Bænke. Over paa den anden Side i Forgrunden et
andet Bord, pyntet med Blomster og omgivet af Lænestole.)
(Stor Folkemasse. Gaardbruger Lundestad, med Komite-
sløjfe i Knapphullet, staar paa Talerstolen. Værksforvalter Ring-
dal, ligeledes med Komitesløjfe, ved Bordet tillvenstre.)
sløjfe i Knapphullet, staar paa Talerstolen. Værksforvalter Ring-
dal, ligeledes med Komitesløjfe, ved Bordet tillvenstre.)
Lundestad.
– – Og derfor, ærede Sognefolk, – en Skaal for
vor Frihed! Saaledes, som vi har taget den i Arv fra
vore Fædre, saaledes vil vi bevare den for os selv og for
vore Sønner! Hurra for Dagen! Hurra for 17de Maj!
vor Frihed! Saaledes, som vi har taget den i Arv fra
vore Fædre, saaledes vil vi bevare den for os selv og for
vore Sønner! Hurra for Dagen! Hurra for 17de Maj!
Tillhørerne.
Hurra, Hurra, Hurra!
Værksforvalter Ringdal
(idet Lundestad stiger ned).
(idet Lundestad stiger ned).
Og nu et Hurra for gamle Lundestad!
Enkelte Stemmer.
Hyss! Hyss!
s. 6
Mange Stemmer
(overdøvende).
(overdøvende).
Hurra for Lundestad! Gamle Lundestad leve! Hurra!
(Tillhørerne spreder sig. Proprietær Monsen, hans Søn Bastian,
Sagfører Stensgaard og Bogtrykker Aslaksen trænger sig
frem gjennem Sværmen.)
Sagfører Stensgaard og Bogtrykker Aslaksen trænger sig
frem gjennem Sværmen.)
Monsen.
Ja minsæl blir han aflæggs nu!
Aslaksen.
Det var vore lokale Forholde han snakked for! Ho-ho!
Monsen.
Den Tale har han nu holdt i alle de Aar, jeg kan
mindes. Kom saa her –!
mindes. Kom saa her –!
Stensgaard.
Nej-nej-nej! Ikke den Vej, Herr Monsen! Nu kommer
vi jo rent bort fra Deres Datter.
vi jo rent bort fra Deres Datter.
Monsen.
Aa, Ragna finder os nok igjen.
Bastian.
Hun har ingen Nød; Kandidat Helle er med hende.
Stensgaard.
Helle?
Monsen.
Ja, Helle. (puffer ham venskabeligt.) Men jeg er med Dem,
ser De. Og det er vi da allesammen. Kom saa! Her sid-
der vi i Ly for Kreti og Pleti; her kan vi snakke lidt nær-
mere om det, som – (har imidlertid sat sig ved Bordet tillvenstre).
ser De. Og det er vi da allesammen. Kom saa! Her sid-
der vi i Ly for Kreti og Pleti; her kan vi snakke lidt nær-
mere om det, som – (har imidlertid sat sig ved Bordet tillvenstre).
Ringdal
(træder till).
(træder till).
Undskyld, Herr Monsen, – det Bord er forbeholdt –
s. 7
Stensgaard.
Forbeholdt? For hvem?
Ringdal.
For Kammerherrens.
Stensgaard.
Aa hvad, Kammerherrens! Her er jo ingen af dem
tillstede.
tillstede.
Ringdal.
Nej, men vi kan vente dem hvert Øjeblik.
Stensgaard.
Saa lad dem sætte sig et andet Steds. (tager en Stol.)
Gaardbruger Lundestad
(lægger Haanden paa Stolen).
(lægger Haanden paa Stolen).
Nej, Bordet faar nu staa, som sagt er.
Monsen
(reiser sig).
(reiser sig).
Kom, Herr Stensgaard; der er ligesaa god Plads der-
borte. (gaar over tillhøjre.) Oppvarter! Hm, ingen Oppvarter
heller. Det skulde nu Festkomiteen sørget for itide. Aa,
Aslaksen, gaa ind og hent os fire Flasker Champagne. For-
lang af den dyreste. Sig, Monsen betaler!
(Aslaksen gaar ind i Teltet; de tre øvrige sætter sig.)
borte. (gaar over tillhøjre.) Oppvarter! Hm, ingen Oppvarter
heller. Det skulde nu Festkomiteen sørget for itide. Aa,
Aslaksen, gaa ind og hent os fire Flasker Champagne. For-
lang af den dyreste. Sig, Monsen betaler!
Lundestad.
(gaar stillfærdigt over till dem og vender sig till Stensgaard.)
(gaar stillfærdigt over till dem og vender sig till Stensgaard.)
De faar nu endelig ikke ta'e det fortrydeligt opp –
Monsen.
Nej, fortrydeligt –! Gudbevares! Langtfra det!
Lundestad.
(fremdeles till Stensgaard).
(fremdeles till Stensgaard).
For det er jo slettikke mig personligt; det er Fest-
komiteen, som har besluttet –
komiteen, som har besluttet –
s. 8
Monsen.
Forstaar sig. Festkomiteen har at befale og vi skal
lystre –
lystre –
Lundestad
(som før).
(som før).
Vi er jo her paa Kammerherrens Grund. Han har
velvilligt overladt os baade Lunden og Haven for ikveld;
og saa mente vi –
velvilligt overladt os baade Lunden og Haven for ikveld;
og saa mente vi –
Stensgaard.
Vi sidder fortræffeligt her, Herr Lundestad, – naar vi
blot faar sidde i Ro, – jeg mener, for Folkesværmen.
blot faar sidde i Ro, – jeg mener, for Folkesværmen.
Lundestad
(venligt.)
(venligt.)
Ja, ja; saa er det jo godt og vel altsammen.
(gaar mod Baggrunden).
Aslaksen
(fra Teltet).
(fra Teltet).
Nu kommer Oppvarteren strax med Vinen.
(sætter sig.)
Monsen.
Eget Bord; – under særligt Tillsyn af Festkomiteen.
Og det paa selve Frihedsdagen! Der har De en Prøve paa
det hele Stell.
Og det paa selve Frihedsdagen! Der har De en Prøve paa
det hele Stell.
Stensgaard.
Men Herregud, I gode skikkelige Mennesker, – hvor-
for finder I jer i sligt?
for finder I jer i sligt?
Monsen.
Gammel nedarvet Slendrian, ser De.
Aslaksen.
De er ny her i Egnen, Herr Sagfører Stensgaard.
Men kjendte De bare en liden Smule till vore lokale For-
holde, saa –
s. 9
Men kjendte De bare en liden Smule till vore lokale For-
holde, saa –
Oppvarteren
(bringer Champagne).
(bringer Champagne).
Det var jo her, der blev bestillt –?
Aslaksen.
Ja visst. Se saa; skjænk i!
Oppvarteren
(skjænker i).
(skjænker i).
Ja, det var jo for Deres Regning, Herr Monsen?
Monsen.
Altsammen; vær ganske rolig.
(Oppvarteren gaar.)
Monsen
(klinker med Stensgaard).
(klinker med Stensgaard).
Naa, velkommen iblandt os, Herr Overretssagfører! Det
glæder mig særdeles at ha'e gjort Deres Bekjendtskab; og
jeg maa sige, det er en Ære for Distriktet, at slig en Mand,
som De, slaar Dem ned her. Vi har læst saa meget om
Dem i Aviserne, baade fra Sangermøder og andre Møder.
Herr Sagfører Stensgaard, De har store Talegaver og De
har Hjerte for det almindelige Vel. Gid De nu rigtig med
Liv og Lyst maatte gribe ind i, – hm, gribe ind i –
glæder mig særdeles at ha'e gjort Deres Bekjendtskab; og
jeg maa sige, det er en Ære for Distriktet, at slig en Mand,
som De, slaar Dem ned her. Vi har læst saa meget om
Dem i Aviserne, baade fra Sangermøder og andre Møder.
Herr Sagfører Stensgaard, De har store Talegaver og De
har Hjerte for det almindelige Vel. Gid De nu rigtig med
Liv og Lyst maatte gribe ind i, – hm, gribe ind i –
Aslaksen.
I de lokale Forholde.
Monsen.
Aa ja; i de lokale Forholde. Skaal for det!
(de drikker.)
Stensgaard.
Liv og Lyst skal det ikke skorte paa!
s. 10
Monsen.
Bravo! Hør! Et Glas till for det Løfte!
Stensgaard.
Nej, stopp; jeg har allerede i Forvejen –
Monsen.
Aa Snakk! Et Glas till, siger jeg; – det er et Løf-
tets Bæger!
(de klinker og drikker igjen; under det følgende vedbliver Bastian flittigt
tets Bæger!
at fylde Glassene.)
Monsen.
Forresten, – siden vi nu engang er kommet ind paa
slige Ting –, saa maa jeg sige, at det ikke egentlig er
Kammerherren, som holder alting under Aaget. Nej, den,
som staar bagved og styrer Slæden, det er gamle Lunde-
stad, De!
slige Ting –, saa maa jeg sige, at det ikke egentlig er
Kammerherren, som holder alting under Aaget. Nej, den,
som staar bagved og styrer Slæden, det er gamle Lunde-
stad, De!
Stensgaard.
Ja, det har jeg hørt fra flere Kanter. Jeg begriber
ikke, at saadan en Frihedsmand –
ikke, at saadan en Frihedsmand –
Monsen.
Lundestad? Kalder De Anders Lundestad Frihedsmand?
Ja, han gav sig rigtignok Ord for det, i sine unge Dage,
da det gjaldt at svinge sig opp. Derfor tog han ogsaa
Storthingshvervet i Arv efter Faderen. Gudbevars; alting
gaar nu i Arv her!
Ja, han gav sig rigtignok Ord for det, i sine unge Dage,
da det gjaldt at svinge sig opp. Derfor tog han ogsaa
Storthingshvervet i Arv efter Faderen. Gudbevars; alting
gaar nu i Arv her!
Stensgaard.
Men alt dette Uvæsen maatte der da kunne gjøres en
Ende paa.
Ende paa.
Aslaksen.
Ja, Død og Pine, Herr Sagfører, – bare gjør Ende paa!
s. 11
Stensgaard.
Jeg siger jo ikke at jeg –
Aslaksen.
Jo, netopp De! De er Manden. De har Snakketøj, som
Folk siger; og De har det, som mere er, De har Penne-
førhed. Min Avis staar Dem aaben, det ved De.
Folk siger; og De har det, som mere er, De har Penne-
førhed. Min Avis staar Dem aaben, det ved De.
Monsen.
Men skulde noget ske, saa maatte det rigtignok ske
snart. Valgmandsvalget skal holdes en af Dagene.
snart. Valgmandsvalget skal holdes en af Dagene.
Stensgaard.
Og Deres mange private Affærer vilde ikke være till
Hinder, dersom Valget nu faldt paa Dem?
Hinder, dersom Valget nu faldt paa Dem?
Monsen.
Mine private Affærer vilde visstnok lide under det; men
dersom man mente, at Kommunens Tarv fordred noget sligt,
saa fik jeg naturligvis finde mig i at sætte personlige Hen-
syn tillside.
dersom man mente, at Kommunens Tarv fordred noget sligt,
saa fik jeg naturligvis finde mig i at sætte personlige Hen-
syn tillside.
Stensgaard.
Ja-ja, saa er det brav. Og et Parti har De allerede,
det har jeg godt mærket.
det har jeg godt mærket.
Monsen.
Jeg smigrer mig med, at Flertallet af den unge virke-
lystne Slægt –
lystne Slægt –
Aslaksen.
Hm, hm; her er Snushaner ude!
Daniel Hejre
(fra Teltet; nærsynet, spejder omkring og kommer nærmere).
(fra Teltet; nærsynet, spejder omkring og kommer nærmere).
Aa, turde jeg ikke bede om at faa laane en ledig Stol;
jeg vilde gjerne sætte mig derborte.
jeg vilde gjerne sætte mig derborte.
s. 12
Monsen.
Her er faste Bænke, som De ser; men kan De ikke
sidde her ved Bordet?
sidde her ved Bordet?
Daniel Hejre.
Der? Ved det Bord? Aa jo, saamæn! (sætter sig.) Se,
se! Champagne, tror jeg.
se! Champagne, tror jeg.
Monsen.
Ja. De drikker kanske et Glas med?
Daniel Hejre.
Nej, Takk! Den Champagne, Madam Rundholmen
leverer, den –; naa ja, et lidet Glas kan jeg jo sagtens
for godt Selskabs Skyld –; ja, den, som nu bare havde
et Glas.
leverer, den –; naa ja, et lidet Glas kan jeg jo sagtens
for godt Selskabs Skyld –; ja, den, som nu bare havde
et Glas.
Monsen.
Bastian, gaa ind og hent et.
Bastian.
Aa, Aslaksen, gaa ind og hent et Glas.
(Aslaksen gaar ind i Teltet. Taushed.)
Daniel Hejre.
Herrerne generer sig da vel ikke for mig? Lad mig ende-
lig ikke –! Takk, Aslaksen! (hilser paa Stensgaard.) Fremmed
Ansigt. Nylig ankommen. Formodentlig Overretssagfører
Stensgaard, hvis jeg ikke fejler.
lig ikke –! Takk, Aslaksen! (hilser paa Stensgaard.) Fremmed
Ansigt. Nylig ankommen. Formodentlig Overretssagfører
Stensgaard, hvis jeg ikke fejler.
Monsen.
Ganske rigtig. (præsenterer.) Overretssagfører Stens-
gaard, Herr Daniel Hejre –
gaard, Herr Daniel Hejre –
Bastian.
Kapitalist.
s. 13
Daniel Hejre.
Forhenværende, rettere sagt. Nu har jeg skillt mig
ved det hele; er gaaet fra det, kan man gjerne sige. Ja,
ikke Fallit! Det maa De Død og Pine ikke tro.
ved det hele; er gaaet fra det, kan man gjerne sige. Ja,
ikke Fallit! Det maa De Død og Pine ikke tro.
Monsen.
Drikk, drikk nu, mens det skummer.
Daniel Hejre.
Men Kjæltringstreger, ser De; Kneb og sligt noget, –
noksagt. Naa ja, jeg vil haabe, det blot er forbigaaende.
Naar jeg faar mine ældre Processer og nogle andre Affærer
fra Haanden, saa skal minsæl den højvelbaarne Herr Mikkel
for en Dag. Skaal! Drikker De ikke paa det? Hvad?
noksagt. Naa ja, jeg vil haabe, det blot er forbigaaende.
Naar jeg faar mine ældre Processer og nogle andre Affærer
fra Haanden, saa skal minsæl den højvelbaarne Herr Mikkel
for en Dag. Skaal! Drikker De ikke paa det? Hvad?
Stensgaard.
Ja, maatte jeg ikke først spørge, hvem den højvelbaarne
Herr Mikkel er?
Herr Mikkel er?
Daniel Hejre.
He-he; De skal saamæn ikke se saa forlegen ud. De
tror da vel aldrig, jeg sigter till Herr Monsen? Herr Mon-
sen kan jo dog ikke kaldes højvelbaaren ialfald. Nej, det
er Kammerherre Brattsberg, min kjære unge Ven!
tror da vel aldrig, jeg sigter till Herr Monsen? Herr Mon-
sen kan jo dog ikke kaldes højvelbaaren ialfald. Nej, det
er Kammerherre Brattsberg, min kjære unge Ven!
Stensgaard.
Hvad for noget? I Forrettningssager er da vel Kam-
merherren en hæderlig Mand.
merherren en hæderlig Mand.
Daniel Hejre.
Siger De det, unge Menneske? Hm; noksagt! (rykker
nærmere.) For en Snes Aar siden var jeg værd en Tønde
Guld. Fik stor Formue efter min Fader. De har vel hørt
Tale om min Fader? Ikke det? Gamle Mads Hejre? De
kaldte ham Guld-Mads. Han var Skibsrheder; tjente ustyrte-
lige Penge i Licentz-Tiden; lod sine Vinduesposter og Dør-
stolper forgylde; havde Raad till det; noksagt; – derfor
kaldte de ham Guld-Mads.
nærmere.) For en Snes Aar siden var jeg værd en Tønde
Guld. Fik stor Formue efter min Fader. De har vel hørt
Tale om min Fader? Ikke det? Gamle Mads Hejre? De
s. 14
kaldte ham Guld-Mads. Han var Skibsrheder; tjente ustyrte-
lige Penge i Licentz-Tiden; lod sine Vinduesposter og Dør-
stolper forgylde; havde Raad till det; noksagt; – derfor
kaldte de ham Guld-Mads.
Aslaksen.
Forgyldte han ikke Skorstenspiberne ogsaa?
Daniel Hejre.
Nej, det er bare en Avisløgn; – den oppstod længe
forinden Deres Tid forresten. Men Penge brugte han; og
det har da jeg ogsaa gjort. En kostbar Rejse till Lon-
don –; har De ikke hørt Tale om min Rejse till London?
Førte formelig Hofstat med mig; – har De virkelig ikke
hørt Tale om det? Hvad? – Og hvad har jeg ikke smidt
væk till Kunster og Videnskaber? Og hvorledes har jeg
ikke holdt unge Talenter frem?
forinden Deres Tid forresten. Men Penge brugte han; og
det har da jeg ogsaa gjort. En kostbar Rejse till Lon-
don –; har De ikke hørt Tale om min Rejse till London?
Førte formelig Hofstat med mig; – har De virkelig ikke
hørt Tale om det? Hvad? – Og hvad har jeg ikke smidt
væk till Kunster og Videnskaber? Og hvorledes har jeg
ikke holdt unge Talenter frem?
Aslaksen
(rejser sig).
(rejser sig).
Takk for mig, mine Herrer!
Monsen.
Naa? Vil De gaa fra os?
Aslaksen.
Ja, jeg vil røre lidt paa mig.
(gaar.)
Daniel Hejre
(dæmpet).
(dæmpet).
Han er ogsaa en af dem. Lønner som alle de andre;
he-he! Ved De vel, jeg har holdt ham et helt Aar till
Studeringer?
he-he! Ved De vel, jeg har holdt ham et helt Aar till
Studeringer?
Stensgaard.
Virkelig? Har Aslaksen studeret?
s. 15
Daniel Hejre.
Ligesom den unge Monsen; – blev aldrig till noget;
ogsaa ligesom, – noksagt, – hvad jeg vilde sige; maatte
oppgive ham; mærkede allerede tidligt denne usalige Hang
till Spirituosa –
ogsaa ligesom, – noksagt, – hvad jeg vilde sige; maatte
oppgive ham; mærkede allerede tidligt denne usalige Hang
till Spirituosa –
Monsen.
Men De kom rent bort fra, hvad De vilde fortalt Herr
Stensgaard om Kammerherren.
Stensgaard om Kammerherren.
Daniel Hejre.
Ej, det er en vidtløftig Historie. Da min Fader stod
paa sit højeste, saa gik det nedad for den gamle Kammer-
herre, – den nuværendes Fader, forstaar De; for han var
ogsaa Kammerherre –
paa sit højeste, saa gik det nedad for den gamle Kammer-
herre, – den nuværendes Fader, forstaar De; for han var
ogsaa Kammerherre –
Bastian.
Naturligvis; alting gaar i Arv her.
Daniel Hejre.
Alle tækkelige Egenskaber iberegnet. Noksagt. Penge-
reduktionen, – Uforsigtigheder, Vidtløftigheder, som han
roded sig ind i Anno 1816 og derudover, tvang ham till at
sælge af Jordegodset –
reduktionen, – Uforsigtigheder, Vidtløftigheder, som han
roded sig ind i Anno 1816 og derudover, tvang ham till at
sælge af Jordegodset –
Stensgaard.
Og Deres Fader kjøbte?
Daniel Hejre.
Baade kjøbte og betalte. Nu! Hvad skeer? Jeg till-
træder Arven; jeg gjør Forbedringer i Tusendtal –
træder Arven; jeg gjør Forbedringer i Tusendtal –
Bastian.
Naturligvis.
Daniel Hejre.
Skaal! – Forbedringer i Tusendtal, som sagt; jeg
lufter ud i Skogene; en Aarrække gaar, – saa kommer
min Herr Urian, – jeg mener den nuværende, – og laer
Handelen gaa om igjen!
lufter ud i Skogene; en Aarrække gaar, – saa kommer
s. 16
min Herr Urian, – jeg mener den nuværende, – og laer
Handelen gaa om igjen!
Stensgaard.
Ja, men højstærede Herr Hejre, det maatte De da kun-
net forhindre.
net forhindre.
Daniel Hejre.
Ikke saa lett! Nogle smaa Formaliteter var forglemte,
paastod han. Jeg befandt mig desuden dengang i en mo-
mentan Pengeforlegenhed, som efterhaanden gik over till at
blive permanent. Og hvor langt rækker man vel nutilldags
uden Kapitaler?
paastod han. Jeg befandt mig desuden dengang i en mo-
mentan Pengeforlegenhed, som efterhaanden gik over till at
blive permanent. Og hvor langt rækker man vel nutilldags
uden Kapitaler?
Monsen.
Nej, det er saa Gud et sandt Ord! Ja, i visse Maader
rækker man ikke langt med Kapitaler heller. Det har jeg
faaet føle. Ja, selv mine uskyldige Børn –
rækker man ikke langt med Kapitaler heller. Det har jeg
faaet føle. Ja, selv mine uskyldige Børn –
Bastian
(dunker i Bordet).
(dunker i Bordet).
Uf, Faer, – havde jeg visse Folk her!
Stensgaard.
Deres Børn, siger De?
Monsen.
Naa ja; se for Exempel Bastian. Er han ikke bleven
vel opplært kanske –?
vel opplært kanske –?
Daniel Hejre.
Trefold! Først i Rettning henimod Student; saa i Rett-
ning henimod Maler; og saa i Rettning –, nej, det er
sandt, – Civilingenieur, det er han da.
ning henimod Maler; og saa i Rettning –, nej, det er
sandt, – Civilingenieur, det er han da.
Bastian.
Ja, det er jeg, Død og Pine!
s. 17
Monsen.
Ja, det er han; det kan jeg bevise baade med Reg-
ninger og med Examensattester! Men hvem har faaet Kom-
munalarbejdet? Hvem har faaet Vejanlæggene her – især
i de to sidste Aar? Det har Udlændinger faaet, – eller
ialfald fremmede, – Folk, kortsagt, om hvem man ingen-
ting ved!
ninger og med Examensattester! Men hvem har faaet Kom-
munalarbejdet? Hvem har faaet Vejanlæggene her – især
i de to sidste Aar? Det har Udlændinger faaet, – eller
ialfald fremmede, – Folk, kortsagt, om hvem man ingen-
ting ved!
Daniel Hejre.
Ja, det gaar skammeligt till i det hele. Da man till
Nytaar skulde have en Sparebankforstander, gik man Herr
Monsen forbi og valgte et Subjekt med Forstand (hoster) med
Forstand paa at holde Pungen lukket, – hvilket vor splen-
dide Vært aabenbart ikke har. Gjælder det et Tillidshverv
i Kommunen; – ligedan! Aldrig Monsen; altid en, der
nyder Tillid – hos Magthaverne. Naa; commune sufra-
gium, som der staar i Romerretten; det vil sige, man lider
Skibbrud i Kommunalfaget, Faer! Fy, for Pokker! Skaal!
Nytaar skulde have en Sparebankforstander, gik man Herr
Monsen forbi og valgte et Subjekt med Forstand (hoster) med
Forstand paa at holde Pungen lukket, – hvilket vor splen-
dide Vært aabenbart ikke har. Gjælder det et Tillidshverv
i Kommunen; – ligedan! Aldrig Monsen; altid en, der
nyder Tillid – hos Magthaverne. Naa; commune sufra-
gium, som der staar i Romerretten; det vil sige, man lider
Skibbrud i Kommunalfaget, Faer! Fy, for Pokker! Skaal!
Monsen.
Takk! Men for at komme till noget andet, – hvor-
ledes gaar det nu med Deres mange Processer?
ledes gaar det nu med Deres mange Processer?
Daniel Hejre.
De er fremdeles under Forberedelse; jeg kan ikke sige
Dem mere for Øjeblikket. Ja, hvilke Chikaner er jeg ikke
udsatt for i den Anledning! I næste Uge blir jeg desværre
nødt till at indkalde hele Formandskabet for Forligelses-
kommissionen.
Dem mere for Øjeblikket. Ja, hvilke Chikaner er jeg ikke
udsatt for i den Anledning! I næste Uge blir jeg desværre
nødt till at indkalde hele Formandskabet for Forligelses-
kommissionen.
Bastian.
Er det sandt, som Folk siger, at De engang har ind-
kaldt Dem selv for Forligelseskommissionen?
kaldt Dem selv for Forligelseskommissionen?
Henrik Ibsen: De unges Forbund.
2
s. 18
Daniel Hejre.
Mig selv? Ja; men jeg mødte ikke.
Monsen.
Ha-ha! Ikke det, naa?
Daniel Hejre.
Havde lovligt Forfald; skulde over Grønsund, og saa
var det uheldigvis det Aar, Bastian havde bygget Broen; –
plump; De ved, det gik ad undas –
var det uheldigvis det Aar, Bastian havde bygget Broen; –
plump; De ved, det gik ad undas –
Bastian.
Naa, saa skulde da Fanden –!
Daniel Hejre.
Besindighed, unge Mand! Her er saa mange, som
spænder Buen till den brister; Brobuen, mener jeg; alting
er jo arveligt –; noksagt!
spænder Buen till den brister; Brobuen, mener jeg; alting
er jo arveligt –; noksagt!
Monsen.
Haa-haa-haa! Noksagt, ja! Drikk nu De, noksagt!
(till Stensgaard.) De hører, Herr Hejre har Fribrev paa at
yttre sig, som han lyster.
(till Stensgaard.) De hører, Herr Hejre har Fribrev paa at
yttre sig, som han lyster.
Daniel Hejre.
Ja, Yttringsfriheden er ogsaa den eneste statsborgerlige
Rettighed, jeg sætter Pris paa.
Rettighed, jeg sætter Pris paa.
Stensgaard.
Kun Skade, at den Rettighed er begrænset af Lovene.
Daniel Hejre.
He-he! Herr Overretssagførerens Tænder løber kanske
i Vand efter en Injurieproces? Hvad? Lægg endelig ikke
Haanden imellem, højstærede! Jeg er en gammel Prak-
tikus, jeg!
i Vand efter en Injurieproces? Hvad? Lægg endelig ikke
Haanden imellem, højstærede! Jeg er en gammel Prak-
tikus, jeg!
Stensgaard.
Med Hensyn till Injurier?
s. 19
Daniel Hejre.
Deres Tillgivelse, unge Mand! Den Harme, De føler,
den gjør isandhed Deres Hjerte Ære. Jeg beder Dem
glemme, at en Olding har siddet her og talt frimodigt om
Deres fraværende Venner.
den gjør isandhed Deres Hjerte Ære. Jeg beder Dem
glemme, at en Olding har siddet her og talt frimodigt om
Deres fraværende Venner.
Stensgaard.
Fraværende Venner?
Daniel Hejre.
Sønnen er visst al Ære værd; noksagt! Datteren lige-
saa. Og naar jeg i Forbigaaende kom til at kaste et Stænk
paa Kammerherrens Karaktér –
saa. Og naar jeg i Forbigaaende kom til at kaste et Stænk
paa Kammerherrens Karaktér –
Stensgaard.
Kammerherrens? Er det Kammerherrens, De kalder
mine Venner?
mine Venner?
Daniel Hejre.
Ja, man gjør da ikke Visiter hos sine Uvenner, ved jeg?
Bastian.
Visiter?
Monsen.
Hvad for noget?
Daniel Hejre.
Au, au, au! Her har jeg visst røbet noget, som –!
Monsen.
Har De gjort Visiter hos Kammerherrens!
Stensgaard.
Sniksnakk! Forvanskninger!
Daniel Hejre.
Sandelig, højst fatalt! Men hvor kunde jeg ogsaa
tænke, at det var en Hemmelighed? (till Monsen.) Forresten
maa De ikke tage mine Ord altfor bogstaveligt. Naar jeg
siger Visit, saa mener jeg kun saadant et formelt Besøg; –
rigtignok i Livkjole og gule Handsker; men hvad –!
tænke, at det var en Hemmelighed? (till Monsen.) Forresten
maa De ikke tage mine Ord altfor bogstaveligt. Naar jeg
2*
s. 20
siger Visit, saa mener jeg kun saadant et formelt Besøg; –
rigtignok i Livkjole og gule Handsker; men hvad –!
Stensgaard.
Og jeg siger Dem, jeg har ikke talt et levende Ord
med den Familje!
med den Familje!
Daniel Hejre.
Er det muligt? Blev De ikke modtagen andengang
heller? Ja, for førstegang nægted man sig hjemme, det
ved jeg nok.
heller? Ja, for førstegang nægted man sig hjemme, det
ved jeg nok.
Stensgaard
(till Monsen).
(till Monsen).
Jeg havde noget skriftligt at overbringe fra Tredjemand
i Kristiania; det er det hele.
i Kristiania; det er det hele.
Daniel Hejre
(rejser sig).
(rejser sig).
Der er, Gud døde mig, noget opprørende i sligt! Der
kommer den unge, tillidsfulde, uerfarne paa Livets Bane;
oppsøger den prøvede Verdensmand i hans Hus; tyr till
ham, der har sit paa det tørre, for at begjære, – nok-
sagt! Verdensmanden slaar Døren i; man er ikke hjemme; –
nej, man er aldrig hjemme, naar det gjælder, – nok-
sagt! (udbrydende.) Men det er jo den skammeligste Grovhed
ovenikjøbet!
kommer den unge, tillidsfulde, uerfarne paa Livets Bane;
oppsøger den prøvede Verdensmand i hans Hus; tyr till
ham, der har sit paa det tørre, for at begjære, – nok-
sagt! Verdensmanden slaar Døren i; man er ikke hjemme; –
nej, man er aldrig hjemme, naar det gjælder, – nok-
sagt! (udbrydende.) Men det er jo den skammeligste Grovhed
ovenikjøbet!
Stensgaard.
Aa, lad nu den kjedelige Sag fare.
Daniel Hejre.
Ikke hjemme! Han, som gaar der og siger: jeg er
altid hjemme for skikkelige Mennesker!
altid hjemme for skikkelige Mennesker!
Stensgaard.
Siger han det?
s. 21
Daniel Hejre.
Saadant et Mundheld. Herr Monsen blir heller aldrig
modtaget. Men jeg begriber ikke, hvorfor han har lagt
Dem for Had. Ja, jeg siger Had; for ved De, hvad jeg
hørte igaar?
modtaget. Men jeg begriber ikke, hvorfor han har lagt
Dem for Had. Ja, jeg siger Had; for ved De, hvad jeg
hørte igaar?
Stensgaard.
Jeg vil ikke vide, hvad De hørte igaar.
Daniel Hejre.
Punktum altsaa. Yttringen var mig forresten ikke paa-
faldende; – i Kammerherre Brattsbergs Mund da! Jeg
kan blot ikke forstaa, hvorfor han skulde lægge «Rod-
hugger» till.
faldende; – i Kammerherre Brattsbergs Mund da! Jeg
kan blot ikke forstaa, hvorfor han skulde lægge «Rod-
hugger» till.
Stensgaard.
Rodhugger?
Daniel Hejre.
Naar De absolut tvinger mig, saa maa jeg indrømme,
at Kammerherren har kaldt Dem en Rodhugger og en
Lykkejæger.
at Kammerherren har kaldt Dem en Rodhugger og en
Lykkejæger.
Stensgaard
(springer opp).
(springer opp).
Hvad for noget?
Daniel Hejre.
Rodhugger og Lykkejæger, – eller Lykkejæger og Rod-
hugger, jeg tør ikke indestaa for hvorledes Ordene faldt.
hugger, jeg tør ikke indestaa for hvorledes Ordene faldt.
Stensgaard.
Og det har De hørt paa?
Daniel Hejre.
Jeg? Havde jeg været tillstede, Herr Sagfører Stens-
gaard, saa skulde De visselig ikke savnet det Forsvar, som
De fortjener.
gaard, saa skulde De visselig ikke savnet det Forsvar, som
De fortjener.
s. 22
Monsen.
Der ser De, hvad der kommer ud af at –
Stensgaard.
Hvor tør den uforskammede Person understaa sig –?
Daniel Hejre.
Naa, naa, naa! Ikke saa ivrig! Det har været figur-
ligt ment, det gier jeg min Hals paa. Kanske blot en
spøgefuld Vending. Imorgen kan De jo bede om en For-
klaring. Ja, for De skal da vel i den store Middag? Hvad?
ligt ment, det gier jeg min Hals paa. Kanske blot en
spøgefuld Vending. Imorgen kan De jo bede om en For-
klaring. Ja, for De skal da vel i den store Middag? Hvad?
Stensgaard.
Jeg skal ikke i nogen Middag.
Daniel Hejre.
To Visiter og endda ingen Indbydelse –!
Stensgaard.
Rodhugger og Lykkejæger! Hvad skulde det sigte till?
Monsen.
See derborte! Naar man taler om Fanden, saa er han
nærmest. Kom, Bastian!
(Monsen og Bastian bort.)
nærmest. Kom, Bastian!
Stensgaard.
Hvad skulde det betyde, Herr Hejre?
Daniel Hejre.
Kan virkelig ikke tjene Dem med noget Svar. – De
lider? Deres Haand, unge Mand! Tilgiv, om jeg ved min
Frimodighed har saaret Dem. Tro mig, De har endnu
mange bittre Erfaringer at gjøre paa Livets Bane. De er
ung; De er tillidsfuld og godtroende. Det er smukt; det
er rørende saagar; men, men, – Godtroenhed er Sølv;
Verdenserfaring er Guld; – det er et Ordsprog af min
egen Oppfindelse, Faer! Gud være med Dem!
(Daniel Hejre gaar.)
lider? Deres Haand, unge Mand! Tilgiv, om jeg ved min
Frimodighed har saaret Dem. Tro mig, De har endnu
mange bittre Erfaringer at gjøre paa Livets Bane. De er
ung; De er tillidsfuld og godtroende. Det er smukt; det
er rørende saagar; men, men, – Godtroenhed er Sølv;
Verdenserfaring er Guld; – det er et Ordsprog af min
egen Oppfindelse, Faer! Gud være med Dem!
s. 23
(Kammerherre Brattsberg, hans Datter og Doktor
Fjeldbo kommer fra Venstre.)
Fjeldbo kommer fra Venstre.)
Anders Lundestad
(ved Talerstolen, slaar till Lyd).
(ved Talerstolen, slaar till Lyd).
Herr Værksforvalter Ringdal har Ordet.
Stensgaard
(raaber).
(raaber).
Herr Lundestad, jeg forlanger Ordet!
Lundestad.
Siden!
Stensgaard.
Nej, nu! Strax!
Lundestad.
De kan ikke faa Ordet nu. Herr Ringdal har det.
Ringdal
(paa Talerstolen).
(paa Talerstolen).
Ærede Forsamling! I dette Øjeblik har vi den Ære
at se i vor Midte Manden med det varme Hjerte og den
aabne Haand, – han, som vi i en lang Aarrække har vant
os till at se opp till, som till en Fader; han, som altid er
rede till Raad, som till Daad; han, hvis Dør aldrig er
stængt for noget hæderligt Medlem af vort Samfund; han,
han –; vor ærede Hædersgjæst ynder ikke lange Taler, og
derfor, en Skaal og et Hurra for Kammerherre Brattsberg
og hans Familje! De leve! Hurra!
at se i vor Midte Manden med det varme Hjerte og den
aabne Haand, – han, som vi i en lang Aarrække har vant
os till at se opp till, som till en Fader; han, som altid er
rede till Raad, som till Daad; han, hvis Dør aldrig er
stængt for noget hæderligt Medlem af vort Samfund; han,
han –; vor ærede Hædersgjæst ynder ikke lange Taler, og
derfor, en Skaal og et Hurra for Kammerherre Brattsberg
og hans Familje! De leve! Hurra!
Mængden.
Hurra! Hurra! Hurra!
(stormende Jubel; man omringer Kammerherren, som takker og trykker
de nærmestes Hænder).
Stensgaard.
Faar jeg nu Ordet?
s. 24
Lundestad.
Vær saa god. Talerstolen er till Tjeneste.
Stensgaard
(springer opp paa Bordet).
(springer opp paa Bordet).
Jeg bygger min egen Talerstol!
De unge
(stimler om ham).
(stimler om ham).
Hurra!
Kammerherren
(till Doktoren).
(till Doktoren).
Hvem er det balstyrige Menneske?
Fjeldbo.
Sagfører Stensgaard.
Kammerherren.
Naa, han!
Stensgaard.
Hør mig, I feststemte Brødre og Søstre! Hør mig, I,
som har Frihedsdagens Jubel og Sang i eders Hjerter, selv
om den ligger bunden. Jeg er en fremmed iblandt jer –
som har Frihedsdagens Jubel og Sang i eders Hjerter, selv
om den ligger bunden. Jeg er en fremmed iblandt jer –
Aslaksen.
Nej!
Stensgaard.
Takk for det Nej! Jeg taer det som et Længselens og
Trangens Vidnesbyrd. Dog, fremmed er jeg; men det er
svoret, at her staar jeg med stort og friskt Hjertelag for
eders Sorg og Glæde, for eders Savn og Seir; havde jeg
saasandt derover nogen Magt, da – da –!
Trangens Vidnesbyrd. Dog, fremmed er jeg; men det er
svoret, at her staar jeg med stort og friskt Hjertelag for
eders Sorg og Glæde, for eders Savn og Seir; havde jeg
saasandt derover nogen Magt, da – da –!
Aslaksen.
Det har De, Herr Overretssagfører!
s. 25
Lundestad.
Ingen Afbrydelse! De har ikke Ordet.
Stensgaard.
De endnu mindre! Jeg afsætter Festkomiteen! Fri-
hed paa Frihedsdagen, Gutter!
hed paa Frihedsdagen, Gutter!
De unge.
Hurra for Friheden!
Stensgaard.
Man vil nægte jer Mælets Brug! I hørte det. Man
vil gjøre jer till umælende! Væk med sligt Voldsherre-
dømme! Jeg vil ikke staa her og holde Tale for en maal-
bunden Klynge. Snakke vil jeg. Og I skal snakke med.
Vi vil snakke fra Leveren!
vil gjøre jer till umælende! Væk med sligt Voldsherre-
dømme! Jeg vil ikke staa her og holde Tale for en maal-
bunden Klynge. Snakke vil jeg. Og I skal snakke med.
Vi vil snakke fra Leveren!
Mængden
(under stigende Jubel).
(under stigende Jubel).
Hurra!
Stensgaard.
Ikke mere disse golde kisteklædte Festmøder! En gyl-
den, en daadstung Grøde skal skyde frem af vore Syttende-
Maj-Lag herefter. Maj! Det er jo Spiretiden; det er
Aarets unge svulmende Jomfrumaaned. Till 1ste Juni blir
det netopp to Maaneder siden jeg satte mig ned her iblandt
jer. Og hvad har jeg ikke set af Storhed og af Smaahed, af
stygt og af vakkert her!
den, en daadstung Grøde skal skyde frem af vore Syttende-
Maj-Lag herefter. Maj! Det er jo Spiretiden; det er
Aarets unge svulmende Jomfrumaaned. Till 1ste Juni blir
det netopp to Maaneder siden jeg satte mig ned her iblandt
jer. Og hvad har jeg ikke set af Storhed og af Smaahed, af
stygt og af vakkert her!
Kammerherren.
Hvad er det egentlig han taler om, Doktor?
Fjeldbo.
Bogtrykker Aslaksen siger, det er om de lokale
Forholde.
Forholde.
s. 26
Stensgaard.
Jeg har set Evner glimte og glittre nede i Folket.
Men jeg har ogsaa set den Fordærvelsens Aand, som ligger
knugende over Evnerne og holder dem nede i det lave.
Ja, jeg har set unge, varme, tillidsfulde Hjerter storme til
Møde, – men ogsaa dem, som stængte Døren for sig!
Men jeg har ogsaa set den Fordærvelsens Aand, som ligger
knugende over Evnerne og holder dem nede i det lave.
Ja, jeg har set unge, varme, tillidsfulde Hjerter storme til
Møde, – men ogsaa dem, som stængte Døren for sig!
Thora.
O, Gud!
Kammerherren.
Hvad mener han med det?
Stensgaard.
Ja, Brødre og Søstre i Frejdighed! Der er i Vejret, i
Luften, en Magt, et Spøgelse fra raadne Dage, som lægger
Tyngsel og Mørke udover der, hvor der skulde være Lys
og Flugt. I Jorden igjen med dette Spøgelse!
Luften, en Magt, et Spøgelse fra raadne Dage, som lægger
Tyngsel og Mørke udover der, hvor der skulde være Lys
og Flugt. I Jorden igjen med dette Spøgelse!
Mængden.
Hurra! Hurra for 17de Maj!
Thora.
Kom, Faer –!
Kammerherren.
Hvad Pokker er det for Spøgelse? Doktor, hvem taler
han om?
han om?
Fjeldbo
(hurtigt).
(hurtigt).
Aa, det er om –
(hvisker et Par Ord.)
Kammerherren.
Aha! Nej, gjør han virkelig?
s. 27
Thora
(sagte).
(sagte).
Takk!
Stensgaard.
Vil ingen anden knuse Dragen, saa vil jeg! Men vi
maa holde sammen, Gutter!
maa holde sammen, Gutter!
Mange Stemmer.
Ja! Ja!
Stensgaard.
Vi er de unge. Vi ejer Tiden; men Tiden ejer ogsaa
os. Vor Rett er vor Pligt! Albuerum for enhver Daads-
kraft, for enhver Vilje, som er af det stærke! Hør mig!
Vi vil stifte et Forbund. Pengesækken har opphørt at
regere i Sognet!
os. Vor Rett er vor Pligt! Albuerum for enhver Daads-
kraft, for enhver Vilje, som er af det stærke! Hør mig!
Vi vil stifte et Forbund. Pengesækken har opphørt at
regere i Sognet!
Kammerherren.
Bravo! (till Doktoren.) Pengesækken, sagde han; altsaa
dog virkelig –!
dog virkelig –!
Stensgaard.
Ja, Gutter, vi, vi er Valutaen, saa sandt der er Malm
i os. Vore Viljer, det er det klingende Sølv, som skal
gjælde Mand og Mand imellem. Krig og Nederlag for hver
den, som vil hindre, at vi udmynter os!
i os. Vore Viljer, det er det klingende Sølv, som skal
gjælde Mand og Mand imellem. Krig og Nederlag for hver
den, som vil hindre, at vi udmynter os!
Mængden.
Hurra!
Stensgaard.
Man har slængt mig et haanligt Bravo i Ansigtet
her ikveld –
her ikveld –
Kammerherren.
Nej!
s. 28
Stensgaard.
Ligemeget! Hverken Takk eller Trusel gjælder for den,
der vil, hvad han vil. Og dermed Gud befalet! Ja, han;
thi det er dog hans Ærinde, vi gaar i vor unge tillidsfulde
Gjerning. Ind til Restauratøren altsaa; – i denne Time
vil vi stifte vort Forbund!
der vil, hvad han vil. Og dermed Gud befalet! Ja, han;
thi det er dog hans Ærinde, vi gaar i vor unge tillidsfulde
Gjerning. Ind til Restauratøren altsaa; – i denne Time
vil vi stifte vort Forbund!
Mængden.
Hurra! Bær ham! Bær ham!
(han løftes paa Guldstol.)
Stemmer.
Tal! Mere! Mere!
Stensgaard.
Samhold, siger jeg? Med de unges Forbund er et For-
syn i Pagt. Det staar till os, om vi vil styre Verden –
her i Distriktet!
(han bæres ind i Teltet under stormende Jubel.)
syn i Pagt. Det staar till os, om vi vil styre Verden –
her i Distriktet!
Madam Rundholmen
(tørrer Øinene).
(tørrer Øinene).
Aa nej, for en Mund der sidder paa det Menneske!
Kunde en ikke gjerne kysse ham, Herr Hejre?
Kunde en ikke gjerne kysse ham, Herr Hejre?
Daniel Hejre.
Nej, kysse ham, det vilde jeg dog ikke.
Madam Rundholmen.
Nej, De! Det tror jeg nok.
Daniel Hejre.
Vilde De kanske kysse ham, Madam Rundholmen?
Madam Rundholmen.
Uf, hvor fæl De er!
(hun gaar ind i Teltet; Daniel Hejre ligesaa.)
s. 29
Kammerherren.
Spøgelse, – og Drage, – og Pengesækk! Det var
forskrækkelig grovt. Men vel tillpass!
forskrækkelig grovt. Men vel tillpass!
Lundestad
(nærmer sig).
(nærmer sig).
Det gjør mig rigtig inderlig ondt, Herr Kammerherre –
Kammerherren.
Ja, hvor har De havt Deres Menneskekundskab henne?
Naa, naa; det kan times enhver. God Natt, Herr Lunde-
stad, og mange Takk for iaften (vender sig till Thora og Doktoren).
Men fy for Pokker; dette prægtige unge Menneske har jeg
jo været grov imod!
Naa, naa; det kan times enhver. God Natt, Herr Lunde-
stad, og mange Takk for iaften (vender sig till Thora og Doktoren).
Men fy for Pokker; dette prægtige unge Menneske har jeg
jo været grov imod!
Fjeldbo.
Ja saa?
Thora.
Visiten, mener Du –?
Kammerherren.
To Visiter. Det er sandelig Lundestads Skyld; han
havde skildret mig ham, som en Lykkejæger og som –
som noget, jeg ikke husker. Naa, heldigvis kan jeg bøde
paa det.
havde skildret mig ham, som en Lykkejæger og som –
som noget, jeg ikke husker. Naa, heldigvis kan jeg bøde
paa det.
Thora.
Hvorledes –?
Kammerherren.
Kom Thora; vi vil endnu iaften –
Fjeldbo.
Aa nej, Herr Kammerherre, er nu det værd at –?
Thora
(sagte).
(sagte).
Hyss!
s. 30
Kammerherren.
Har man forløbet sig, saa faar man gjøre det godt
igjen; det er simpel Skyldighed. God Natt, Doktor! Saa
fik jeg dog en fornøjelig Stund. Det er mere, end De har
beredt mig idag.
igjen; det er simpel Skyldighed. God Natt, Doktor! Saa
fik jeg dog en fornøjelig Stund. Det er mere, end De har
beredt mig idag.
Fjeldbo.
Jeg, Herr Kammerherre?
Kammerherren.
Aa ja, ja, ja; – baade De og andre –
Fjeldbo.
Men maatte jeg ikke spørge, hvad jeg –?
Kammerherren.
Herr Værkslæge, – ingen Paatrængenhed. Jeg er
aldrig paatrængende. Naa, i Guds Navn forresten, –
God Natt!
(Kammerherren og Thora gaar ud tillvenstre; Fjeldbo ser tankefuld
aldrig paatrængende. Naa, i Guds Navn forresten, –
God Natt!
efter dem.)
Bogtrykker Aslaksen.
(fra Teltet).
(fra Teltet).
Hej, Oppvarter! Blæk og Pen! Jo, nu gaar det løs,
Herr Doktor!
Herr Doktor!
Fjeldbo.
Hvad gaaer løs?
Aslaksen.
Han stifter Forbundet. Det er næsten stiftet.
Lundestad
(har nærmet sig, sagte).
(har nærmet sig, sagte).
Skriver der sig mange ind?
Aslaksen.
Vi har nu omkring 37 foruden Enker og sligt. Pen og
Blæk, siger jeg! Ingen Oppvarter tillstede; det er de lokale
Forholdes Skyld.
(ud bagved Teltet.)
s. 31
Blæk, siger jeg! Ingen Oppvarter tillstede; det er de lokale
Forholdes Skyld.
Lundestad.
Puh; dette her har været en varm Dag.
Fjeldbo.
Jeg er bange, vi faar varmere Dage herefter.
Lundestad.
Tror De Kammerherren blev meget vred?
Fjeldbo.
Aa, slettikke; det saa De jo. Men hvad siger De om
det nye Forbund?
det nye Forbund?
Lundestad.
Hm; jeg siger ingenting. Hvad skal en vel sige?
Fjeldbo.
Men det er jo Begyndelsen till en Kamp om Magten
her i Distriktet.
her i Distriktet.
Lundestad.
Ja-ja! Kamp er god. Han er en Mand med store
Gaver, han, Stensgaard.
Gaver, han, Stensgaard.
Fjeldbo.
Og en Mand, som vil frem.
Lundestad.
Ungdommen vil altid frem. Jeg vilde ogsaa frem, da
jeg var ung; der er ingenting at sige paa det. Men en
kunde kanske gaa indenfor Døren –
jeg var ung; der er ingenting at sige paa det. Men en
kunde kanske gaa indenfor Døren –
Daniel Hejre
(fra Teltet).
(fra Teltet).
Naa, Herr Lundestad, skal De ind og interpellere? Hvad?
Gjøre Opposition? He-he! For saa maa De skynde Dem.
Gjøre Opposition? He-he! For saa maa De skynde Dem.
s. 32
Lundestad.
Aa, jeg kommer vel altid tidsnok.
Daniel Hejre.
Forsent, Faer! Medmindre De vil staae Fadder. (Hurra-
raab fra Teltet.) Der synge Degnene Amen; nu er Daabs-
akten over.
raab fra Teltet.) Der synge Degnene Amen; nu er Daabs-
akten over.
Lundestad.
En faar vel Lov till at høre; jeg skal holde mig stille.
(gaar ind.)
Daniel Hejre.
Det er ogsaa et af de faldende Trær! Mangt og mange
vil komme till at falde nu! Her vil komme till at se ud,
som en Skog efter Storm. Aa, det er dejligt, er det!
vil komme till at falde nu! Her vil komme till at se ud,
som en Skog efter Storm. Aa, det er dejligt, er det!
Fjeldbo.
Men sig mig, Herr Hejre, hvad kan det egentlig inter-
essere Dem?
essere Dem?
Daniel Hejre.
Interessere mig? Jeg er ingen interesseret Mand, Herr
Doktor! Naar jeg fryder mig, saa er det paa mine Med-
borgeres Vegne. Her vil blive Liv, Indhold, Stoff! For
mig personligt, – Gudbevares, for mig kan det være lige-
gyldigt; jeg siger, som Stortyrken sagde om Kejseren af
Østerrig og Kongen af Frankrig: Det er mig det samme,
enten Svinet æder Hunden eller Hunden Svinet.
(ud i Baggrunden tillhøjre.)
Doktor! Naar jeg fryder mig, saa er det paa mine Med-
borgeres Vegne. Her vil blive Liv, Indhold, Stoff! For
mig personligt, – Gudbevares, for mig kan det være lige-
gyldigt; jeg siger, som Stortyrken sagde om Kejseren af
Østerrig og Kongen af Frankrig: Det er mig det samme,
enten Svinet æder Hunden eller Hunden Svinet.
Mængden
(i Teltet).
(i Teltet).
Sagfører Stensgaard leve! Han leve! Hurra! Hurra for
de unges Forbund! Vin! Punsch! Hej; hej! Øl! Hurra!
de unges Forbund! Vin! Punsch! Hej; hej! Øl! Hurra!
s. 33
Bastian Monsen
(fra Teltet).
(fra Teltet).
Gud velsigne Dem og alle Mennesker! (med taarekvalt
Stemme.) Uf, Doktor, jeg kjender mig saa stærk ikveld. Jeg
maa gjøre noget!
Stemme.) Uf, Doktor, jeg kjender mig saa stærk ikveld. Jeg
maa gjøre noget!
Fjeldbo.
Genér Dem ikke. Men hvad vil De gjøre?
Bastian.
Jeg tror, jeg gaar ned paa Dansesalen og prygler et
Par af mine Venner.
(ud bagved Teltet.)
Par af mine Venner.
(Stensgaard kommer ud fra Teltet, uden Hatt og i stærk Bevægelse.)
Stensgaard.
Kjære Fjeldbo, er det dig?
Fjeldbo.
Till Tjeneste, Herr Folkehøvding! Ja, Du er da vel
kaaret –?
kaaret –?
Stensgaard.
Naturligvis; men –
Fjeldbo.
Og hvad skal det saa vidre kaste af sig? Hvilke
Tillidshverv i Kommunen? En Bankbestyrerpost? Eller
kanske –?
Tillidshverv i Kommunen? En Bankbestyrerpost? Eller
kanske –?
Stensgaard.
Aa, snakk ikke til mig om sligt! Du mener det heller
ikke. Du er ikke saa flad og tom i Brystet, som Du gjerne
vil synes.
ikke. Du er ikke saa flad og tom i Brystet, som Du gjerne
vil synes.
Fjeldbo.
Nu skal vi høre!
Henrik Ibsen: De unges Forbund.
3
s. 34
Stensgaard.
Fjeldbo! Vær mig en Ven, som før! Det er blevet øde
imellem os. Der var saa meget uhyggeligt hos Dig, Spas
og Spott, som stødte mig tillbage. Aa, det var dog Urett
af mig! (slaar Armene om ham). O, du evige Gud, hvor jeg
er lykkelig!
imellem os. Der var saa meget uhyggeligt hos Dig, Spas
og Spott, som stødte mig tillbage. Aa, det var dog Urett
af mig! (slaar Armene om ham). O, du evige Gud, hvor jeg
er lykkelig!
Fjeldbo.
Du ogsaa! Jeg med; jeg med!
Stensgaard.
Ja, maatte jeg ikke være den usleste Usling paa Jor-
den, hvis ikke al denne Velsignelse gjorde mig god og
brav? Hvormed har jeg fortjent det, du? Hvad har jeg
syndige Skabhals gjort, at jeg blev saa rigt benaadet?
den, hvis ikke al denne Velsignelse gjorde mig god og
brav? Hvormed har jeg fortjent det, du? Hvad har jeg
syndige Skabhals gjort, at jeg blev saa rigt benaadet?
Fjeldbo.
Her er min Haand! Ikveld holder jeg minsæl af dig!
Stensgaard.
Takk! Vær trofast og sand. Jeg skal være det. – Ja,
er det ikke en usigelig Lykke, saaledes at kunne rive dem
med sig, alle de mange? Maa en ikke blive god af Takk-
nemmelighed? Og hvorledes maa en ikke elske alle Men-
nesker? Jeg synes, jeg kunde kryste dem i Favn allesam-
men, græde og bede dem om Forladelse, fordi Gud har
været saa partisk at give mig mere end dem.
er det ikke en usigelig Lykke, saaledes at kunne rive dem
med sig, alle de mange? Maa en ikke blive god af Takk-
nemmelighed? Og hvorledes maa en ikke elske alle Men-
nesker? Jeg synes, jeg kunde kryste dem i Favn allesam-
men, græde og bede dem om Forladelse, fordi Gud har
været saa partisk at give mig mere end dem.
Fjeldbo
(stille).
(stille).
Ja; saa usigelig meget kan den enkelte faa. Ikke ct
Kryb, ikke et grønt Blad langs Vejen kunde jeg træde
paa ikveld.
Kryb, ikke et grønt Blad langs Vejen kunde jeg træde
paa ikveld.
Stensgaard.
Du?
s. 35
Fjeldbo.
Punktum! Derom er ikke Talen. Jeg vilde kun sige,
at jeg forstod dig.
at jeg forstod dig.
Stensgaard.
Hvad for en dejlig Natt! Musiken og Jubelen klinger
langt ud over Engene. Dernede er det stille. – Ja, den
Mand, hvis Liv ikke taer sin Daab af slig en Time, han
fortjener ikke at leve paa Guds Jord.
langt ud over Engene. Dernede er det stille. – Ja, den
Mand, hvis Liv ikke taer sin Daab af slig en Time, han
fortjener ikke at leve paa Guds Jord.
Fjeldbo.
Ja, men sig mig nu, – hvad skal saa videre bygges –
imorgen, og alle Ugedage?
imorgen, og alle Ugedage?
Stensgaard.
Bygges? Først gjælder det at rive ned. – Du, Fjeldbo,
jeg har engang drømt, – eller kanske jeg saa det; dog
nej, jeg drømte; men saa levende! Jeg syntes der var kom-
men Dommedag over Jorden. Jeg kunde se hele Rundingen
af den. Ingen Sol var der; kun et gult Uvejrslys. Der gik
en Storm; den strøg fra Vest og strøg alting med sig;
først strøg den vissent Løv, saa strøg den Mennesker; –
men de holdt sig paa Benene endda. Kapperne slog tætt
ind om dem, saa de foer som siddende i Flugten. Først
saa de ud som Borgerfolk, der løber efter sine Hatte i
Blæst; men da de kom nærmere, saa var det Kejsere og
Konger; og det, de løb efter og greb efter, og som de altid
var nærved at naa, men aldrig naade, det var Kroner og
Rigsæbler. Aa, der kom Hundreder efter Hundreder af alle
Slags, og ingen vidste, hvad det gjaldt; men mange jamred
og spurgte: hvorfra er den dog kommen, denne forfærdelige
Storm? Da blev der svaret: en Røst talte, og denne ene
Røst gav slig Gjenlyd, at Stormen vaktes!
jeg har engang drømt, – eller kanske jeg saa det; dog
nej, jeg drømte; men saa levende! Jeg syntes der var kom-
men Dommedag over Jorden. Jeg kunde se hele Rundingen
af den. Ingen Sol var der; kun et gult Uvejrslys. Der gik
en Storm; den strøg fra Vest og strøg alting med sig;
først strøg den vissent Løv, saa strøg den Mennesker; –
men de holdt sig paa Benene endda. Kapperne slog tætt
ind om dem, saa de foer som siddende i Flugten. Først
saa de ud som Borgerfolk, der løber efter sine Hatte i
Blæst; men da de kom nærmere, saa var det Kejsere og
Konger; og det, de løb efter og greb efter, og som de altid
var nærved at naa, men aldrig naade, det var Kroner og
Rigsæbler. Aa, der kom Hundreder efter Hundreder af alle
Slags, og ingen vidste, hvad det gjaldt; men mange jamred
og spurgte: hvorfra er den dog kommen, denne forfærdelige
Storm? Da blev der svaret: en Røst talte, og denne ene
Røst gav slig Gjenlyd, at Stormen vaktes!
3*
s. 36
Fjeldbo.
Naar drømte du dette?
Stensgaard.
Aa engang, – jeg erindrer ikke; for flere Aar siden.
Fjeldbo.
Der har været Opprør etsteds i Europa, og saa har du
spist tungt till Aften og læst Aviser ovenpaa.
spist tungt till Aften og læst Aviser ovenpaa.
Stensgaard.
Den samme Isnen, den samme Risslen nedad Ryggen
har jeg følt ikveld. Ja, jeg skal gjøre Fyldest for mig.
Jeg vil være Røsten –
har jeg følt ikveld. Ja, jeg skal gjøre Fyldest for mig.
Jeg vil være Røsten –
Fjeldbo.
Hør, kjære Stensgaard, du skal standse og tænke dig
om. Du vil være Røsten, siger du. Godt! Men hvor vil
du være Røsten? Her i Fogderiet? Eller, hvis det kommer
højt, her i Amtet! Og hvem skal være Gjenlyden, der
slaar, saa Stormen vækkes? Jo, Folk, som Proprietær
Monsen og Bogtrykker Aslaksen og det fedryggede Geni,
Herr Bastian. Og istedet for de flygtende Kejsere og Kon-
ger vil vi faa se Gaardbruger Lundestad, som løber efter
sin Storthingsfuldmagt. Hvad blir saa det hele? Det blir,
hvad syntes først i Drømmen, – Spidsborgere i Blæst.
om. Du vil være Røsten, siger du. Godt! Men hvor vil
du være Røsten? Her i Fogderiet? Eller, hvis det kommer
højt, her i Amtet! Og hvem skal være Gjenlyden, der
slaar, saa Stormen vækkes? Jo, Folk, som Proprietær
Monsen og Bogtrykker Aslaksen og det fedryggede Geni,
Herr Bastian. Og istedet for de flygtende Kejsere og Kon-
ger vil vi faa se Gaardbruger Lundestad, som løber efter
sin Storthingsfuldmagt. Hvad blir saa det hele? Det blir,
hvad syntes først i Drømmen, – Spidsborgere i Blæst.
Stensgaard.
I den nærmeste Nærhed, ja! Men ingen ved, hvor
langt et Uvejr slaar.
langt et Uvejr slaar.
Fjeldbo.
Sniksnakk med dig og dit Uvejr! Og naar saa dertill
kommer, at du, blind og besnakket og forlokket, som du
er, vender dine Vaaben netopp mod det hæderlige og det
dygtige iblandt os –
kommer, at du, blind og besnakket og forlokket, som du
er, vender dine Vaaben netopp mod det hæderlige og det
dygtige iblandt os –
s. 37
Stensgaard.
Det er ikke sandt!
Fjeldbo.
Det er sandt! Monsen paa Storli fik Tag i dig strax
du kom her till Byggden; og gjør du dig ikke fri for ham,
saa blir det din Ulykke. Kammerherre Brattsberg er en
Hædersmand; det kan du stole paa. Ved du, hvorfor Herr
Proprietæren har lagt ham for Had? Jo, fordi –
du kom her till Byggden; og gjør du dig ikke fri for ham,
saa blir det din Ulykke. Kammerherre Brattsberg er en
Hædersmand; det kan du stole paa. Ved du, hvorfor Herr
Proprietæren har lagt ham for Had? Jo, fordi –
Stensgaard.
Jeg taaler ikke et Ord mere! Ikke et eneste Ord, som
fornærmer mine Venner!
fornærmer mine Venner!
Fjeldbo.
Se tillbunds i dig selv, Stensgaard! Er Herr Mons
Monsen virkelig din Ven?
Monsen virkelig din Ven?
Stensgaard.
Proprietær Monsen har med al Velvilje aabnet sit Hus
for mig –
for mig –
Fjeldbo.
Han aabner forgjæves sit Huus for de bedre her.
Stensgaard.
Aa, hvem kalder du de bedre? Nogle storsnudede Em-
bedsmænd! Jeg ved det nok. Men hvad mig angaar, saa
har man paa Storli modtaget mig med en Forekommenhed
og en Anerkjendelse, som –
bedsmænd! Jeg ved det nok. Men hvad mig angaar, saa
har man paa Storli modtaget mig med en Forekommenhed
og en Anerkjendelse, som –
Fjeldbo.
Anerkjendelse; ja desværre, – der er vi ved Kjerne-
punktet.
punktet.
Stensgaard.
Aldeles ikke! Jeg er Mand for at se uhildet. Pro-
prietær Monsen har Evner, han har Læsning, han har Sans
for de offentlige Anliggender.
s. 38
prietær Monsen har Evner, han har Læsning, han har Sans
for de offentlige Anliggender.
Fjeldbo.
Evner? Aa ja, paa sin Vis. Læsning ogsaa; han hol-
der Bladene og har deraf mærket sig, hvilke Taler du har
holdt, og hvilke Artikler du har skrevet. Og at han har
Sans for de offentlige Anliggender, det har han naturligvis
lagt for Dagen ved at samstemme baade i dine Taler og i
dine Avisartikler.
der Bladene og har deraf mærket sig, hvilke Taler du har
holdt, og hvilke Artikler du har skrevet. Og at han har
Sans for de offentlige Anliggender, det har han naturligvis
lagt for Dagen ved at samstemme baade i dine Taler og i
dine Avisartikler.
Stensgaard.
Hør, Fjeldbo, nu kommer igjen Bundfaldet opp i dig.
Kan du da aldrig holde dig fri for dette skidenfærdige i
Tankegangen? Hvorfor altid forudsætte enten usle eller
latterlige Bevæggrunde? Aa, du mener det ikke! Nu ser
du saa trofast ud igjen. Jeg vil sige dig det bedste, det
rette Kjernepunkt. Kjender du Ragna?
Kan du da aldrig holde dig fri for dette skidenfærdige i
Tankegangen? Hvorfor altid forudsætte enten usle eller
latterlige Bevæggrunde? Aa, du mener det ikke! Nu ser
du saa trofast ud igjen. Jeg vil sige dig det bedste, det
rette Kjernepunkt. Kjender du Ragna?
Fjeldbo.
Ragna Monsen? Ja; saadan paa anden Haand.
Stensgaard.
Ja, hun kommer undertiden till Kammerherrens.
Fjeldbo.
I al Stillhed. Hun og Frøken Brattsberg er Veninder
fra Konfirmationstiden.
fra Konfirmationstiden.
Stensgaard.
Og hvad siger du saa om hende?
Fjeldbo.
Jo, efter alt, hvad jeg har hørt, maa hun være en
meget fortræffelig Pige.
meget fortræffelig Pige.
s. 39
Stensgaard.
Aa, du skulde se hende i Hjemmet. Hun har ingen
anden Tanke end de to smaa Søskende. Og hvorledes skal
hun ikke have plejet sin Moder! Du ved, Moderen var
sindssyg de sidste Aar, hun levede.
anden Tanke end de to smaa Søskende. Og hvorledes skal
hun ikke have plejet sin Moder! Du ved, Moderen var
sindssyg de sidste Aar, hun levede.
Fjeldbo.
Javisst; jeg var selv Læge der en Tid. Men sig mig,
kjære Ven; jeg skulde dog vel ikke tro at –?
kjære Ven; jeg skulde dog vel ikke tro at –?
Stensgaard.
Jo, Fjeldbo, jeg elsker hende virkelig; till dig kan jeg
sige det. Ja, jeg skjønner godt, hvad der undrer dig. Du
finder det paafaldende, at jeg saa hurtigt ovenpaa –. Ja,
du ved jo, jeg har været forlovet i Kristiania?
sige det. Ja, jeg skjønner godt, hvad der undrer dig. Du
finder det paafaldende, at jeg saa hurtigt ovenpaa –. Ja,
du ved jo, jeg har været forlovet i Kristiania?
Fjeldbo.
Ja, man har fortalt det.
Stensgaard.
Det hele Forhold var en Skuffelse. Jeg maatte bryde
det; det var bedst for alle Parter. Du kan tro, jeg har lidt
nok under den Sag; jeg har følt mig pint og knuget –.
Naa, Gudskelov, nu er jeg ude af det; det var ogsaa min
Grund till at flytte bort.
det; det var bedst for alle Parter. Du kan tro, jeg har lidt
nok under den Sag; jeg har følt mig pint og knuget –.
Naa, Gudskelov, nu er jeg ude af det; det var ogsaa min
Grund till at flytte bort.
Fjeldbo.
Og ligeoverfor Ragna Monsen er du sikker paa dig selv?
Stensgaard.
Ja, det er jeg, du! Her er ingen Fejltagelse mulig.
Fjeldbo.
Men saa i Guds Navn, gjør Alvor af det! Det er en
stor Lykke! O, jeg kunde sige dig saa meget –
stor Lykke! O, jeg kunde sige dig saa meget –
s. 40
Stensgaard.
Kan du virkelig det? Har hun yttret noget? Till
Frøken Brattsberg kanske?
Frøken Brattsberg kanske?
Fjeldbo.
Du forstaar mig ikke. Men hvorledes er det muligt,
at du midt under alt dette kan gaa her og svire i poli-
tiske Orgier? At Byggdsladderen kan faa Indpass i et
Sind som –
at du midt under alt dette kan gaa her og svire i poli-
tiske Orgier? At Byggdsladderen kan faa Indpass i et
Sind som –
Stensgaard.
Og hvorfor ikke? Mennesket er da ikke en saa aldeles
enkelt Maskine heller. Jeg er det ialfald ikke. Desuden,
netopp igjennem disse Kampe og Brydninger gaar Vejen
till hende.
enkelt Maskine heller. Jeg er det ialfald ikke. Desuden,
netopp igjennem disse Kampe og Brydninger gaar Vejen
till hende.
Fjeldbo.
En forbandet triviel Vej.
Stensgaard.
Fjeldbo, jeg er ærgjærrig; det ved du godt. Jeg maa
frem i Verden. Naar jeg tænker paa, at jeg er tredive
Aar, og endnu staar ved Begyndelsen, saa kjender jeg Sam-
vittighedens Tænder i mig.
frem i Verden. Naar jeg tænker paa, at jeg er tredive
Aar, og endnu staar ved Begyndelsen, saa kjender jeg Sam-
vittighedens Tænder i mig.
Fjeldbo.
Ja, men det er ikke dens Visdomstænder.
Stensgaard.
Det kan ikke nytte at snakke till dig. Du har aldrig
følt denne jagende og æggende Trang. Du har drevet og
dovnet alle dine Dage, – som Student, till Examen, i
Udlandet, og nu her –
følt denne jagende og æggende Trang. Du har drevet og
dovnet alle dine Dage, – som Student, till Examen, i
Udlandet, og nu her –
Fjeldbo.
Aa ja, kanske; men det har ialfald været dejligt. Og
der følger ingen Slappelse efter, som den, man føler, naar
man stiger ned af Bordet, efterat –
s. 41
der følger ingen Slappelse efter, som den, man føler, naar
man stiger ned af Bordet, efterat –
Stensgaard.
Alt andet; men dette taaler jeg minsæl ikke! Du
gjør en ond Gjerning med sligt. Du tager Løftelsen fra
mig –
gjør en ond Gjerning med sligt. Du tager Løftelsen fra
mig –
Fjeldbo.
Ja, men ved du hvad; naar Løftelsen sidder saa løst –
Stensgaard.
Lad være, siger jeg! Hvad Rett har du till at bryde
ind i min Lykke? Tror Du ikke jeg er ærlig kanske?
ind i min Lykke? Tror Du ikke jeg er ærlig kanske?
Fjeldbo.
Jo, det ved Himlen, jeg tror!
Stensgaard.
Naa, hvad skal det saa till at gjøre mig tom og ækkel
og mistroisk mod mig selv? (Larm og Raab i Teltet.) Hør;
hør! De drikker min Skaal! Hvad der kan gribe saa
mange, – ved den evige Gud, det har Sandhed i sig!
og mistroisk mod mig selv? (Larm og Raab i Teltet.) Hør;
hør! De drikker min Skaal! Hvad der kan gribe saa
mange, – ved den evige Gud, det har Sandhed i sig!
(Frøken Brattsberg, Frøken Monsen og Kandidat Helle
fra Venstre gaar over Pladsen i Mellemgrunden.)
fra Venstre gaar over Pladsen i Mellemgrunden.)
Kandidat Helle
(till Frøken Brattsberg).
(till Frøken Brattsberg).
Se der, Frøken; der staar netopp Sagfører Stensgaard.
Thora.
Ja, saa følger jeg ikke længere. Godnatt, Ragna!
Godnatt; Godnatt!
Godnatt; Godnatt!
Helle og Frøken Monsen.
Godnatt; Godnatt!
(de gaar ud tillhøjre.)
s. 42
Thora
(nærmere).
(nærmere).
Jeg er Jernværksejer Brattsbergs Datter. Jeg har et
Brev till Dem fra Faer.
Brev till Dem fra Faer.
Stensgaard.
Till mig –?
Thora.
Vær saa god; her er det.
(vil gaa.)
Fjeldbo.
Faar jeg ikke Lov at følge?
Thora.
Nej Takk; følg ikke. Godnatt!
(ud till Venstre.)
Stensgaard
(læser ved en Papirlygte).
(læser ved en Papirlygte).
Hvad for noget?
Fjeldbo.
Men, kjære, – hvad skriver Kammerherren
Stensgaard
(brister i Latter).
(brister i Latter).
Det havde jeg dog ikke ventet!
Fjeldbo.
Men sig mig da –?
Stensgaard.
Kammerherre Brattsberg er en ynkelig Karl.
Fjeldbo.
Og det vover du –
s. 43
Stensgaard.
Usel; usel! Sig det igjen till hvem du vil. Naa, lad
forresten være. (gjemmer Brevet.) Det blir imellem os!
forresten være. (gjemmer Brevet.) Det blir imellem os!
(Forsamlingen kommer ud af Teltet.)
Proprietær Monsen.
Herr Formand! Hvor er Herr Stensgaard?
Mængden.
Der staar han! Hurra!
Lundestad.
Herr Overretssagføreren har glemt sin Hatt.
(rækker ham den.)
Bogtrykker Aslaksen.
Værsaagod; her er Punsch! En hel Bolle!
Stensgaard.
Takk; ikke mere.
Monsen.
Og saa husker vel Medlemmerne, at imorgen samles
vi paa Storli hos mig for at –
vi paa Storli hos mig for at –
Stensgaard.
Imorgen? Nej, det var jo ikke imorgen –?
Monsen.
Jo visst; for at vedtage den Rundskrivelse, som –
Stensgaard.
Nej, imorgen kan jeg sandelig ikke godt –. Jeg skal
se i overmorgen eller Dagen derefter. Naa, Godnatt, mine
Herrer; hjertelig Takk for idag, og Hurra for Fremtiden!
se i overmorgen eller Dagen derefter. Naa, Godnatt, mine
Herrer; hjertelig Takk for idag, og Hurra for Fremtiden!
s. 44
Mængden.
Hurra! Vi følger ham hjem!
Stensgaard.
Takk; Takk! De maa endelig ikke –
Aslaksen.
Vi følger Dem allesammen.
Stensgaard.
Lad gaa. Godnatt, Fjeldbo; ja, for du følger vel ikke?
Fjeldbo.
Nej. Men det vil jeg sige dig, at hvad du yttred om
Kammerherre Brattsberg –
Kammerherre Brattsberg –
Stensgaard.
Hyss, hyss; det var overdrevet i Udtrykket. En Streg
over det! – Naa ja, mine ærede Venner, vil I være med,
saa kom; jeg gaar i Spidsen.
over det! – Naa ja, mine ærede Venner, vil I være med,
saa kom; jeg gaar i Spidsen.
Monsen.
Deres Arm, Stensgaard!
Bastian.
Sangere! Stem i! Noget rigtig fædrelandsk!
Mængden.
Sang; Sang! Musik!
(En Folkesang spilles og synges. Toget marcherer ud till Højre
i Baggrunden.)
i Baggrunden.)
Fjeldbo
(till Lundestad, som er bleven tillbage).
(till Lundestad, som er bleven tillbage).
Et stadseligt Følge.
s. 45
Lundestad.
Aa ja. Men en stadselig Fører ogsaa.
Fjeldbo.
Og hvor gaar saa De, Herr Lundestad?
Lundestad.
Jeg? Jeg gaar hjem og lægger mig.
(han hilser og gaar. Doktor Fjeldbo blir alene tillbage.)
(Teppet falder.)
ANDEN AKT.
(Havestue hos Kammerherrens. Elegante Møbler, Pianoforte, Blomster og
skjeldne Planter. Indgangsdør i Baggrunden. Paa venstre Side Dør till
Spisesalen; tillhøjre flere aabne Glasdøre ud till Haven.)
skjeldne Planter. Indgangsdør i Baggrunden. Paa venstre Side Dør till
Spisesalen; tillhøjre flere aabne Glasdøre ud till Haven.)
(Bogtrykker Aslaksen staar ved Indgangsdøren. En Pige er ifærd
med at bære et Par Frugtskaaler ind tillvenstre.)
med at bære et Par Frugtskaaler ind tillvenstre.)
Pigen.
Ja, men De hører jo, Selskabet sidder tillbords endnu.
De maa komme igjen siden.
De maa komme igjen siden.
Aslaksen.
Nej, faar jeg saa heller Lov till at vente?
Pigen.
Ja, hvis De heller vil det. De kan sætte Dem der
saalænge.
(hun gaar ind i Spisesalen. Aslaksen sætter sig ved Døren. Opphold.
saalænge.
Doktor Fjeldbo kommer fra Baggrunden.)
Fjeldbo.
Naa, Goddag, Aslaksen; er De her?
Pigen
(kommer tillbage).
(kommer tillbage).
Aa, hvor sent Doktoren kommer!
s. 47
Fjeldbo.
Jeg blev kaldt ud i Sygebesøg.
Pigen.
Baade Kammerherren og Frøkenen har spurgt saa
meget efter Dem.
meget efter Dem.
Fjeldbo.
Saa de har det?
Pigen.
Ja, Doktoren maa endelig gaa ind. Eller skal jeg
kanske sige till at –?
kanske sige till at –?
Fjeldbo.
Nej, nej; lad være. Jeg skal altid faa en Bid Mad
sidenefter; nu venter jeg her saalænge.
sidenefter; nu venter jeg her saalænge.
Pigen.
Ja, de er snart færdige.
(hun gaar ud i Baggrunden.)
Aslaksen
(lidt efter).
(lidt efter).
Og De kan lade sligt Gjæstebudsbord gaa fra Dem, –
med Kage og fin Vin og alt godt?
med Kage og fin Vin og alt godt?
Fjeldbo.
Ja for Pokker, man faar snarere formeget end forlidt
af det gode her i Egnen.
af det gode her i Egnen.
Aslaksen.
Det kan jeg ikke være enig med Dem i.
Fjeldbo.
Hm. Men sig mig, – det er nogen, De venter paa?
s. 48
Aslaksen.
Det er nogen, jeg venter paa, ja!
Fjeldbo.
Og hjemme staar det taaleligt till? Deres Kone –?
Aslaksen.
Ligger tillsengs som sædvanligt; hoster og tæres væk.
Fjeldbo.
Og den næstældste?
Aslaksen.
Aa, han er og blir nu vanfør; det ved De jo. Det
skal saa være for os; – hvad Fanden kan det nytte at
snakke om sligt!
skal saa være for os; – hvad Fanden kan det nytte at
snakke om sligt!
Fjeldbo.
Lad mig se paa Dem, Aslaksen!
Aslaksen.
Naa; hvad vil De se?
Fjeldbo.
Idag har De drukket.
Aslaksen.
Det gjorde jeg igaar ogsaa.
Fjeldbo.
Igaar; ja, det fik endda saa være; men idag og –
Aslaksen.
End de derinde da? Jeg synes de ogsaa drikker.
Fjeldbo.
Ja, kjære Aslaksen, De har Rett paa en Maade; men
Vilkaarene er nu saa forskjellige her i Verden.
Vilkaarene er nu saa forskjellige her i Verden.
s. 49
Aslaksen.
Jeg har ikke valgt mine Vilkaar.
Fjeldbo.
Nej, Vorherre har valgt for Dem.
Aslaksen.
Nej, det har han ikke. Det er Mennesker, som har
valgt. Daniel Hejre valgte, da han tog mig ud af Trykkeriet
og satte mig till at studere. Og Kammerherre Brattsberg
valgte, da han ruinerte Daniel Hejre, saa jeg maatte gaa
tillbage till Trykkeriet igjen.
valgt. Daniel Hejre valgte, da han tog mig ud af Trykkeriet
og satte mig till at studere. Og Kammerherre Brattsberg
valgte, da han ruinerte Daniel Hejre, saa jeg maatte gaa
tillbage till Trykkeriet igjen.
Fjeldbo.
Nu taler De mod bedre Vidende. Kammerherre Bratts-
berg har aldrig ruineret Daniel Hejre; Daniel Hejre ruinerte
sig selv.
berg har aldrig ruineret Daniel Hejre; Daniel Hejre ruinerte
sig selv.
Aslaksen.
Lad gaa! Men hvor turde Daniel Hejre ruinere sig
selv, naar han havde sligt Ansvar mod mig? Vorherre
har ogsaa sin Skyld, forstaar sig. Hvorfor skulde han
give mig Evner og Anlægg? Naa, dem kunde jeg da
endelig brugt som en skikkelig Haandværksmand; men saa
kommer den gamle Sludderbøtte –
selv, naar han havde sligt Ansvar mod mig? Vorherre
har ogsaa sin Skyld, forstaar sig. Hvorfor skulde han
give mig Evner og Anlægg? Naa, dem kunde jeg da
endelig brugt som en skikkelig Haandværksmand; men saa
kommer den gamle Sludderbøtte –
Fjeldbo.
Det er styggt, hvad de der siger. Daniel Hejre tog
sig dog visst af Dem i den bedste Mening.
sig dog visst af Dem i den bedste Mening.
Aslaksen.
Ja, hans gode Mening kan sgu' lidet hjælpe mig. –
Derinde, hvor de nu sidder og klinker og drikker Skaaler,
der sad jeg ogsaa; var som en af de andre; var fint opp-
klædt –! Det var vel noget for mig, det; for mig, som
havde læst saa mangt, og som havde tørstet saa længe
efter at faa Del i alt det, som herrligt er i Verden. Jo,
Pytt! Hvor længe var Jeppe i Paradis? Knald og Fald;
ud af det igjen; – hele Herligheden faldt i Fisk, som
vi siger i Trykkeriet.
Derinde, hvor de nu sidder og klinker og drikker Skaaler,
der sad jeg ogsaa; var som en af de andre; var fint opp-
Henrik Ibsen: De unges Forbund.
4
s. 50
klædt –! Det var vel noget for mig, det; for mig, som
havde læst saa mangt, og som havde tørstet saa længe
efter at faa Del i alt det, som herrligt er i Verden. Jo,
Pytt! Hvor længe var Jeppe i Paradis? Knald og Fald;
ud af det igjen; – hele Herligheden faldt i Fisk, som
vi siger i Trykkeriet.
Fjeldbo.
Ja-ja; men De var jo dog ikke saa slemt stillet; De
havde jo Deres Haandværk at ty till.
havde jo Deres Haandværk at ty till.
Aslaksen.
Det er en god Snakk, det. Efter sligt noget er ens
Stand ikke længere ens Stand. De tog Fodfæstet væk
under mig og satte mig ud paa en glatt Is, – og saa
maa jeg endda høre Slængord, fordi jeg snubler.
Stand ikke længere ens Stand. De tog Fodfæstet væk
under mig og satte mig ud paa en glatt Is, – og saa
maa jeg endda høre Slængord, fordi jeg snubler.
Fjeldbo.
Naa; jeg vil visselig ikke gaa haardt irette med Dem –
Aslaksen.
Nej, det gjør De ogsaa Rett i. – Det er et under-
ligt Røre! Daniel Hejre og Forsynet og Kammerherren
og Skjæbnen og Omstændighederne – og jeg selv ogsaa!
Jeg har tidt tænkt paa at klare det ud fra hinanden og
skrive en Bog om det; men det er saa forbandet indfiltret
at – (skotter mod Døren tilvenstre.) Se saa; nu gaar de fra
Bordet.
ligt Røre! Daniel Hejre og Forsynet og Kammerherren
og Skjæbnen og Omstændighederne – og jeg selv ogsaa!
Jeg har tidt tænkt paa at klare det ud fra hinanden og
skrive en Bog om det; men det er saa forbandet indfiltret
at – (skotter mod Døren tilvenstre.) Se saa; nu gaar de fra
Bordet.
(Selskabet, Damer og Herrer, gaar under munter Samtale fra Spise-
salen ud i Haven. Mellem Gjæsterne er Sagfører Stensgaard med
Thora under den venstre og Selma under den højre Arm. Doktor
Fjeldbo og Bogtrykker Aslaksen staar oppe ved Døren i Baggrunden.)
salen ud i Haven. Mellem Gjæsterne er Sagfører Stensgaard med
Thora under den venstre og Selma under den højre Arm. Doktor
Fjeldbo og Bogtrykker Aslaksen staar oppe ved Døren i Baggrunden.)
s. 51
Stensgaard.
Ja, jeg er jo fremmed her; Damerne faar sige, hvor
jeg skal føre Dem hen.
jeg skal føre Dem hen.
Selma.
Ud i det fri; De maa se Haven.
Stensgaard.
O ja, det skulde være dejligt!
(ud gjennem den forreste Glasdør tilhøjre.)
Fjeldbo.
Men i Guds Navn, det var jo Stensgaard!
Aslaksen.
Ja, det er ham, jeg skal have fatt i. Jeg har rendt
længe nok efter ham; heldigvis traf jeg da Daniel Hejre –
længe nok efter ham; heldigvis traf jeg da Daniel Hejre –
(Daniel Hejre og Erik Brattsberg kommer fra Spisesalen.)
Daniel Hejre.
He-he; det var minsæl en excellent Sherry! Jeg har
ikke smagt Magen, siden jeg var i London.
ikke smagt Magen, siden jeg var i London.
Erik Brattsberg.
Ja, ikke sandt? Den kan live et Menneske opp!
Daniel Hejre.
Ak, ak; det er en sand Fryd at se sine Penge saa vel
anvendte!
anvendte!
Erik Brattsberg.
Hvorledes? (leende.) Naa; ja, ja vel, ja!
(de gaar ud i Haven.)
Fjeldbo.
De skal tale med Stensgaard, siger De?
4*
s. 52
Aslaksen.
Jeg skal saa.
Fjeldbo.
I Forrettninger?
Aslaksen.
Forstaar sig; Festberettningen i Bladet –
Fjeldbo.
Ja, ved De hvad, – saa maa De vente derude saa-
længe –
længe –
Aslaksen.
Ude i Gangen?
Fjeldbo.
I Forstuen, ja! Her er hverken Tid eller Sted –;
jeg skal passe paa, naar Stensgaard blir et Øjeblik alene;
hører de –!
jeg skal passe paa, naar Stensgaard blir et Øjeblik alene;
hører de –!
Aslaksen.
Bevares vel; jeg skal vente till min Tid kommer.
(gaar ud i Baggrunden.)
(Kammerherre Brattsberg, Gaardbruger Lundestad,
Værksforvalter Ringdal og et Par andre Herrer fra Spisesalen.)
Værksforvalter Ringdal og et Par andre Herrer fra Spisesalen.)
Kammerherren
(i Samtale, till Lundestad).
(i Samtale, till Lundestad).
Uvorrent, siger De? Nu, Formen vil jeg ikke vidre
oppholde mig ved; men der var Guldkorn i den Tale; det
kan jeg forsikkre Dem.
oppholde mig ved; men der var Guldkorn i den Tale; det
kan jeg forsikkre Dem.
Lundestad.
Ja-ja; naar Kammerherren er fornøjet, saa kan sagtens
jeg være det.
jeg være det.
s. 53
Kammerherren.
Det skulde jeg ogsaa mene. Naa, der har vi da Dok-
toren! Og med en tom Mave sandsynligvis?
toren! Og med en tom Mave sandsynligvis?
Fjeldbo.
Siger intet, Herr Kammerherre; her er ikke langt till
Spisekammeret; – jeg betragter mig halvvejs som hjemme
i Huset.
Spisekammeret; – jeg betragter mig halvvejs som hjemme
i Huset.
Kammerherren.
Se, se; gjør De det? Det skulde De dog ikke gjøre
før Tiden.
før Tiden.
Fjeldbo.
Hvorledes? De tager det da vel ikke ilde opp? De
har jo selv tilladt mig –
har jo selv tilladt mig –
Kammerherren.
Hvad jeg har tilladt Dem, det er tilladt. – Naa, naa;
betragt De Dem som hjemme, og se De kan finde Vejen
till Spisekammeret. (slaar ham lett paa Skuldren og vender sig till
Lundestad.) Se, det er en; ham kan De kalde en Lykke-
jæger og – og det andet, som jeg ikke husker.
betragt De Dem som hjemme, og se De kan finde Vejen
till Spisekammeret. (slaar ham lett paa Skuldren og vender sig till
Lundestad.) Se, det er en; ham kan De kalde en Lykke-
jæger og – og det andet, som jeg ikke husker.
Fjeldbo
Men, Herr Kammerherre!
Lundestad.
Nej, jeg forsikkrer –
Kammerherren.
Ingen Disputer ovenpaa Maden; det er ikke tjenligt.
Nu faar vi snart Kaffeen derud.
(gaar med Gjæsterne ned i Haven.)
Nu faar vi snart Kaffeen derud.
s. 54
Lundestad
(till Fjeldbo).
(till Fjeldbo).
Skulde De hørt saa underlig, som Kammerherren er
idag?
idag?
Fjeldbo.
Det mærkede jeg allerede igaaraftes.
Lundestad.
Tænk, han vil endelig, at jeg skal have kaldt Herr
Stensgaard for en Lykkejæger og sligt noget!
Stensgaard for en Lykkejæger og sligt noget!
Fjeldbo.
Aa, Pytt; Herr Lundestad; om nu saa var? Men und-
skyld; jeg maa ned og hilse paa Husets Damer.
(gaar ud tillhøjre.)
skyld; jeg maa ned og hilse paa Husets Damer.
Lundestad
(till Ringdal, som ordner et Spillebord).
(till Ringdal, som ordner et Spillebord).
Hvorledes hænger det dog sammen, at Sagfører Stens-
gaard kommer her?
gaard kommer her?
Ringdal.
Ja, sig De mig det. Han stod ikke paa Listen fra først af.
Lundestad.
Altsaa bagefter? Efter den Tilltale, Kammerherren
fik igaar –?
fik igaar –?
Ringdal.
Ja, kan De skjønne sligt?
Lundestad.
Skjønne det? Aa jo; aa jo.
Ringdal
(sagtere).
(sagtere).
Mener De, Kammerherren er rædd for ham?
s. 55
Lundestad.
Jeg mener, han er varsom, – mener jeg.
(de gaar samtalende opp mod Baggrunden og derpaa ud i Haven; paa
samme Tid kommer Selma og Stensgaard frem i den forreste Havedør.)
Selma.
Jo, vil De nu se; der borte over Trætoppene skimter
vi baade Kirketaarnet og hele den øverste Del af Byen.
vi baade Kirketaarnet og hele den øverste Del af Byen.
Stensgaard.
Ja virkelig; det havde jeg ikke troet.
Selma.
Synes De ikke Udsigten heroppefra er dejlig?
Stensgaard.
Alting er dejligt her; Haven og Udsigten og Solskinnet
og Menneskene! O, du gode Gud, hvor det altsammen er
dejligt! Og her boer De hele Sommeren?
og Menneskene! O, du gode Gud, hvor det altsammen er
dejligt! Og her boer De hele Sommeren?
Selma.
Nej, ikke jeg og min Mand; vi kommer og gaar. Vi
har et stort prægtigt Hus inde i Byen, meget prægtigere
end her; ja, De skal nok faa se det.
har et stort prægtigt Hus inde i Byen, meget prægtigere
end her; ja, De skal nok faa se det.
Stensgaard.
Og Deres Familje boer kanske ogsaa i Byen?
Selma.
Familje? Hvem skulde den Familje være?
Stensgaard.
Ja, jeg vidste ikke –
Selma.
Vi Eventyrprinsesser har ingen Familje.
s. 56
Stensgaard.
Eventyrprinsesser?
Selma.
Idethøjeste har vi kun saadan en ond Stedmoder –
Stensgaard.
En Hex, ja! Og De er altsaa Prinsesse?
Selma.
Over alle de sunkne Slotte, hvor det spiller om Thors-
dagsnatten. Doktor Fjeldbo mener, det maa være en meget
behagelig Livsstilling; men, – ja, nu skal De høre –
dagsnatten. Doktor Fjeldbo mener, det maa være en meget
behagelig Livsstilling; men, – ja, nu skal De høre –
Erik Brattsberg
(fra Haven.)
(fra Haven.)
Naa, endelig finder man da den lille Frue!
Selma.
Ja, Fruen fortæller Herr Stensgaard sit Levnetsløb.
Erik Brattsberg.
Se, se; og hvad Figur spiller Ægtemanden i Fruens
Levnetsløb?
Levnetsløb?
Selma.
Prins, naturligvis. (till Stensgaard.) De ved, der kommer
altid en Prins og løser Trolddommen, og saa er alting
godt og vel, og saa er der Glæde og Gratulation i Verden,
og saa er Eventyret ude.
altid en Prins og løser Trolddommen, og saa er alting
godt og vel, og saa er der Glæde og Gratulation i Verden,
og saa er Eventyret ude.
Stensgaard.
Aa; det var for kort.
Selma.
Ja kanske, – paa en Maade.
s. 57
Erik Brattsberg
(slaar Armen om hende).
(slaar Armen om hende).
Men ud af det Eventyr spandt der sig et nyt, og der
blev Prinsessen Dronning!
blev Prinsessen Dronning!
Selma.
Paa samme Vilkaar, som de rigtige Prinsesser?
Erik Brattsberg.
Hvilke Vilkaar?
Selma.
De maa udenlands; bort till et fremmed Rige.
Erik Brattsberg.
En Cigar, Herr Stensgaard?
Stensgaard.
Takk; ikke nu.
(Doktor Fjeldbo og Thora fra Haven.)
Selma
(imod dem).
(imod dem).
Kjære Thora, er du der! Du er da vel ikke syg?
Thora.
Jeg? Nej.
Selma.
Jo, jo; det er du visst; jeg synes, du konsulerer Dok-
toren saa ivrigt i de sidste Dage.
toren saa ivrigt i de sidste Dage.
Thora.
Nej, jeg forsikkrer dig –
Selma.
Snakk; lad mig føle! Du brænder. Kjære Doktor,
tror De ikke den Hede gaar over.
tror De ikke den Hede gaar over.
s. 58
Fjeldbo.
Alting skal have sin Tid.
Thora.
Frost er da heller ikke bedre –
Selma.
Nej, den jævne Middelvarme, – saa siger min Mand
ogsaa.
ogsaa.
Kammerherren
(kommer fra Haven).
(kommer fra Haven).
Hele Familjen samlet i fortrolig Klynge? Det er just
ikke meget høfligt mod Gjæsterne.
ikke meget høfligt mod Gjæsterne.
Thora.
Kjære Faer, nu skal jeg strax –
Kammerherren.
Aha, det er Dem, Damerne gjør Kour till, Herr
Stensgaard! Det skal jeg besørge.
Stensgaard! Det skal jeg besørge.
Thora
(sagte till Fjeldbo).
(sagte till Fjeldbo).
Bliv! (hun gaaer ud i Haven.)
Erik Brattsberg
(byder Selma Armen).
(byder Selma Armen).
Har Fruen noget imod –?
Selma.
Kom! (begge ud tilhøjre.)
Kammerherren
(ser efter dem).
(ser efter dem).
At faa de to skillt ad, det er nu ikke till at tænke paa.
s. 59
Fjeldbo.
Det vilde ogsaa være en syndig Tanke.
Kammerherren.
Ja, hvorledes dog Vorherre er Daarernes Formynder!
(raaber ud.) Thora, Thora, saa hav dog et Øje med Selma!
Hent et Shawl till hende; og lad hende ikke løbe saaledes
omkring; hun forkjøler sig! Ja, vi Mennesker er kortsynte,
Doktor! Ved De noget Middel mod den Fejl?
(raaber ud.) Thora, Thora, saa hav dog et Øje med Selma!
Hent et Shawl till hende; og lad hende ikke løbe saaledes
omkring; hun forkjøler sig! Ja, vi Mennesker er kortsynte,
Doktor! Ved De noget Middel mod den Fejl?
Fjeldbo.
Ja; Lærepengene. Dem skal man anbringe bag Øret,
saa ser man klarere en anden Gang.
saa ser man klarere en anden Gang.
Kammerherren.
Ej-ej! Takk for det Raad. Men De, som regner Dem
for hjemme her, De skal saamæn ogsaa tage Dem lidt af
Deres fremmede.
for hjemme her, De skal saamæn ogsaa tage Dem lidt af
Deres fremmede.
Fjeldbo.
Ja, vel; Stensgaard, skal kanske vi to –?
Kammerherren.
Aa nej, kjære, – derude gaar min gamle Ven, Hejre –
Fjeldbo.
Ja, han regner sig ogsaa for hjemme her.
Kammerherren.
Ha, ha, ha! Han gjør saa, ja!
Fjeldbo.
Naa, vi to skal slaa os sammen og prøve vort bedste.
(gaar ud i Haven.)
s. 60
Stensgaard.
Herr Kammerherren nævnte Daniel Hejre. Jeg maa
sige, jeg blev forundret over at se ham her.
sige, jeg blev forundret over at se ham her.
Kammerherren.
Gjorde De det? Herr Hejre og jeg er Skolekammerater
og Ungdomsvenner. Vi har desuden stødt sammen i saa-
mange Livsforholde –
og Ungdomsvenner. Vi har desuden stødt sammen i saa-
mange Livsforholde –
Stensgaard.
Ja, om de Sammenstød gav Herr Hejre adskilligt till-
bedste igaaraftes.
bedste igaaraftes.
Kammerherren.
Hm!
Stensgaard.
Havde han ikke været, saa skulde jeg visselig ikke
saaledes i min Stemning kogt over, som jeg gjorde. Men
han har en Maade at omtale Personer og Begivenheder paa,
som –; idetheletaget, der sidder en slem Mund paa ham.
saaledes i min Stemning kogt over, som jeg gjorde. Men
han har en Maade at omtale Personer og Begivenheder paa,
som –; idetheletaget, der sidder en slem Mund paa ham.
Kammerherren.
Min kjære unge Ven, – Herr Hejre er min Gjæst;
det faar De ikke Lov at glemme. Fuld Frihed i mit Hus;
men med Forbehold: intet uridderligt i Omtale af dem,
jeg omgaaes.
det faar De ikke Lov at glemme. Fuld Frihed i mit Hus;
men med Forbehold: intet uridderligt i Omtale af dem,
jeg omgaaes.
Stensgaard.
Jeg beer meget om Forladelse –!
Kammerherren.
Naa, naa, naa; De hører till den unge Slægt, som ikke
regner det saa nøje. Hvad Herr Hejre angaar, saa tvivler
jeg paa, at De kjender ham tillbunds. Herr Hejre er ial-
fald en Mand, hvem jeg skylder overmaade meget.
regner det saa nøje. Hvad Herr Hejre angaar, saa tvivler
s. 61
jeg paa, at De kjender ham tillbunds. Herr Hejre er ial-
fald en Mand, hvem jeg skylder overmaade meget.
Stensgaard.
Ja, det paastod han rigtignok; men jeg troede ikke, at –
Kammerherren.
Jeg skylder ham det bedste af vor Familielykke, Herr
Stensgaard! Jeg skylder ham min Svigerdatter. Ja, det
er virkelig saa. Daniel Hejre tog sig af hende i hendes
Barndom; hun var et lidet Vidunder; gav allerede Kon-
certer ti Aar gammel; ja, De har da visst hørt hende
nævne? Selma Sjøblom –?
Stensgaard! Jeg skylder ham min Svigerdatter. Ja, det
er virkelig saa. Daniel Hejre tog sig af hende i hendes
Barndom; hun var et lidet Vidunder; gav allerede Kon-
certer ti Aar gammel; ja, De har da visst hørt hende
nævne? Selma Sjøblom –?
Stensgaard.
Sjøblom? Ja, ganske visst; hendes Fader var svensk.
Kammerherren.
Musiklærer, ja! han kom hertill for en hel Del Aar
siden. En Musikers Kaar er, som De ved, i Regelen ikke
de bedste; og hans Livsvaner er vel heller ikke altid till
Fromme for –; naa, Herr Hejre har stedse været en Talent-
jæger; han tog sig af Barnet, fik hende sendt till Berlin;
og da saa Faderen var død og Hejres Formuesforfattning
havde forandret sig, kom hun tillbage till Kristiania, hvor
hun naturligvis snart blev opptagen i de bedste Kredse.
Derved, ser De, blev der en Mulighed for at hun og min
Søn kunde støde sammen.
siden. En Musikers Kaar er, som De ved, i Regelen ikke
de bedste; og hans Livsvaner er vel heller ikke altid till
Fromme for –; naa, Herr Hejre har stedse været en Talent-
jæger; han tog sig af Barnet, fik hende sendt till Berlin;
og da saa Faderen var død og Hejres Formuesforfattning
havde forandret sig, kom hun tillbage till Kristiania, hvor
hun naturligvis snart blev opptagen i de bedste Kredse.
Derved, ser De, blev der en Mulighed for at hun og min
Søn kunde støde sammen.
Stensgaard.
Ja, paa den Vis har gamle Daniel Hejre rigtignok
været et Redskab –
været et Redskab –
s. 62
Kammerherren.
Saaledes griber det ene ind i det andet her i Livet.
Redskaber, det er vi allesammen; De ogsaa; det vil da
sige, et nedbrydende –
Redskaber, det er vi allesammen; De ogsaa; det vil da
sige, et nedbrydende –
Stensgaard.
Aa, Herr Kammerherre, jeg beer Dem; jeg er ganske
skamfuld –
skamfuld –
Kammerherren.
Skamfuld?
Stensgaard.
Ja, det var i højeste Grad upassende –
Kammerherren.
Mod Formen kunde der maaske være et og andet at
indvende, men Meningen var god. Og det vil jeg bede
Dem om: naar De herefter har noget paa Hjerte, saa kom
till mig; tal aabent med mig, ærligt og ligefrem. Ser De,
vi vil jo dog alle det bedste; det er jo min Pligt –
indvende, men Meningen var god. Og det vil jeg bede
Dem om: naar De herefter har noget paa Hjerte, saa kom
till mig; tal aabent med mig, ærligt og ligefrem. Ser De,
vi vil jo dog alle det bedste; det er jo min Pligt –
Stensgaard.
Og De tillader, at jeg taler aabent med Dem?
Kammerherren.
Ja, det ved Gud, jeg gjør. Tror De ikke, jeg længe
har set, at Livet her paa visse Hold har taget en Rettning,
som er alt andet end ønskelig? Men hvad skulde jeg
gjøre? I højsalig Kong Carl Johans Tid levede jeg for
det meste i Stockholm. Nu er jeg gammel; det er desuden
min Natur imod at bryde frem med Reformer, eller at
blande mig personligt ind i hele dette offentlige Røre. De
derimod, Herr Stensgaard, De har alle Betingelser; derfor
vil vi holde sammen.
har set, at Livet her paa visse Hold har taget en Rettning,
som er alt andet end ønskelig? Men hvad skulde jeg
gjøre? I højsalig Kong Carl Johans Tid levede jeg for
det meste i Stockholm. Nu er jeg gammel; det er desuden
min Natur imod at bryde frem med Reformer, eller at
blande mig personligt ind i hele dette offentlige Røre. De
derimod, Herr Stensgaard, De har alle Betingelser; derfor
vil vi holde sammen.
s. 63
Stensgaard.
Takk, Herr Kammerherre! Takk, Takk!
(Værksforvalter Ringdal og Daniel Hejre fra Haven.)
Ringdal.
Og jeg siger Dem, det maa være en Misforstaaelse.
Daniel Hejre.
Ja saa? Det var løjerligt! Jeg skulde misforstaa
mine egne Ører?
mine egne Ører?
Kammerherren.
Noget nyt, Hejre?
Daniel Hejre.
Ikke andet, end at Anders Lundestad er ifærd med at
gaa over till Storlipartiet.
gaa over till Storlipartiet.
Kammerherren.
Aa; nu spaser du!
Daniel Hejre.
Beer om Forladelse, højstærede; har det fra hans egen
Mund. Gaardbruger Lundestad agter paa Grund af svækket
Helbredstillstand at træde tillbage i Privatlivet; og saa
kan man jo slutte sig till Resten.
Mund. Gaardbruger Lundestad agter paa Grund af svækket
Helbredstillstand at træde tillbage i Privatlivet; og saa
kan man jo slutte sig till Resten.
Stensgaard.
Og det har De fra hans egen Mund?
Daniel Hejre.
Ja saamæn; han forkyndte den vigtige Begivenhed
midt i en lyttende Klynge dernede; he-he!
midt i en lyttende Klynge dernede; he-he!
Kammerherren.
Men, min gode Ringdal, hvorledes kan dette hænge
sammen?
sammen?
s. 64
Daniel Hejre.
Aa, det er da ikke vanskeligt at gjætte.
Kammerherren.
Jo, tillforladelig. Men dette er jo en stor Sag for
Distriktet. Kom med, Ringdal; vi maa sandelig tale med
Manden.
(han og Ringdal gaar ned i Haven.)
Distriktet. Kom med, Ringdal; vi maa sandelig tale med
Manden.
Doktor Fjeldbo
(fra den bageste Havedør).
(fra den bageste Havedør).
Er Kammerherren gaaet ud?
Daniel Hejre.
Hyss; de vise skal holde Raad! Stor Nyhed, Doktor!
Lundestad frasiger sig Storthingshvervet.
Lundestad frasiger sig Storthingshvervet.
Fjeldbo.
Aa, det er ikke muligt?
Stensgaard.
Ja, kan du begribe det?
Daniel Hejre
Jo, nu blir her Røre og Rummel. Det er de unges
Forbund, som begynder at virke, Herr Stensgaard! Ved
De, hvad De skulde kalde den Forening? Ja, jeg skal
sige Dem det siden.
Forbund, som begynder at virke, Herr Stensgaard! Ved
De, hvad De skulde kalde den Forening? Ja, jeg skal
sige Dem det siden.
Stensgaard.
Tror De virkelig, det er vort Forbund –?
Daniel Hejre.
Det er der da minsæl ingen Tvivl om. Naa, saa faar
vi altsaa dog den Glæde at skikke Herr Proprietariussen
afgaarde som Storthingsmand. Aa, gid han allerede var
afgaarde; – jeg skulde saamæn gjerne skydse ham –;
noksagt; he-he!
(gaar ud i Haven.)
vi altsaa dog den Glæde at skikke Herr Proprietariussen
s. 65
afgaarde som Storthingsmand. Aa, gid han allerede var
afgaarde; – jeg skulde saamæn gjerne skydse ham –;
noksagt; he-he!
Stensgaard.
Men sig mig, Fjeldbo, – hvorledes rimer du alt dette
sammen?
sammen?
Fjeldbo.
Der er andre Ting, som er vanskeligere at rime sam-
men. Hvorledes kommer du her?
men. Hvorledes kommer du her?
Stensgaard.
Jeg? Ligesom de øvrige, naturligvis; jeg er indbuden.
Fjeldbo.
Ja, det blev du igaaraftes, hører jeg; – efter din Tale –
Stensgaard.
Nu ja?
Fjeldbo.
Men at du modtog den Indbydelse –!
Stensgaard.
Ja, hvad Fanden skulde jeg gjøre? Jeg kunde da ikke
fornærme de skikkelige Mennesker.
fornærme de skikkelige Mennesker.
Fjeldbo.
Saa? Kunde du ikke det? I din Tale kunde du det dog.
Stensgaard.
Snakk! I min Tale var det Principer, jeg angreb,
ikke Personer.
ikke Personer.
Fjeldbo.
Og hvorledes forklarer du nu Kammerherrens Indbydelse?
Henrik Ibsen: De unges Forbund.
5
s. 66
Stensgaard.
Ja, kjære Ven, der er jo kun en Maade at forklare
den paa.
den paa.
Fjeldbo.
Nemlig, at Kammerherren er bange for dig?
Stensgaard.
Han skal, ved Gud, ikke faa Grund till det! Han er
en Hædersmand.
en Hædersmand.
Fjeldbo.
Det er han.
Stensgaard.
Og ligger der ikke noget rørende i at den gamle Mand
tager Sagen paa den Maade? Og hvor Frøken Brattsberg
var dejlig, da hun bragte Brevet!
tager Sagen paa den Maade? Og hvor Frøken Brattsberg
var dejlig, da hun bragte Brevet!
Fjeldbo.
Men sig mig, – Opptrinet fra igaar er da vel ikke
kommet paa Tale her?
kommet paa Tale her?
Stensgaard.
Aa langtfra; de er altfor dannede Mennesker till at
røre ved sligt. Men det bider mig i Samvittigheden; siden
vil jeg gjøre en Undskyldning –
røre ved sligt. Men det bider mig i Samvittigheden; siden
vil jeg gjøre en Undskyldning –
Fjeldbo.
Nej, det maa jeg bestemt fraraade! Du kjender ikke
Kammerherren –
Kammerherren –
Stensgaard.
Ja-ja; saa skal mine Handlinger tale for mig.
Fjeldbo.
Du vil da ikke bryde med Storlifolket?
s. 67
Stensgaard.
Jeg vil bringe en Udsoning tillveje; jeg har jo min
Forening; den er allerede en Magt, som du ser.
Forening; den er allerede en Magt, som du ser.
Fjeldbo.
Ja, men en Ting, mens jeg husker det; – din Kjær-
lighed till Frøken Monsen –; jeg raaded dig igaar till at
gjøre Alvor af den Sag –
lighed till Frøken Monsen –; jeg raaded dig igaar till at
gjøre Alvor af den Sag –
Stensgaard.
Ja, ja, det kan vi altid –
Fjeldbo.
Nej, hør; jeg har tænkt nøjere over det. Du skal
slaa den Plan af Tankerne.
slaa den Plan af Tankerne.
Stensgaard.
Ja, det tror jeg du har Rett i. Gifter man sig ind i
en udannet Familje, saa gifter man sig paa en Maade med
hele Familjen.
en udannet Familje, saa gifter man sig paa en Maade med
hele Familjen.
Fjeldbo.
Aa ja; baade af den og af andre Grunde –
Stensgaard.
Monsen er en udannet Person, det ser jeg nu.
Fjeldbo.
Ja, han er just ingen beleven Mand.
Stensgaard.
Nej, det er sgu' visst! Han gaar og taler ilde om
Folk, som han ser i sit Huus; det er uridderligt. Paa
Storli lugter det af daarlig Tobak i alle Stuer –
Folk, som han ser i sit Huus; det er uridderligt. Paa
Storli lugter det af daarlig Tobak i alle Stuer –
5*
s. 68
Fjeldbo.
Men, kjære, – at du ikke har mærket den Tobakslugt,
før nu –?
før nu –?
Stensgaard.
Det er Sammenligningen, som gjør det. Jeg kom paa
en falsk Fod her i Byggden fra første Færd af. Jeg faldt
i Kløerne paa Partigjængere, som tuded mig Ørerne fulde.
Det skal være forbi! Jeg vil ikke gaa her og slide mig
opp som Redskab for Egennytte eller for Raahed og Dumhed.
en falsk Fod her i Byggden fra første Færd af. Jeg faldt
i Kløerne paa Partigjængere, som tuded mig Ørerne fulde.
Det skal være forbi! Jeg vil ikke gaa her og slide mig
opp som Redskab for Egennytte eller for Raahed og Dumhed.
Fjeldbo.
Men hvad vil du saa bruge din Forening till?
Stensgaard.
Foreningen blir uforandret; den er grundlagt paa en
saa temmelig bred Basis; – ja, det vil sige, den er stiftet
till at modarbejde slette Indflydelser; – jeg ser først nu,
fra hvilken Kant de Indflydelser kommer.
saa temmelig bred Basis; – ja, det vil sige, den er stiftet
till at modarbejde slette Indflydelser; – jeg ser først nu,
fra hvilken Kant de Indflydelser kommer.
Fjeldbo.
Men tror du «de unge» vil se det samme?
Stensgaard.
Det skal de. Jeg tør vel forlange, at slige Karle ret-
ter sig efter min bedre Indsigt.
ter sig efter min bedre Indsigt.
Fjeldbo.
Men hvis de nu ikke vil?
Stensgaard.
Saa kan de gaa sin egen Gang. Jeg behøver dem ikke
længere. Og mener du desuden, at jeg, i halsstarrig Blind-
hed, og for et uselt Konsekventsmageris Skyld, skulde lade
min Fremtid glide ind i et fejl Spor og aldrig komme till
Maalet?
længere. Og mener du desuden, at jeg, i halsstarrig Blind-
hed, og for et uselt Konsekventsmageris Skyld, skulde lade
s. 69
min Fremtid glide ind i et fejl Spor og aldrig komme till
Maalet?
Fjeldbo.
Hvad mener du med Maalet?
Stensgaard.
Et Liv, som svarer till mine Evner, og som fylder
alle mine Interesser ud.
alle mine Interesser ud.
Fjeldbo.
Ingen svævende Talemaader! Hvad mener du med
Maalet?
Maalet?
Stensgaard.
Naa, till dig kan jeg sagtens sige det. Med Maalet
mener jeg: engang i Tiden at blive Storthingsmand eller
Statsraad, og at blive lykkelig gift i en rig og anset Familje.
mener jeg: engang i Tiden at blive Storthingsmand eller
Statsraad, og at blive lykkelig gift i en rig og anset Familje.
Fjeldbo.
Se, se; og saa tænker du, ved Hjælp af Kammerherrens
Forbindelser, –?
Forbindelser, –?
Stensgaard.
Ved Hjælp af mig selv tænker jeg at naa det! Det
vil komme og det skal komme; men ganske af sig selv
Naa, det har forresten lange Udsigter; – lad det kun!
Indtill da vil jeg leve og nyde her i Skjønhed og Solskin –
vil komme og det skal komme; men ganske af sig selv
Naa, det har forresten lange Udsigter; – lad det kun!
Indtill da vil jeg leve og nyde her i Skjønhed og Solskin –
Fjeldbo.
Her?
Stensgaard.
Ja, her! Her er fine Sæder; her er Ynde over Till-
værelsen; her er Gulvet lagt ligesom blot till at trædes
paa af lakerte Støvler; her er Lænestolene dybe, og Da-
merne sidder smukt i dem; her gaar Samtalen lett og
elegant, som en Kasteleg; her plumper ingen Raahed ind
og gjør Selskabet stille. Aa, Fjeldbo, – her først føler
jeg hvad Fornemhed er. Ja, vi har dog virkelig vor Adel;
en liden Kreds; en Adel i Dannelse; og den vil jeg till-
høre. Føler du ikke selv, at man luttres her? At Rig-
dommen her er af et andet Slags? Naar jeg tænker paa
Monsens Rigdom, saa forestiller jeg mig den i Skikkelse
af store Bunker fedtede Papirsedler, af ølsmudsede Pante-
obligationer; – men her, her er det Metal, skinnende
Sølv! Og med Menneskene er det ligedan. Kammer-
herren, – hvilken prægtig, fin gammel Gubbe!
værelsen; her er Gulvet lagt ligesom blot till at trædes
paa af lakerte Støvler; her er Lænestolene dybe, og Da-
merne sidder smukt i dem; her gaar Samtalen lett og
s. 70
elegant, som en Kasteleg; her plumper ingen Raahed ind
og gjør Selskabet stille. Aa, Fjeldbo, – her først føler
jeg hvad Fornemhed er. Ja, vi har dog virkelig vor Adel;
en liden Kreds; en Adel i Dannelse; og den vil jeg till-
høre. Føler du ikke selv, at man luttres her? At Rig-
dommen her er af et andet Slags? Naar jeg tænker paa
Monsens Rigdom, saa forestiller jeg mig den i Skikkelse
af store Bunker fedtede Papirsedler, af ølsmudsede Pante-
obligationer; – men her, her er det Metal, skinnende
Sølv! Og med Menneskene er det ligedan. Kammer-
herren, – hvilken prægtig, fin gammel Gubbe!
Fjeldbo.
Det er han.
Stensgaard.
Og Sønnen, – djerv, ligefrem, dygtig!
Fjeldbo.
Ganske visst.
Stensgaard.
Og Svigerdatteren, du! Hun er en Perle; – gode Gud,
hvilken rig og ejendommelig Natur –
hvilken rig og ejendommelig Natur –
Fjeldbo.
Det har Thora – det har Frøken Brattsberg ogsaa.
Stensgaard.
Ja vel; men se, hun er nu mindre betydelig.
Fjeldbo.
Aa, du kjender hende ikke. Du ved ikke, hvor hun
er dyb og stille og trofast.
er dyb og stille og trofast.
s. 71
Stensgaard.
Men Svigerdatteren da! Saa ligefrem, næsten hensyns-
løs; og saa anerkjendende, saa erobrende –!
løs; og saa anerkjendende, saa erobrende –!
Fjeldbo.
Jeg troer virkelig, du er forelsket i hende.
Stensgaard.
I en gift Kone? Er du gal, Menneske! Hvad skulde
det føre till? Nej, men jeg blir forelsket; det føler jeg
godt. Ja, hun er rigtignok dyb, stille og trofast!
det føre till? Nej, men jeg blir forelsket; det føler jeg
godt. Ja, hun er rigtignok dyb, stille og trofast!
Fjeldbo.
Hvem?
Stensgaard.
Frøken Brattsberg, naturligvis.
Fjeldbo.
Hvad for noget? Du tænker da vel aldrig paa –?
Stensgaard.
Jo, det ved Gud, jeg gjør!
Fjeldbo.
Nej, men jeg forsikkrer dig, det gaar aldeles ikke an!
Stensgaard.
Hoho! Viljen er en Verdensmagt, du! Vi skal se,
det gaar an.
det gaar an.
Fjeldbo.
Men dette er jo den rene skjære Lettsindighed! Igaar
var det Frøken Monsen –
var det Frøken Monsen –
Stensgaard.
Ja, se, det var en Overilelse; men det fraraadede du
mig jo selv –
mig jo selv –
s. 72
Fjeldbo.
Jeg fraraader dig paa det bestemteste at tænke paa
nogen af dem.
nogen af dem.
Stensgaard.
Saa? Du agter kanske selv at erklære dig for en af
dem?
dem?
Fjeldbo.
Jeg? Nej, det forsikkrer jeg dig –
Stensgaard.
Ja, det skulde nu heller ikke have holdt mig tillbage,
om saa var. Vil man staa mig ivejen, vil man spærre
Fremtiden for mig, saa kjender jeg ingen Hensyn.
om saa var. Vil man staa mig ivejen, vil man spærre
Fremtiden for mig, saa kjender jeg ingen Hensyn.
Fjeldbo.
Vogt dig, at ikke jeg siger det samme!
Stensgaard.
Du! Hvad Rett har du till at gjøre dig till Formyn-
der og Værge for Kammerherre Brattbergs Familje?
der og Værge for Kammerherre Brattbergs Familje?
Fjeldbo.
Jeg har en Vens Rett idetmindste.
Stensgaard.
Pytt; den Snakk fanger du ikke mig med. Du har
Egennyttens Rett, har du! Det tillfredsstiller din smaa-
lige Forfængelighed at gaa og være Pott og Pande her i
Huset; derfor skal jeg holdes borte.
Egennyttens Rett, har du! Det tillfredsstiller din smaa-
lige Forfængelighed at gaa og være Pott og Pande her i
Huset; derfor skal jeg holdes borte.
Fjeldbo.
Ja, det var det bedste, som kunde times dig. Du
staar her paa en hul Grund.
staar her paa en hul Grund.
s. 73
Stensgaard.
Gjør jeg virkelig? Tusend Takk! Den Grund skal
jeg vide at bygge Støtter under.
jeg vide at bygge Støtter under.
Fjeldbo.
Prøv; men jeg spaar dig, det ramler forinden.
Stensgaard.
Haa-haa! Du har Rævestreger bag Øret? Godt, at
det kom for Dagen. Jeg kjender dig nu; du er min Uven;
den eneste, jeg har her.
det kom for Dagen. Jeg kjender dig nu; du er min Uven;
den eneste, jeg har her.
Fjeldbo.
Det er jeg ikke!
Stensgaard.
Det er Du! Du har altid været det; lige fra Skole-
tiden. Se dig omkring her, hvorledes alle anerkjender mig,
uagtet jeg er fremmed for dem. Du derimod, du, som
kjender mig, du har aldrig anerkjendt mig. Det er over-
hovedet det usle ved dig, at du aldrig kan anerkjende
nogen; du har gaaet derinde i Kristiania og drevet om i
Thevandsselskaber og fyldt Tillværelsen ud med at sige
Smaavittigheder. Sligt hævner sig, du! Sansen for det,
som er mere værd i Livet, – for det, som der er Løftelse
og Flugt i, den sløves, og saa staar man der og duer till
ingenting.
tiden. Se dig omkring her, hvorledes alle anerkjender mig,
uagtet jeg er fremmed for dem. Du derimod, du, som
kjender mig, du har aldrig anerkjendt mig. Det er over-
hovedet det usle ved dig, at du aldrig kan anerkjende
nogen; du har gaaet derinde i Kristiania og drevet om i
Thevandsselskaber og fyldt Tillværelsen ud med at sige
Smaavittigheder. Sligt hævner sig, du! Sansen for det,
som er mere værd i Livet, – for det, som der er Løftelse
og Flugt i, den sløves, og saa staar man der og duer till
ingenting.
Fjeldbo.
Duer jeg till ingenting!
Stensgaard.
Har Du nogensinde duet till at anerkjende mig?
s. 74
Fjeldbo.
Hvad skulde jeg da anerkjende?
Stensgaard.
Min Vilje, om ikke andet. Den anerkjendes af alle de
andre; – af det menige Folk ved Festen igaar, af Kam-
merherre Brattsberg og hans Familje –
andre; – af det menige Folk ved Festen igaar, af Kam-
merherre Brattsberg og hans Familje –
Fjeldbo.
Af Proprietær Monsen og hans ditto, af –; Død og
Plage, det er sandt, – herude staar en og venter paa dig –
Plage, det er sandt, – herude staar en og venter paa dig –
Stensgaard.
Hvem er det?
Fjeldbo.
(gaar mod Baggrunden).
(gaar mod Baggrunden).
En, som anerkjender dig. (aabner Døren og kalder.) As-
laksen, kom ind!
laksen, kom ind!
Stensgaard.
Aslaksen?
Aslaksen
(kommer).
(kommer).
Naa, endelig da!
Fjeldbo.
Paa Gjensyn; jeg skal ikke forstyrre Vennerne.
(gaar ud i Haven.)
Stensgaard.
Men hvad i Pokkers Navn vil De her?
Aslaksen.
Jeg maa nødvendig tale med Dem. De lovte mig igaar
en Berettning om Foreningens Stiftelse og –
en Berettning om Foreningens Stiftelse og –
s. 75
Stensgaard.
Den kan ikke komme –; det maa vi vente med till
en anden Gang.
en anden Gang.
Aslaksen.
Umuligt, Herr Stensgaard; Avisen skal ud imorgen
tidlig –
tidlig –
Stensgaard.
Sniksnakk! Det hele maa forandres. Sagen er traadt
ind i et nyt Stadium; her er kommet andre Momenter till.
Hvad jeg ytrede om Kammerherre Brattsberg, maa aldeles
omredigeres, før det kan bruges.
ind i et nyt Stadium; her er kommet andre Momenter till.
Hvad jeg ytrede om Kammerherre Brattsberg, maa aldeles
omredigeres, før det kan bruges.
Aslaksen.
Nej, det om Kammerherren, det er allerede trykkt.
Stensgaard.
Naa, saa ud med det igjen!
Aslaksen.
Ud med det?
Stensgaard.
Ja, jeg vil ikke ha'e det paa den Maade. De ser paa
mig? Tror De ikke jeg forstaar at styre Foreningens An-
liggender, kanske?
mig? Tror De ikke jeg forstaar at styre Foreningens An-
liggender, kanske?
Aslaksen.
Jo, Gudbevares; men jeg maa bare sige Dem –
Stensgaard.
Ingen Indvendinger, Aslaksen; sligt taaler jeg minsæl
ikke!
ikke!
Aslaksen.
Herr Sagfører Stensgaard, ved De, at den Smule tørre
Brød, jeg har, den sætter De paa Spil? Ved De det?
Brød, jeg har, den sætter De paa Spil? Ved De det?
s. 76
Stensgaard.
Nej, det ved jeg slettikke.
Aslaksen.
Jo, saa er det. I Vinter, før De kom hertill, var mit
Blad i Oppkomst. Jeg redigerte det selv, skal jeg sige
Dem; og jeg redigerte det med Princip.
Blad i Oppkomst. Jeg redigerte det selv, skal jeg sige
Dem; og jeg redigerte det med Princip.
Stensgaard.
De?
Aslaksen.
Ja, jeg! Jeg sagde till mig selv: det er det store
Publikum, som skal bære et Blad; men det store Publi-
kum er det slette Publikum, – det ligger nu i de lokale
Forholde; og det slette Publikum vil have et slett Blad.
Se, saa redigerte jeg Bladet –
Publikum, som skal bære et Blad; men det store Publi-
kum er det slette Publikum, – det ligger nu i de lokale
Forholde; og det slette Publikum vil have et slett Blad.
Se, saa redigerte jeg Bladet –
Stensgaard.
Slett! Ja, det er ubestrideligt.
Aslaksen.
Ja, og det stod jeg mig paa. Men saa kom De og
indførte Ideer i Distriktet; og saa fik Bladet en Farve,
og derfor faldt alle Anders Lundestads Venner fra; de,
som er tillbage, de betaler slett –
indførte Ideer i Distriktet; og saa fik Bladet en Farve,
og derfor faldt alle Anders Lundestads Venner fra; de,
som er tillbage, de betaler slett –
Stensgaard.
Ja, men Bladet blev godt.
Aslaksen.
Jeg kan ikke leve af et godt Blad. Nu skulde her
vækkes Røre; her skulde gjøres Ende paa, som De lovte
igaar; Stormændene skulde stilles i Gabestokken; der skulde
komme slige Ting ind, som alle maatte læse, – og saa
svigter De –
vækkes Røre; her skulde gjøres Ende paa, som De lovte
igaar; Stormændene skulde stilles i Gabestokken; der skulde
komme slige Ting ind, som alle maatte læse, – og saa
svigter De –
s. 77
Stensgaard.
Hoho! De mener, jeg skulde tjene Dem og Skandalen?
Nej, mange Takk, min gode Mand!
Nej, mange Takk, min gode Mand!
Aslaksen.
Herr Sagfører Stensgaard, De maa ikke drive mig till
det yderste, for ellers gaar det galt.
det yderste, for ellers gaar det galt.
Stensgaard.
Hvad mener De med det?
Aslaksen.
Jeg mener, at jeg saa maa gjøre Bladet indbringende
paa en anden Vis. Gud skal vide, jeg gjør det ikke med
Lyst. Før De kom, ernærte jeg mig redeligt med ulykke-
lige Hændelser og Selvmord og slige uskyldige Ting, som
tidt ikke var passeret engang. Men nu har De faaet vendt
opp og ned paa det altsammen; nu maa her anden Kost
till –
paa en anden Vis. Gud skal vide, jeg gjør det ikke med
Lyst. Før De kom, ernærte jeg mig redeligt med ulykke-
lige Hændelser og Selvmord og slige uskyldige Ting, som
tidt ikke var passeret engang. Men nu har De faaet vendt
opp og ned paa det altsammen; nu maa her anden Kost
till –
Stensgaard.
Ja, det vil jeg bare sige Dem: gaar De paa egen Haand,
gaar De et Skridt udenfor mine Ordre og gjør Bevægelsen
her till et Middel for Deres smudsige Egennytte, saa gaar
jeg till Bogtrykker Alm og stifter et nyt Blad. Vi har
Penge, vi, ser De! Og saa skal deres Avislapp være
ødelagt inden fjorten Dage.
gaar De et Skridt udenfor mine Ordre og gjør Bevægelsen
her till et Middel for Deres smudsige Egennytte, saa gaar
jeg till Bogtrykker Alm og stifter et nyt Blad. Vi har
Penge, vi, ser De! Og saa skal deres Avislapp være
ødelagt inden fjorten Dage.
Aslaksen
(bleg).
(bleg).
Det gjør De ikke!
Stensgaard.
Jo, det gjør jeg; og jeg skal være Mand for at redigere
Bladet, saa det faar det store Publikum for sig.
Bladet, saa det faar det store Publikum for sig.
s. 78
Aslaksen.
Saa gaar jeg i denne Stund till Kammerherre Bratts-
berg –
berg –
Stensgaard.
De? Hvad vil De der?
Aslaksen.
Hvad vil De her? Tror De ikke jeg skjønner, hvorfor
Kammerherren har bedt Dem? Det er fordi han er rædd
for Dem og for hvad De vil gjøre; og det drager De Nytte
af. Men er han rædd for hvad De vil gjøre, saa er han
vel ogsaa rædd for hvad jeg vil trykke; og det vil jeg
drage Nytte af!
Kammerherren har bedt Dem? Det er fordi han er rædd
for Dem og for hvad De vil gjøre; og det drager De Nytte
af. Men er han rædd for hvad De vil gjøre, saa er han
vel ogsaa rædd for hvad jeg vil trykke; og det vil jeg
drage Nytte af!
Stensgaard.
Det skulde De vove? De! Slig en Stymper –!
Aslaksen.
Ja, det skal jeg vise Dem. Skal Deres Skaaltale ud
af Bladet, saa skal Kammerherren betale mig for at ta'e
den ud.
af Bladet, saa skal Kammerherren betale mig for at ta'e
den ud.
Stensgaard.
Vov det; vov det bare! De er drukken, Menneske –!
Aslaksen.
Ikke mere end till Maade. Men jeg blir som en Løve,
naar man vil tage den fattige Brødbid fra mig. De kan
ikke sætte dem ind i, hvorledes jeg har det hjemme; en
sengeliggende Kone, et vanført Barn –
naar man vil tage den fattige Brødbid fra mig. De kan
ikke sætte dem ind i, hvorledes jeg har det hjemme; en
sengeliggende Kone, et vanført Barn –
Stensgaard.
Pakk Dem! Vil De søle mig ned i Deres Gemenhed?
Hvad kommer Deres værkbruddne Koner og vanskabte
Unger mig ved? Vover De at stille Dem ivejen for mig,
understaar De Dem bare at spærre en eneste Udsigt, saa
skal De komme till at ligge paa Fattigkassen før Aaret
er omme!
Hvad kommer Deres værkbruddne Koner og vanskabte
s. 79
Unger mig ved? Vover De at stille Dem ivejen for mig,
understaar De Dem bare at spærre en eneste Udsigt, saa
skal De komme till at ligge paa Fattigkassen før Aaret
er omme!
Aslaksen.
Jeg skal vente en Dag –
Stensgaard.
Naa; De begynder at faa Fornuftens Brug igjen.
Aslaksen.
Jeg skal i et Extranummer underrette Abonnenterne
om, at Redaktøren, som Følge af en ved Festgildet paa-
dragen Upasselighed –
om, at Redaktøren, som Følge af en ved Festgildet paa-
dragen Upasselighed –
Stensgaard.
Ja, ja; gjør det; senere kan det jo nok hænde, vi
kommer tillrette med hinanden.
kommer tillrette med hinanden.
Aslaksen.
Gid det var saa vel. – Herr Overrettssagfører Stens-
gaard, – husk paa: den Avis, den er mit eneste Lam.
(ud i Baggrunden).
gaard, – husk paa: den Avis, den er mit eneste Lam.
Gaardbruger Lundestad
(i den forreste Havedør).
(i den forreste Havedør).
Naa, Herr Sagfører Stensgaard?
Stensgaard.
Naa, Herr Gaardbruger Lundestad?
Lundestad.
De gaar her saa alene? Dersom det var Dem belej-
ligt, vilde jeg nok gjerne tale lidt med Dem.
ligt, vilde jeg nok gjerne tale lidt med Dem.
s. 80
Stensgaard.
Med Fornøjelse.
Lundestad.
Først maa jeg nu sige Dem det, at dersom De har
hørt, jeg skulde have sagt noget ufordelagtigt om Dem,
saa maa De ikke tro det.
hørt, jeg skulde have sagt noget ufordelagtigt om Dem,
saa maa De ikke tro det.
Stensgaard.
Om mig? Hvad skulde De have sagt?
Lundestad.
Ingenting; det forsikkrer jeg Dem. Men her findes
saa mange ørkesløse Mennesker, som bare gaar omkring
og syr Folk sammen.
saa mange ørkesløse Mennesker, som bare gaar omkring
og syr Folk sammen.
Stensgaard.
Ja, i det hele taget, – vi to er desværre kommet i
en noget skjæv Stilling till hinanden.
en noget skjæv Stilling till hinanden.
Lundestad.
Det er en ganske naturlig Stilling, Herr Stensgaard.
Det er det gamles Stilling till det nye; det gaar altid saa.
Det er det gamles Stilling till det nye; det gaar altid saa.
Stensgaard.
Aa, bevares, Herr Lundestad, De er da ikke saa gammel.
Lundestad.
Aa jo, aa jo, jeg blir gammel nu. Jeg har nu siddet
i Thinget siden 1839. Nu synes jeg det kunde være paa
Tiden at faa Afløsning.
i Thinget siden 1839. Nu synes jeg det kunde være paa
Tiden at faa Afløsning.
Stensgaard.
Afløsning?
Lundestad.
Tiderne skifter, ser De. Nye Oppgaver taer Væxt; og
till at bære dem frem kræves der nye Kræfter.
till at bære dem frem kræves der nye Kræfter.
s. 81
Stensgaard.
Ærligt og opprigtigt, Herr Lundestad, – vil De alt-
saa virkelig vige for Monsen?
saa virkelig vige for Monsen?
Lundestad.
For Monsen? Nej, for Monsen vil jeg ikke vige.
Stensgaard.
Men saa forstaar jeg ikke –?
Lundestad.
Sætt nu, jeg veg for Monsen; tror De saa, han havde
Udsigt till at blive valgt?
Udsigt till at blive valgt?
Stensgaard.
Ja, det er vanskeligt at sige. Valgmandsvalget skal
jo rigtignok allerede foregaa iovermorgen, og Stemningen
er visstnok endnu ikke tillstrækkelig bearbejdet; men –
jo rigtignok allerede foregaa iovermorgen, og Stemningen
er visstnok endnu ikke tillstrækkelig bearbejdet; men –
Lundestad.
Jeg tror ikke det vilde lykkes. Mit og Kammerherrens
Parti vil ikke stemme paa ham. Ja, «mit Parti», det er
nu saadan en Talemaade; jeg mener Ejendomsmændene, de
gamle Slægter, som sidder fast paa sin Jord og hører
hjemme her. De vil ikke kjendes ved Monsen. Monsen er
en Indflytter; der er ingen, som ved noget saadan rigtig
tillbunds om Monsen og hans Sager. Og saa har han nu
maattet hugge meget ned omkring sig for at vinde Plads;
hugget ud baade Skoge og Familjer, kan en sige.
Parti vil ikke stemme paa ham. Ja, «mit Parti», det er
nu saadan en Talemaade; jeg mener Ejendomsmændene, de
gamle Slægter, som sidder fast paa sin Jord og hører
hjemme her. De vil ikke kjendes ved Monsen. Monsen er
en Indflytter; der er ingen, som ved noget saadan rigtig
tillbunds om Monsen og hans Sager. Og saa har han nu
maattet hugge meget ned omkring sig for at vinde Plads;
hugget ud baade Skoge og Familjer, kan en sige.
Stensgaard.
Ja, men hvis De altsaa mener, der ingen Udsigt er –
Lundestad.
Hm! Det er skjeldne Gaver, De har faaet idethele-
taget, Herr Stensgaard. Vorherre har udrustet Dem rige-
ligt. Men der er en liden Ting, som han skulde givet Dem
paa Kjøbet.
Henrik Ibsen: De unges Forbund.
6
s. 82
taget, Herr Stensgaard. Vorherre har udrustet Dem rige-
ligt. Men der er en liden Ting, som han skulde givet Dem
paa Kjøbet.
Stensgaard.
Og hvad skulde det være?
Lundestad.
Sig mig, – hvorfor tænker De aldrig paa Dem selv?
Hvorfor har De slettingen Ærgjærrighed?
Hvorfor har De slettingen Ærgjærrighed?
Stensgaard.
Ærgjærrighed? Jeg?
Lundestad.
Hvorfor gaar De her og spilder Deres Kræfter paa
andre? Kort og godt, – hvorfor vil De ikke selv ind i
Thinget?
andre? Kort og godt, – hvorfor vil De ikke selv ind i
Thinget?
Stensgaard.
Jeg? Det er ikke Deres Alvor!
Lundestad.
De har jo skaffet Dem Stemmerett, hører jeg. Men
nytter De ikke Lejligheden nu, saa kommer der en anden
ind, og han blir kanske fast i Sadlen, og da er han ikke
saa lett at fordrive.
nytter De ikke Lejligheden nu, saa kommer der en anden
ind, og han blir kanske fast i Sadlen, og da er han ikke
saa lett at fordrive.
Stensgaard.
Men, for Guds Skyld, mener De, hvad De siger, Herr
Lundestad?
Lundestad?
Lundestad.
Det fører jo ikke till noget; naar De ikke vil, saa –
Stensgaard.
Vil? Vil? Jeg maa opprigtig tillstaa Dem, jeg er
ikke saa aldeles blottet for Ærgjærrighed, som De tror.
Men antager De virkelig, at sligt kan ske?
s. 83
ikke saa aldeles blottet for Ærgjærrighed, som De tror.
Men antager De virkelig, at sligt kan ske?
Lundestad.
Ske kunde det nok. Jeg skulde gjøre mit bedste.
Kammerherren vilde visst ogsaa gjøre sit; han kjender jo
Deres Talegaver. De unge har De for Dem og –
Kammerherren vilde visst ogsaa gjøre sit; han kjender jo
Deres Talegaver. De unge har De for Dem og –
Stensgaard.
Herr Lundestad, De er, ved Gud, min sande Ven!
Lundestad.
Aa, det mener De nu ikke saa stort med. Var jeg
Deres Ven, saa tog De Byrden fra mig; De har unge
Skuldre; De kunde bære den saa lett.
Deres Ven, saa tog De Byrden fra mig; De har unge
Skuldre; De kunde bære den saa lett.
Stensgaard.
Raad over mig i saa Henseende; jeg skal ikke svigte.
Lundestad.
Saa De er altsaa ikke uvillig –?
Stensgaard.
Her er min Haand!
Lundestad.
Takk! Tro mig, Herr Stensgaard, De kommer ikke till
at angre paa det. Men nu maa vi fare varsomt frem.
Valgmænd maa vi begge to sørge for at blive, – jeg for
at foreslaa Dem till min Efterfølger og examinere Dem
lidt i Forsamlingen, og De for at gjøre Rede for Deres
Meninger –
at angre paa det. Men nu maa vi fare varsomt frem.
Valgmænd maa vi begge to sørge for at blive, – jeg for
at foreslaa Dem till min Efterfølger og examinere Dem
lidt i Forsamlingen, og De for at gjøre Rede for Deres
Meninger –
Stensgaard.
Aa, er vi først saa vidt, saa er vi ovenpaa. I Valg-
mandsforsamlingen er jo De almægtig.
mandsforsamlingen er jo De almægtig.
6*
s. 84
Lundestad.
Der er Maade med Almægtigheden; – De maa natur-
ligvis bruge Deres Talegaver; De faar se at bortforklare
det, som kan være mest kantet og stødende –
ligvis bruge Deres Talegaver; De faar se at bortforklare
det, som kan være mest kantet og stødende –
Stensgaard.
De mener da vel ikke, at jeg skal bryde med mit
Parti?
Parti?
Lundestad.
Se nu bare sindigt paa Sagen. Hvad vil det sige, at
her er to Partier? Det vil sige, at her paa den ene Side
findes endel Mænd eller Slægter, som er i Besiddelse af de
almindelige borgerlige Goder, – jeg mener Ejendom, Uaf-
hængighed, og Andel i Magten. Det er det Parti, jeg hører
till. Og paa den anden Side findes her mange yngre Med-
borgere, som gjerne vil erhverve sig disse Samfundsgoder.
Se, det er Deres Parti. Men dette Parti kommer De jo
ganske naturligt og ligefrem till at træde ud af, naar De
nu faar Andel i Magten og derhos skaffer Dem en Stil-
ling her som rigtig fast Ejendomsmand; – ja, for det er
nødvendigt, Herr Stensgaard!
her er to Partier? Det vil sige, at her paa den ene Side
findes endel Mænd eller Slægter, som er i Besiddelse af de
almindelige borgerlige Goder, – jeg mener Ejendom, Uaf-
hængighed, og Andel i Magten. Det er det Parti, jeg hører
till. Og paa den anden Side findes her mange yngre Med-
borgere, som gjerne vil erhverve sig disse Samfundsgoder.
Se, det er Deres Parti. Men dette Parti kommer De jo
ganske naturligt og ligefrem till at træde ud af, naar De
nu faar Andel i Magten og derhos skaffer Dem en Stil-
ling her som rigtig fast Ejendomsmand; – ja, for det er
nødvendigt, Herr Stensgaard!
Stensgaard.
Ja, det tror jeg ogsaa det er. Men Tiden er knapp;
en saadan Stilling erhverves ikke i en Haandevending.
en saadan Stilling erhverves ikke i en Haandevending.
Lundestad.
Aa nej, den gjør nok ikke det; men De kunde vel
kanske ogsaa hjælpe Dem bare med Udsigten –
kanske ogsaa hjælpe Dem bare med Udsigten –
Stensgaard.
Udsigten?
s. 85
Lundestad.
Skulde De have saa svært meget imod at tænke paa
et godt Gifte, Herr Stensgaard? Her er rige Arvinger i
Byggden. En Mand, som De, med Fremtiden for sig, –
en Mand, som kan gjøre Regning paa at komme ind i de
højeste Poster, – tro mig, Dem vil ingen vrage, naar
De spiller Deres Kort fint.
et godt Gifte, Herr Stensgaard? Her er rige Arvinger i
Byggden. En Mand, som De, med Fremtiden for sig, –
en Mand, som kan gjøre Regning paa at komme ind i de
højeste Poster, – tro mig, Dem vil ingen vrage, naar
De spiller Deres Kort fint.
Stensgaard.
Saa hjælp mig med Spillet! For Guds Skyld –! De
aabner Vidder for mig; store Syner! Alt det, jeg har haa-
bet og higet efter; at gaa som en Frigjører fremst i Fol-
ket; alt det fjerne, jeg har drømt om, det rykker mig nu
saa levende nær!
aabner Vidder for mig; store Syner! Alt det, jeg har haa-
bet og higet efter; at gaa som en Frigjører fremst i Fol-
ket; alt det fjerne, jeg har drømt om, det rykker mig nu
saa levende nær!
Lundestad.
Ja, vi skal være lysvaagne, Herr Stensgaard! Deres
Ærgjærrighed er allerede paa Benene, ser jeg. Det er godt.
Resten vil gaa af sig selv. – Naa, Takk saalænge! Jeg
skal aldrig glemme Dem, at De vilde tage Magtens Byrde
fra mine gamle Skuldre!
Ærgjærrighed er allerede paa Benene, ser jeg. Det er godt.
Resten vil gaa af sig selv. – Naa, Takk saalænge! Jeg
skal aldrig glemme Dem, at De vilde tage Magtens Byrde
fra mine gamle Skuldre!
(Gjæster og Husets Folk kommer efterhaanden ind fra Haven.
To Tjenestepiger bringer Lys og byder Forfriskninger om under
det følgende.)
To Tjenestepiger bringer Lys og byder Forfriskninger om under
det følgende.)
Selma
(gaar opp mod Pianoet tilvenstre i Baggrunden).
(gaar opp mod Pianoet tilvenstre i Baggrunden).
Herr Stensgaard, De maa være med; vi skal lege
Pantelege.
Pantelege.
Stensgaard.
Med Fornøjelse; jeg er udmærket opplagt!
(gaar ligeledes mod Baggrunden, træffer Aftale med hende, sætter Stole
tillrette, o. s. v.)
s. 86
Erik Brattsberg
(dæmpet).
(dæmpet).
Hvad Pokker er det, Faer fortæller, Herr Hejre? Hvad
er det for en Tale, Sagfører Stensgaard skal have holdt
heroppe igaar?
er det for en Tale, Sagfører Stensgaard skal have holdt
heroppe igaar?
Daniel Hejre.
He-he; ved man ikke det?
Erik Brattsberg.
Nej; vi Byfolk var jo till Middag og Bal inde i Klub-
ben. Men Faer siger, at Herr Stensgaard har aldeles brudt
med Storlifolket, at han var saa forskrækkelig grov imod
Monsen –
ben. Men Faer siger, at Herr Stensgaard har aldeles brudt
med Storlifolket, at han var saa forskrækkelig grov imod
Monsen –
Daniel Hejre.
Imod Monsen? Nej, der har De visst hørt fejl, højst-
ærede –
ærede –
Erik Brattsberg.
Ja, der stod rigtignok saa mange omkring, saa jeg fik
ikke rigtig Rede i det; men jeg hørte ganske bestemt at –
ikke rigtig Rede i det; men jeg hørte ganske bestemt at –
Daniel Hejre.
Noksagt; vent till imorgen, da faar De Historien till
Frokost i Aslaksens Avis.
(gaar fra ham.)
Frokost i Aslaksens Avis.
Kammerherren.
Naa, min kjære Lundestad, holder De endnu fast paa
de Griller –?
de Griller –?
Lundestad.
Det er ingen Griller, Herr Kammerherre; naar en
Mand staar Fare for at fortrænges, saa bør han vige
frivilligt.
Mand staar Fare for at fortrænges, saa bør han vige
frivilligt.
s. 87
Kammerherren.
Talemaader! Hvem tænker vel paa at fortrænge Dem?
Lundestad.
Hm; jeg er en gammel Vejrprofet. Her er Omslag i
Luften. Naa, jeg har alt Stedfortræderen. Sagfører Stens-
gaard er villig –
Luften. Naa, jeg har alt Stedfortræderen. Sagfører Stens-
gaard er villig –
Kammerherren.
Sagfører Stensgaard?
Lundestad.
Ja, var ikke det Meningen? Jeg tog det for et Vink,
da Kammerherren sagde, at den Mand maatte en støtte, og
at en skulde slutte sig till ham.
da Kammerherren sagde, at den Mand maatte en støtte, og
at en skulde slutte sig till ham.
Kammerherren.
Ja, jeg mente i hans Opptræden mod alt dette for-
dærvelige Svindlervæsen, som drives paa Storli.
dærvelige Svindlervæsen, som drives paa Storli.
Lundestad.
Men hvorledes kunde Kammerherren være saa sikker
paa, at Stensgaard vilde bryde med de Folk?
paa, at Stensgaard vilde bryde med de Folk?
Kammerherren.
Kjære, det viste sig jo igaaraftes.
Lundestad.
Igaaraftes?
Kammerherren.
Ja, da han talte om Monsens fordærvelige Indflydelse
i Sognet.
i Sognet.
Lundestad
(med aaben Mund).
(med aaben Mund).
Om Monsens –?
s. 88
Kammerherren.
Ja visst; paa Bordet –
Lundestad.
Oppe paa Bordet, ja?
Kammerherren.
Han var forskrækkelig grov; kaldte ham en Pengesækk,
og en Basilisk, eller en Lindorm, eller noget lignende.
Ha, ha, det var virkelig morsomt at høre paa.
og en Basilisk, eller en Lindorm, eller noget lignende.
Ha, ha, det var virkelig morsomt at høre paa.
Lundestad.
Var det morsomt at høre paa?
Kammerherren.
Ja, jeg nægter ikke, Lundestad, at jeg under de Folk,
hvad de faar af den Slags. Men nu maa vi støtte ham;
thi efter et sligt blodigt Angreb –
hvad de faar af den Slags. Men nu maa vi støtte ham;
thi efter et sligt blodigt Angreb –
Lundestad.
Som det igaar, ja?
Kammerherren.
Ja, vel.
Lundestad.
Det paa Bordet?
Kammerherren.
Ja, det paa Bordet.
Lundestad.
Om Monsen?
Kammerherren.
Ja, om Monsen og hans Slæng. Nu vil de naturligvis
søge at hævne sig; og det kan man da ikke fortænke dem i –
søge at hævne sig; og det kan man da ikke fortænke dem i –
s. 89
Lundestad
(afgjort).
(afgjort).
Sagfører Stensgaard maa støttes, – det er klart!
Thora.
Kjære Faer, du skal være med i Legen.
Kammerherren.
Aa Snakk, Barn –
Thora.
Jo visst; kom; Selma vil det endelig.
Kammerherren.
Ja, ja, saa faar jeg vel føje mig. (dæmpet idet de gaar.)
Det er dog sørgeligt med Lundestad; han begynder virke-
lig at blive sløv; tænk, han har sletikke forstaaet, hvad
Stensgaard –
Det er dog sørgeligt med Lundestad; han begynder virke-
lig at blive sløv; tænk, han har sletikke forstaaet, hvad
Stensgaard –
Thora.
O, kom, kom; nu skal vi lege!
(hun drager ham med ind i Kredsen, hvor Legen er i fuld Gang mellem
de unge.)
Erik Brattsberg
(raaber fra sin Plads).
(raaber fra sin Plads).
Herr Hejre, De er udnævnt till Pantdommer!
Daniel Hejre.
He-he; det er saamæn min første Udnævnelse i Verden.
Stensgaard
(ligeledes i Kredsen).
(ligeledes i Kredsen).
Paa Grund af Deres Bekjendtskab med Justitsen, Herr
Hejre!
Hejre!
Daniel Hejre.
Aa, mine elskelige unge Venner, det skulde være mig
en Fryd at dømme jer allesammen –; noksagt!
en Fryd at dømme jer allesammen –; noksagt!
s. 90
Stensgaard
(smutter hen till Lundestad, som staar i Forgrunden tillvenstre).
(smutter hen till Lundestad, som staar i Forgrunden tillvenstre).
De talte med Kammerherren. Hvad var det om? Var
det noget om mig?
det noget om mig?
Lundestad.
Desværre; det var om dette her igaaraftes –
Stensgaard
(vrider paa sig).
(vrider paa sig).
Død og Plage!
Lundestad.
Han syntes, De havde været forskrækkelig grov, sa'e han.
Stensgaard.
Ja, tror De ikke det piner mig –
Lundestad.
De kunde nu bøde paa det.
Erik Brattsberg
(raaber ned).
(raaber ned).
Herr Stensgaard, Raden er till Dem!
Stensgaard.
Jeg kommer! (hurtigt, till Lundestad.) Hvorledes bøde
paa det?
paa det?
Lundestad.
Finder De Lejlighed, saa gjør Kammerherren en Und-
skyldning.
skyldning.
Stensgaard.
Det skal jeg, ved Gud, gjøre!
Selma.
Skynd Dem; skynd Dem!
s. 91
Stensgaard.
Jeg kommer, Frue! Her er jeg!
(Legen fortsættes under Latter og Lystighed. Nogle ældre Herrer spiller
Kort tillhøjre. Lundestad sætter sig tillvenstre; Daniel Hejre nær ved.)
Kort tillhøjre. Lundestad sætter sig tillvenstre; Daniel Hejre nær ved.)
Daniel Hejre.
Den Hvalp siger, jeg har havt med Justitsen at gjøre!
Lundestad.
Han er noget uvorren i sin Mund, det kan ikke nægtes.
Daniel Hejre.
Derfor gaar ogsaa hele Familjen og loggrer for ham.
He-he; det er ynkeligt at se, hvor rædde de er.
He-he; det er ynkeligt at se, hvor rædde de er.
Lundestad.
Nej, der ser De galt, Herr Hejre; Kammerherren er
ikke rædd.
ikke rædd.
Daniel Hejre.
Ikke det? Tror De jeg er blind, højstærede?
Lundestad.
Nej, men –; ja, De kan da vel tie? Godt; jeg skal
sige Dem, hvorledes det hænger sammen. Kammerherren
tror, det var Monsen, det gjaldt igaar.
sige Dem, hvorledes det hænger sammen. Kammerherren
tror, det var Monsen, det gjaldt igaar.
Daniel Hejre.
Monsen? Aa, Visvas!
Lundestad.
Minsæl, Herr Hejre! Ringdal eller Frøkenen har vel
bildt ham det ind –
bildt ham det ind –
Daniel Hejre.
Og saa gaar han hen og beer ham till stor Middag!
Nej, det er, Gud døde mig, udmærket! Nej; ved De hvad,
det kan jeg ikke tie med.
s. 92
Nej, det er, Gud døde mig, udmærket! Nej; ved De hvad,
det kan jeg ikke tie med.
Lundestad.
Hyss, hyss! Husk, hvad De lovte mig. Kammerherren
er jo Deres gamle Skolekammerat; og om han end har
faret lidt haardt frem imod Dem –
er jo Deres gamle Skolekammerat; og om han end har
faret lidt haardt frem imod Dem –
Daniel Hejre.
He-he; jeg skal betale ham det med Renter –
Lundestad.
Vogt Dem vel; Kammerherren er mægtig. Leg ikke
med Løver.
med Løver.
Daniel Hejre.
Brattsberg en Løve? Pytt; han er dum, Faer; det er
jeg ikke. Aa, hvilke dejlige Chikaner, hvilke Spydigheder,
hvilke Stikkpiller jeg skal lave ud af dette her, naar jeg
engang faar vor store Proces i Gang!
jeg ikke. Aa, hvilke dejlige Chikaner, hvilke Spydigheder,
hvilke Stikkpiller jeg skal lave ud af dette her, naar jeg
engang faar vor store Proces i Gang!
Selma
(raaber fra Kredsen).
(raaber fra Kredsen).
Herr Dommer, hvad skal den gjøre, som ejer dette
Pant?
Pant?
Erik Brattsberg
(ubemærket, till Daniel Hejre).
(ubemærket, till Daniel Hejre).
Det er Stensgaards! Find paa noget morsomt.
Daniel Hejre.
Det Pant? He-he, lad mig se; han kunde jo per
Exempel, – noksagt. Han skal holde en Tale!
Exempel, – noksagt. Han skal holde en Tale!
Selma.
Det er Herr Stensgaards Pant.
s. 93
Erik Brattsberg.
Herr Stensgaard skal holde en Tale!
Stensgaard.
Aa nej; lad mig slippe; jeg kom slemt nok fra det
igaar.
igaar.
Kammerherren.
Fortrinligt, Herr Stensgaard; jeg forstaar mig ogsaa
lidt paa Veltalenhed.
lidt paa Veltalenhed.
Lundestad
(till Daniel Hejre).
(till Daniel Hejre).
Gudsdød; bare han nu ikke forplumrer sig.
Daniel Hejre.
Forplumrer sig? He-he. De er fin, De! Et velsignet
Indfald! (halvhøjt till Stensgaard.) Kom De galt fra det igaar,
saa kan De jo slaa Dem selv paa Munden idag.
Indfald! (halvhøjt till Stensgaard.) Kom De galt fra det igaar,
saa kan De jo slaa Dem selv paa Munden idag.
Stensgaard.
(faar en pludselig Idé).
(faar en pludselig Idé).
Lundestad, her er Lejligheden!
Lundestad
(undvigende).
(undvigende).
Spil Deres Kort fint.
(søger sin Hatt og lister sig efterhaanden mod Døren.)
Stensgaard.
Ja, jeg skal holde en Tale!
De unge Damer.
Bravo! Bravo!
Stensgaard.
Tag Deres Glasse, mine Damer og Herrer! Nu holder
jeg en Tale, der begynder i et Eventyr; thi jeg føler Even-
tyrets Strøm af Livsmod lufte igjennem mig i denne Kreds.
s. 94
jeg en Tale, der begynder i et Eventyr; thi jeg føler Even-
tyrets Strøm af Livsmod lufte igjennem mig i denne Kreds.
Erik Brattsberg
(till Damerne).
(till Damerne).
Hør; hør!
(Kammerherren tager sit Glas fra Spillebordet tillhøjre og bliver staaende
der. Ringdal, Doktor Fjeldbo og et Par andre Herrer
kommer ind fra Haven.)
der. Ringdal, Doktor Fjeldbo og et Par andre Herrer
kommer ind fra Haven.)
Stensgaard.
Det var i Vaardagene. Da kom der en ung Gjøg
flyvende ind i Lien. Gjøgen er en Lykkefugl; og der var
stort Fuglegilde nedenunder ham paa den flade Mark, og
baade vildt og tamt Kræ flokkedes der. Ud fra Hønse-
gaardene tripped de; opp fra Gaasedammene kom de vag-
gende; ned fra Storlien strøg en tung Tiur i lav, braskende
Flugt, tog Fæste og bruste med Fjærene og kradsed med
Vingerne og gjorde sig endnu bredere, end han var; og
alt imellem galte han: krak, krak, krak, hvilket vil sige
saa meget som: jeg er Kaxen fra Storlien, jeg!
flyvende ind i Lien. Gjøgen er en Lykkefugl; og der var
stort Fuglegilde nedenunder ham paa den flade Mark, og
baade vildt og tamt Kræ flokkedes der. Ud fra Hønse-
gaardene tripped de; opp fra Gaasedammene kom de vag-
gende; ned fra Storlien strøg en tung Tiur i lav, braskende
Flugt, tog Fæste og bruste med Fjærene og kradsed med
Vingerne og gjorde sig endnu bredere, end han var; og
alt imellem galte han: krak, krak, krak, hvilket vil sige
saa meget som: jeg er Kaxen fra Storlien, jeg!
Kammerherren.
Fortræffeligt! Hør!
Stensgaard.
Og saa var der en gammel Hakkespætt. Langsefter
Træstammerne vimsed han rakt opp og ned, bored med
sit spidse Næbb, gramsed Orme i sig, og alt det, som
sætter Galde, og tillhøjre og tillvenstre hørte man: prik,
prik, prik; – det var Hakkespætten –
Træstammerne vimsed han rakt opp og ned, bored med
sit spidse Næbb, gramsed Orme i sig, og alt det, som
sætter Galde, og tillhøjre og tillvenstre hørte man: prik,
prik, prik; – det var Hakkespætten –
Erik Brattsberg.
Nej, om Forladelse, var ikke det en Stork eller en –?
s. 95
Daniel Hejre.
Noksagt!
Stensgaard.
Det var den gamle Hakkespætt. Men saa kom der Liv
i Laget; thi de fandt en at kagle ondt om; og saa stimled
de sammen og kagled i Kor, saa længe, till den unge Gjøg
begyndte at kagle med –
i Laget; thi de fandt en at kagle ondt om; og saa stimled
de sammen og kagled i Kor, saa længe, till den unge Gjøg
begyndte at kagle med –
Fjeldbo
(ubemærket).
(ubemærket).
For Guds Skyld, Menneske, ti stille!
Stensgaard.
Men den, det gjaldt, det var en Ørn, som sad i ensom
Ro paa et bratt Fjeld. Om ham vare de alle enige. «Han
er en Skræmsel for Byggden» sa'e en hæs Ravn. Men
Ørnen skar ned i skraa Flugt, greb Gjøgen, og bar ham
opp i Højden. – Det var et Hjerterov! Og der oppe fra,
der saa Lykkefuglen vidt og dejligt ud over det lave; der
var Stillhed og Solskin; der lærte han at dømme Sværmen
fra Hønsegaardene og fra de uryddede Lier –
Ro paa et bratt Fjeld. Om ham vare de alle enige. «Han
er en Skræmsel for Byggden» sa'e en hæs Ravn. Men
Ørnen skar ned i skraa Flugt, greb Gjøgen, og bar ham
opp i Højden. – Det var et Hjerterov! Og der oppe fra,
der saa Lykkefuglen vidt og dejligt ud over det lave; der
var Stillhed og Solskin; der lærte han at dømme Sværmen
fra Hønsegaardene og fra de uryddede Lier –
Fjeldbo
(højt).
(højt).
Punktum; Punktum! Musik!
Kammerherren.
Hyss; forstyrr ham ikke.
Stensgaard.
Herr Kammerherre Brattsberg, – her ender jeg mit
Eventyr, og træder frem for Dem i de manges Nærværelse
og beder dem om Tillgivelse for igaar.
Eventyr, og træder frem for Dem i de manges Nærværelse
og beder dem om Tillgivelse for igaar.
s. 96
Kammerherren
(et halvt Skridt tillbage).
(et halvt Skridt tillbage).
Mig –?
Stensgaard.
Takk for den Maade, hvorpaa De har hævnet Dem over
mine ubesindige Yttringer. I mig har De fra nu af en
rustet Stridsmand. Og dermed, mine Damer og Herrer, en
Skaal for Ørnen paa Fjeldtinden; en Skaal for Herr
Kammerherre Brattsberg!
mine ubesindige Yttringer. I mig har De fra nu af en
rustet Stridsmand. Og dermed, mine Damer og Herrer, en
Skaal for Ørnen paa Fjeldtinden; en Skaal for Herr
Kammerherre Brattsberg!
Kammerherren
(famler efter Bordet).
(famler efter Bordet).
Takk, Herr Overrettssagfører!
Gjæsterne
(de fleste i pinlig Forlegenhed).
(de fleste i pinlig Forlegenhed).
Herr Kammerherre! Herr Kammerherre Brattsberg!
Kammerherren.
Mine Damer! Mine Herrer! (sagte.) Thora!
Thora.
Faer!
Kammerherren.
Ah, Doktor, Doktor, hvad har De gjort!
Stensgaard
(med Glasset i Haanden straalende fornøjet).
(med Glasset i Haanden straalende fornøjet).
Og nu paa Plads igjen! Hej, Fjeldbo, kom med, – i
de unges Forbund! Her har vi Legen gaaende!
de unges Forbund! Her har vi Legen gaaende!
Daniel Hejre
(i Forgrunden tillvenstre).
(i Forgrunden tillvenstre).
Ja minsæl har vi Legen gaaende!
(Lundestad forsvinder i Bagdøren.)
(Teppet falder.)
TREDJE AKT.
(Elegant Forværelse med Indgang i Baggrunden. Tillvenstre Dør till
Kammerherrens Kontor; længere tillbage Dør till Dagligstuen. Tillhøjre
en Dør till Værksforvalterens Kontorer; foran samme et Vindu.)
Kammerherrens Kontor; længere tillbage Dør till Dagligstuen. Tillhøjre
en Dør till Værksforvalterens Kontorer; foran samme et Vindu.)
(Thora sidder grædende paa Sofaen tillvenstre. Kammerherren gaar
heftigt opp og ned.)
heftigt opp og ned.)
Kammerherren.
Ja, nu har vi Efterspillet. Graad og Jammer –
Thora.
O, Gud give vi aldrig havde set det Menneske!
Kammerherren.
Hvilket Menneske?
Thora.
Den afskyelige Sagfører Stensgaard, naturligvis.
Kammerherren.
Du skulde heller sige: gid vi aldrig havde set den af-
skyelige Doktor!
skyelige Doktor!
Thora.
Fjeldbo?
Henrik Ibsen: De unges Forbund.
7
s. 98
Kammerherren.
Ja, Fjeldbo; Fjeldbo, ja! Var det ikke ham, som løj
mig fuld –?
mig fuld –?
Thora.
Nej, kjære velsignede Faer, det var mig.
Kammerherren.
Dig? Begge to altsaa! I Ledtog sammen; bag min
Rygg! Det er dejligt!
Rygg! Det er dejligt!
Thora.
O, Faer, dersom du vidste –
Kammerherren.
Aa, jeg ved nok; mere end nok; meget mere!
(Doktor Fjeldbo kommer fra Baggrunden.)
Fjeldbo.
Godmorgen, Herr Kammerherre! Godmorgen, Frøken!
Kammerherren
(vedbliver at gaa opp og ned).
(vedbliver at gaa opp og ned).
Naa, er De der, – De, Ulykkesfugl –
Fjeldbo.
Ja, det var en højst ubehagelig Begivenhed.
Kammerherren
(ser ud af Vinduet).
(ser ud af Vinduet).
Finder De dog det?
Fjeldbo.
Jeg tror, De maa have bemærket, hvorledes jeg hele
Tiden holdt Øje med Stensgaard. Ulykkeligvis, da jeg
hørte der skulde leges Pantelege, tænkte jeg der ingen
Fare var –
Tiden holdt Øje med Stensgaard. Ulykkeligvis, da jeg
hørte der skulde leges Pantelege, tænkte jeg der ingen
Fare var –
s. 99
Kammerherren
(stamper i Gulvet).
(stamper i Gulvet).
Stilles i Gabestokken af slig en Vindmager! Og hvad
har ikke mine Gjæster maattet tro om mig? At jeg var
usel nok till at ville kjøbe denne Person, denne – denne –,
som Lundestad kalder ham!
har ikke mine Gjæster maattet tro om mig? At jeg var
usel nok till at ville kjøbe denne Person, denne – denne –,
som Lundestad kalder ham!
Fjeldbo.
Ja, men –
Thora
(ubemærket af Faderen).
(ubemærket af Faderen).
Tal ikke!
Kammerherren
(efter et kort Opphold, vender sig mod Fjeldbo).
(efter et kort Opphold, vender sig mod Fjeldbo).
Sig mig opprigtigt, Doktor, – er jeg virkelig dummere,
end de fleste andre Mennesker?
end de fleste andre Mennesker?
Fjeldbo.
Hvor kan De spørge saa, Herr Kammerherre?
Kammerherren.
Men hvorledes kunde det da gaa till, at jeg rimeligvis
var den eneste, som ikke forstod, at den forbistrede Tale var
myntet paa mig?
var den eneste, som ikke forstod, at den forbistrede Tale var
myntet paa mig?
Fjeldbo.
Skal jeg sige Dem det?
Kammerherren.
Ja visst skal De saa.
Fjeldbo.
Det er, fordi De selv ser Deres Stilling her i Byggden
med andre Øjne, end Befolkningen forresten.
med andre Øjne, end Befolkningen forresten.
7*
s. 100
Kammerherren.
Jeg ser min Stilling, som min salig Faer saa sin Stil-
ling her. Min salig Faer vilde man aldrig vovet at
byde sligt.
ling her. Min salig Faer vilde man aldrig vovet at
byde sligt.
Fjeldbo.
Deres salig Faer døde ogsaa omkring Aaret 1830.
Kammerherren.
Aa ja; her er kommet mangt og meget i Oppløsning
siden den Tid. Men Skylden er forresten min egen. Jeg
har blandet mig formeget med de Godtfolk. Derfor maa
jeg nu finde mig i at stilles sammen med Gaardbruger
Lundestad!
siden den Tid. Men Skylden er forresten min egen. Jeg
har blandet mig formeget med de Godtfolk. Derfor maa
jeg nu finde mig i at stilles sammen med Gaardbruger
Lundestad!
Fjeldbo.
Ja, rent ud sagt, det ser jeg ingen Forklejnelse i.
Kammerherren.
Aa, De forstaar mig meget godt. Jeg pukker naturlig-
vis ikke paa noget Slags Fornemhed, eller paa Titler eller
sligt. Men hvad jeg holder i Ære, og hvad jeg forlanger
at andre skal holde i Ære, det er den gjennem alle Slægter
nedarvede Retskaffenhed i vor Familje. Det er det, jeg
mener, at naar man, som Lundestad, griber ind i det offent-
lige Liv, saa kan man ikke bevare sin Karakter og sin
Vandel saa aldeles plettfri. Derfor faar Lundestad ogsaa
finde sig i, at man søler ham till. Men man skal lade mig
være i Ro; jeg staar udenfor Partierne.
vis ikke paa noget Slags Fornemhed, eller paa Titler eller
sligt. Men hvad jeg holder i Ære, og hvad jeg forlanger
at andre skal holde i Ære, det er den gjennem alle Slægter
nedarvede Retskaffenhed i vor Familje. Det er det, jeg
mener, at naar man, som Lundestad, griber ind i det offent-
lige Liv, saa kan man ikke bevare sin Karakter og sin
Vandel saa aldeles plettfri. Derfor faar Lundestad ogsaa
finde sig i, at man søler ham till. Men man skal lade mig
være i Ro; jeg staar udenfor Partierne.
Fjeldbo.
Ikke saa ganske, Herr Kammerherre. De glæded Dem
ialfald, saalænge De troede, at Angrebet gjaldt Monsen.
ialfald, saalænge De troede, at Angrebet gjaldt Monsen.
s. 101
Kammerherren.
Nævn ikke det Menneske! Det er ham, som har slappet
den moralske Sans her i Egnen. Desværre har han da og-
saa gjort min Herr Søn svimmel i Hodet.
den moralske Sans her i Egnen. Desværre har han da og-
saa gjort min Herr Søn svimmel i Hodet.
Thora.
Erik?
Fjeldbo.
Deres Søn?
Kammerherren.
Ja; hvad skulde han ind i de Handelsforrettninger?
Det fører jo dog ikke till noget.
Det fører jo dog ikke till noget.
Fjeldbo.
Men, kjære Herr Kammerherre, han maa jo dog leve
og –
og –
Kammerherren.
Aa, med Sparsomhed kunde han saamæn godt leve af
sin Mødrenearv.
sin Mødrenearv.
Fjeldbo.
Ja, kanske han kunde leve af den; men hvad skulde
han leve for?
han leve for?
Kammerherren.
For? Naa, behøvte han absolut noget at leve for, saa
er han jo juridisk Kandidat; han kunde jo leve for sin
Videnskab.
er han jo juridisk Kandidat; han kunde jo leve for sin
Videnskab.
Fjeldbo.
Nej, det kunde han ikke; thi det er hans Natur imod.
Han kunde heller ikke tænke paa at komme i Embede for
det første; Bestyrelsen af Deres Ejendomme har De forbe-
holdt Dem selv; Deres Søn har ingen Børn at oppdrage.
Og naar han saa under slige Omstændigheder ser fristende
Exempler for sig, – ser Folk, som fra ingenting er ifærd
med at skabe en halv Million –
Han kunde heller ikke tænke paa at komme i Embede for
s. 102
det første; Bestyrelsen af Deres Ejendomme har De forbe-
holdt Dem selv; Deres Søn har ingen Børn at oppdrage.
Og naar han saa under slige Omstændigheder ser fristende
Exempler for sig, – ser Folk, som fra ingenting er ifærd
med at skabe en halv Million –
Kammerherren.
En halv Million? Aa, ved De hvad, lad os nu blive
ved de hundrede Tusend. Men hverken den halve Million
eller de hundrede Tusend skrabes sammen med saa aldeles
rene Hænder; – jeg mener ikke ligeoverfor Verden; Gud-
bevares; Lovene kan man jo nok holde sig efterrettelig;
men ligeoverfor ens egen Bevidsthed. Sligt noget kan jo
naturligvis ikke min Søn bekvemme sig till. De kan der-
for være ganske rolig: Grosserer Brattsbergs Virksomhed
kaster saamæn ingen halv Million af sig.
ved de hundrede Tusend. Men hverken den halve Million
eller de hundrede Tusend skrabes sammen med saa aldeles
rene Hænder; – jeg mener ikke ligeoverfor Verden; Gud-
bevares; Lovene kan man jo nok holde sig efterrettelig;
men ligeoverfor ens egen Bevidsthed. Sligt noget kan jo
naturligvis ikke min Søn bekvemme sig till. De kan der-
for være ganske rolig: Grosserer Brattsbergs Virksomhed
kaster saamæn ingen halv Million af sig.
(Selma, i Spadserdragt, kommer fra Baggrunden.)
Selma.
Godmorgen! Er ikke min Mand her?
Kammerherren.
Godmorgen, Barn! Søger du efter din Mand?
Selma.
Ja, han sagde, han skulde herud. Proprietær Monsen
kom till ham tidligt imorges, og saa –
kom till ham tidligt imorges, og saa –
Kammerherren.
Monsen? Kommer Monsen till jer?
Selma.
Engang imellem; det er mest i Forrettninger. Men,
kjære Thora, hvad er det? Har du grædt?
kjære Thora, hvad er det? Har du grædt?
s. 103
Thora.
Aa, det er ingenting.
Selma.
Jo, det er! Hjemme var Erik forstemt, og her –; jeg
ser det paa jer allesammen; der er noget ivejen. Hvad
er det?
ser det paa jer allesammen; der er noget ivejen. Hvad
er det?
Kammerherren.
Naa, naa; det er ialfald ikke noget for dig. Du er for
fin till at bære Byrder, min lille Selma. Gaa nu I to ind
i Dagligstuen saalænge. Har Erik sagt, at han kommer,
saa kommer han vel ogsaa.
fin till at bære Byrder, min lille Selma. Gaa nu I to ind
i Dagligstuen saalænge. Har Erik sagt, at han kommer,
saa kommer han vel ogsaa.
Selma.
Lad os gaa; – og vogt mig endelig for Trækkluften!
(slaar Armene om hende.) O, jeg kunde knuse dig, søde Thora!
(begge Damerne gaar ind tillvenstre.)
(slaar Armene om hende.) O, jeg kunde knuse dig, søde Thora!
Kammerherren.
De er altsaa kommet opp i det med hinanden, de to
Spekulanter. De burde gaa i Kompagni sammen. Monsen
& Brattsberg, – det vilde klinge smukt! (det banker i Bag-
grunden.) Kom ind!
Spekulanter. De burde gaa i Kompagni sammen. Monsen
& Brattsberg, – det vilde klinge smukt! (det banker i Bag-
grunden.) Kom ind!
(Sagfører Stensgaard træder ind af Døren.)
Kammerherren.
(viger et Skridt tillbage).
(viger et Skridt tillbage).
Hvad for noget!
Stensgaard.
Ja, her har De mig igjen, Herr Kammerherre!
Kammerherren.
Jeg ser det.
s. 104
Fjeldbo.
Men er du gal, Menneske?
Stensgaard.
De trak Dem tidligt tillbage igaaraftes. Da Fjeldbo
havde opplyst mig om Sammenhængen, var De allerede –
havde opplyst mig om Sammenhængen, var De allerede –
Kammerherren.
Jeg beder Dem, – enhver Forklaring vil være over-
flødig –
flødig –
Stensgaard.
Ganske visst; De maa heller ikke tro, det er derfor
jeg kommer.
jeg kommer.
Kammerherren.
Ikke det, nu?
Stensgaard.
Jeg ved, jeg har æreskjændt Dem.
Kammerherren.
Det ved jeg ogsaa; og forinden jeg laer Dem jage paa
Porten, vilde De kanske sige mig, hvorfor De kommer her.
Porten, vilde De kanske sige mig, hvorfor De kommer her.
Stensgaard.
Fordi jeg elsker Deres Datter, Herr Kammerherre!
Fjeldbo.
Hvad –!
Kammerherren.
Hvad siger han, Doktor?
Stensgaard.
Ja, De kan ikke sætte Dem ind i det, Herr Kammer-
herre. De er en gammel Mand; De har ikke noget at
kjæmpe for –
herre. De er en gammel Mand; De har ikke noget at
kjæmpe for –
s. 105
Kammerherren.
Og De understaar Dem –!
Stensgaard.
Jeg kommer for at bede om Deres Datters Haand, Herr
Kammerherre.
Kammerherre.
Kammerherren.
De –, De –? Vil De ikke tage Plads?
Stensgaard.
Takk; jeg staar.
Kammerherren.
Hvad siger De till dette her, Doktor?
Stensgaard.
Aa, Fjeldbo siger alt godt; han er min Ven; den eneste
virkelige Ven, jeg har.
virkelige Ven, jeg har.
Fjeldbo.
Nej, nej, Menneske; aldrig i Evighed, dersom du –
Kammerherren.
Var det derfor Herr Værkslægen fik ham indført i
vort Hus?
vort Hus?
Stensgaard.
De kjender mig kun af min Opptræden iforgaars og
igaar. Og det er ikke nok. Jeg er heller ikke idag den
samme, som før. Samværet med Dem og Deres er faldet
som en Vaarregn over mig. I en eneste Natt er der slaaet
Spirer ud! De maa ikke støde mig tillbage i det uhyggelige
igjen. Jeg har aldrig siddet inde med det dejlige i Livet,
før nu; det har været som Fugle paa Taget for mig –
igaar. Og det er ikke nok. Jeg er heller ikke idag den
samme, som før. Samværet med Dem og Deres er faldet
som en Vaarregn over mig. I en eneste Natt er der slaaet
Spirer ud! De maa ikke støde mig tillbage i det uhyggelige
igjen. Jeg har aldrig siddet inde med det dejlige i Livet,
før nu; det har været som Fugle paa Taget for mig –
s. 106
Kammerherren.
Men min Datter –?
Stensgaard.
Aa, hende skal jeg vinde.
Kammerherren.
Saa? Hm!
Stensgaard.
Ja, fordi jeg vil det. Husk paa, hvad De fortalte mig
igaar. De var ogsaa misfornøjet med Deres Søns Gifter-
maal; – se, det har vendt sig till det gode. De skal
skrive Lærepengene bag Øret, som Fjeldbo sagde –
igaar. De var ogsaa misfornøjet med Deres Søns Gifter-
maal; – se, det har vendt sig till det gode. De skal
skrive Lærepengene bag Øret, som Fjeldbo sagde –
Kammerherren.
Naa, det var saadan ment?
Fjeldbo.
Paa ingen Maade! Kjære Herr Kammerherre, lad mig
faa tale alene med ham –
faa tale alene med ham –
Stensgaard.
Sniksnakk; jeg har ikke noget at tale med dig om.
Hør nu, Herr Kammerherre! Vær nu snild og fornuftig.
En Familje, som Deres, trænger till nye Forbindelser, ellers
fordummes Slægten –
Hør nu, Herr Kammerherre! Vær nu snild og fornuftig.
En Familje, som Deres, trænger till nye Forbindelser, ellers
fordummes Slægten –
Kammerherren.
Nej, nu blier det for galt!
Stensgaard.
Hys, hys; ikke hidsig! Lad alle disse kjedelige for-
nemme Griller fare; – for Fanden, det er jo dog ikke andet
end Narrestreger igrunden. De skal se, hvor glad De vil
blive i mig, naar De bare lærer mig at kjende. Jo; jo;
De skal blive glad i mig, – baade De og Deres Datter!
Hende skal jeg tvinge –
nemme Griller fare; – for Fanden, det er jo dog ikke andet
end Narrestreger igrunden. De skal se, hvor glad De vil
s. 107
blive i mig, naar De bare lærer mig at kjende. Jo; jo;
De skal blive glad i mig, – baade De og Deres Datter!
Hende skal jeg tvinge –
Kammerherren.
Hvad tror De, Herr Doktor?
Fjeldbo.
Jeg tror, det er Galskab!
Stensgaard.
Ja, for dig vilde det være Galskab; men jeg, ser du,
jeg har en Gjerning at gjøre her paa Guds dejlige Jord; –
jeg laer mig ikke skræmme af Vrøvl og Fordomme!
jeg har en Gjerning at gjøre her paa Guds dejlige Jord; –
jeg laer mig ikke skræmme af Vrøvl og Fordomme!
Kammerherren.
Herr Sagfører; der er Døren.
Stensgaard.
De viser mig –?
Kammerherren.
Døren.
Stensgaard.
Gjør det ikke!
Kammerherren.
Ud med Dem! De er en Lykkejæger og en – en; er
det dog ikke forbandet! De er –
det dog ikke forbandet! De er –
Stensgaard.
Hvad er jeg?
Kammerherren.
De er det andet; det, som ligger mig paa Tungen, er
De!
De!
s. 108
Stensgaard.
Stænger De min Livsvej, saa vogt Dem!
Kammerherren.
Hvorfor?
Stensgaard.
Jo, for saa vil jeg forfølge Dem, skrive imod Dem i
Bladene, bagtale Dem, undergrave Deres Ære, om jeg kan
komme till. De skal skrige under Svøbeslagene. De skal
tro at skimte Aander i Skyen, som slaar ned imod Dem.
De skal krøge Dem sammen i Skræk, holde Deres Arme
krumt over Hodet for at bøde af, – krybe, lede efter Ly
for mig –
Bladene, bagtale Dem, undergrave Deres Ære, om jeg kan
komme till. De skal skrige under Svøbeslagene. De skal
tro at skimte Aander i Skyen, som slaar ned imod Dem.
De skal krøge Dem sammen i Skræk, holde Deres Arme
krumt over Hodet for at bøde af, – krybe, lede efter Ly
for mig –
Kammerherren.
Kryb selv i Ly – i Daarekisten; der hører De hjemme!
Stensgaard.
Haha; det er et Godtkjøbsraad; men De skjønner ikke
bedre, Herr Brattsberg! Jeg vil sige Dem det; Vorherres
Vrede er i mig. Det er hans Vilje, De staar imod. Han
har tænkt det lyseste med mig. Skygg ikke! – Naa, jeg
ser nok, at jeg kommer ingen Vej med Dem idag; men det
gjør ingenting. Jeg forlanger ikke andet end at De skal
tale till Deres Datter. Forbered hende; giv hende dog
Lejlighed till at vælge! Tænk Dem om, og se Dem om-
kring her. Hvor kan De vente at finde en Svigersøn
mellem disse Dosmere og Landevejstravere? Fjeldbo siger,
hun er dyb, stille og trofast. Ja, nu ved De altsammen.
Farvel, Herr Kammerherre; – De kan faa mig som De
vil, till Ven eller Uven. Farvel!
(ud i Baggrunden.)
bedre, Herr Brattsberg! Jeg vil sige Dem det; Vorherres
Vrede er i mig. Det er hans Vilje, De staar imod. Han
har tænkt det lyseste med mig. Skygg ikke! – Naa, jeg
ser nok, at jeg kommer ingen Vej med Dem idag; men det
gjør ingenting. Jeg forlanger ikke andet end at De skal
tale till Deres Datter. Forbered hende; giv hende dog
Lejlighed till at vælge! Tænk Dem om, og se Dem om-
kring her. Hvor kan De vente at finde en Svigersøn
mellem disse Dosmere og Landevejstravere? Fjeldbo siger,
hun er dyb, stille og trofast. Ja, nu ved De altsammen.
Farvel, Herr Kammerherre; – De kan faa mig som De
vil, till Ven eller Uven. Farvel!
s. 109
Kammerherren.
Saa vidt er det altsaa kommet! Sligt vover man at
byde mig i mit eget Hus!
byde mig i mit eget Hus!
Fjeldbo.
Stensgaard vover det; ingen anden.
Kammerherren.
Han idag; andre imorgen.
Fjeldbo.
Lad dem komme; jeg skal tage Stødet af; jeg skal gaa
gjennem Ild og Vand for Dem –!
gjennem Ild og Vand for Dem –!
Kammerherren.
Ja, De, som er Skyld i det hele! – Hm; den Stens-
gaard, det er dog den mest uforskammede Slyngel, jeg har
kjendt! Og dog, alligevel, – hvad Pokker er det? Han har
noget ved sig, som jeg synes om.
gaard, det er dog den mest uforskammede Slyngel, jeg har
kjendt! Og dog, alligevel, – hvad Pokker er det? Han har
noget ved sig, som jeg synes om.
Fjeldbo.
Der er Muligheder i ham –
Kammerherren.
Der er Aabenhjertighed i ham, Herr Værkslæge! Han
gaar ikke og spiller bag ens Rygg, som saamange andre;
han – han –!
gaar ikke og spiller bag ens Rygg, som saamange andre;
han – han –!
Fjeldbo.
Det er ikke værd at strides om. Blot fast, Herr Kam-
merherre; nej, og atter nej till Stensgaard –
merherre; nej, og atter nej till Stensgaard –
Kammerherren.
Aa, behold Deres Raad for Dem selv! De kan stole
paa, at hverken han eller nogen anden –
paa, at hverken han eller nogen anden –
s. 110
Værksforvalter Ringdal
(fra Døren tillhøjre).
(fra Døren tillhøjre).
Med Tilladelse, Herr Kammerherre; et Ord – (hvisker.)
Kammerherren.
Hvad for noget? Inde hos Dem?
Ringdal.
Han kom ind Bagdøren og beer indstændigt at faa
Dem i Tale.
Dem i Tale.
Kammerherren.
Hm. – Aa, Doktor, gaa et Øjeblik ind till Damerne;
der er en, som –; men sig ingenting till Selma om Herr
Stensgaard og hans Besøg. Hun skal holdes udenfor alt
dette Væsen. Hvad min Datter angaar, skulde det ogsaa
være mig kjært, om De kunde holde ren Mund; men – –.
Aa, jeg gider ikke –! Naa, vær saa god at gaa ind.
der er en, som –; men sig ingenting till Selma om Herr
Stensgaard og hans Besøg. Hun skal holdes udenfor alt
dette Væsen. Hvad min Datter angaar, skulde det ogsaa
være mig kjært, om De kunde holde ren Mund; men – –.
Aa, jeg gider ikke –! Naa, vær saa god at gaa ind.
(Fjeldbo gaar ind i Dagligstuen. Ringdal er imidlertid gaaet ind i sit
Kontor igjen. En kort Stund efter kommer Proprietær Monsen
ud derfra.)
Kontor igjen. En kort Stund efter kommer Proprietær Monsen
ud derfra.)
Monsen
(i Døren).
(i Døren).
Jeg beer Herr Kammerherren saa meget om Forladelse –
Kammerherren.
Naa, kom ind; kom ind!
Monsen.
Jeg haaber da, det staar vel till med Familjen?
Kammerherren.
Takk. Er det noget, De ønsker?
s. 111
Monsen.
Kan ikke sige det. Jeg er, Gud ske Lov, den Mand,
som omtrent har alt det, han kan ønske sig.
som omtrent har alt det, han kan ønske sig.
Kammerherren.
Se, se; det er saamæn meget sagt.
Monsen.
Men jeg har ogsaa arbejdet, Herr Kammerherre. Ja,
jeg ved, De har ikke noget godt Øje till min Virksomhed.
jeg ved, De har ikke noget godt Øje till min Virksomhed.
Kammerherren.
Det har visst heller ingen Indflydelse paa Deres Virk-
somhed, hvad Øje jeg har till den.
somhed, hvad Øje jeg har till den.
Monsen.
Ja, hvem ved? Jeg tænker ialfald nu saa smaat paa at
trække mig ud af Forrettningerne.
trække mig ud af Forrettningerne.
Kammerherren.
Gjør De virkelig det?
Monsen.
Jeg har havt Lykken med mig, skal jeg sige Dem.
Jeg er nu kommen saa langt, som jeg bryder mig om at
komme; og derfor mener jeg det kunde være paa Tiden lidt
efter lidt at vikkle af og –
Jeg er nu kommen saa langt, som jeg bryder mig om at
komme; og derfor mener jeg det kunde være paa Tiden lidt
efter lidt at vikkle af og –
Kammerherren.
Naa, det gratulerer jeg baade Dem og mange andre till.
Monsen.
Og hvis jeg saa med det samme kunde vise Kammer-
herren en Tjeneste –
herren en Tjeneste –
Kammerherren.
Mig?
s. 112
Monsen.
Da Langerudskogene for fem Aar siden kom till Auk-
tion, saa gjorde De Bud –
tion, saa gjorde De Bud –
Kammerherren.
Ja, men efter Auktionen gjorde De Overbud og fik
Tillslaget.
Tillslaget.
Monsen.
De kan nu faa dem med Sagbrug og alle Herligheder –
Kammerherren.
Efter den syndige Udhuggst, som der er drevet –?
Monsen.
Aa, de har betydelig Værdi endnu; og med Deres
Driftsmaade vil de om nogle Aar –
Driftsmaade vil de om nogle Aar –
Kammerherren.
Takker; jeg kan desværre ikke indlade mig paa den
Sag.
Sag.
Monsen.
Men her var meget at tjene, Herr Kammerherre. Og
hvad mig angaar –; jeg skal sige Dem, jeg har en stor
Spekulation fore; der staar meget paa Spil; jeg mener, der
er meget at vinde; en hundrede Tusend eller saa.
hvad mig angaar –; jeg skal sige Dem, jeg har en stor
Spekulation fore; der staar meget paa Spil; jeg mener, der
er meget at vinde; en hundrede Tusend eller saa.
Kammerherren.
Hundrede Tusend? Det er i Sandhed ingen ringe Sum.
Monsen.
Hahaha! Rett vakkert at tage med og lægge till det
øvrige. Men skal en slaa saa store Slag, saa trænger en
till Hjælpetropper, som det heder. Kontanter er her ikke
mange af; de Navne, som duer noget, er svært brugte –
øvrige. Men skal en slaa saa store Slag, saa trænger en
till Hjælpetropper, som det heder. Kontanter er her ikke
mange af; de Navne, som duer noget, er svært brugte –
s. 113
Kammerherren.
Ja, det har visse Folk sørget for.
Monsen.
Den ene Haand vasker den anden. Naa, Herr Kam-
merherre, slutter vi saa ikke en Handel? De kan faa Skogene
for Spottpris –
merherre, slutter vi saa ikke en Handel? De kan faa Skogene
for Spottpris –
Kammerherren.
Jeg vil ikke have dem for nogen Pris, Herr Monsen.
Monsen.
Men et godt Tillbud er dog et andet værd. Herr
Kammerherre, vil De hjælpe mig?
Kammerherre, vil De hjælpe mig?
Kammerherren.
Hvad mener De?
Monsen.
Jeg stiller naturligvis Sikkerhed. Jeg har jo Ejen-
domme nok. Her skal De se. Disse Papirer –; maa jeg
faa Lov till at sætte Dem ind i min Status?
domme nok. Her skal De se. Disse Papirer –; maa jeg
faa Lov till at sætte Dem ind i min Status?
Kammerherren
(viser Papirerne tillbage).
(viser Papirerne tillbage).
Er det Pengehjælp, som De –?
Monsen.
Ikke rede Penge; langtfra. Men Kammerherrens
Støtte –. Mod Vederlag naturligvis; – og mod Sikker-
hed, og –
Støtte –. Mod Vederlag naturligvis; – og mod Sikker-
hed, og –
Kammerherren.
Og med en slig Anmodning kommer De till mig?
Monsen.
Ja, netopp till Dem. Jeg ved, De har saa mangen Gang
glemt Deres Nag, naar det rigtig har knebet for en.
glemt Deres Nag, naar det rigtig har knebet for en.
Henrik Ibsen: De unges Forbund.
8
s. 114
Kammerherren.
Naa, jeg maa paa en viss Maade takke Dem for Deres
gode Mening, – især i en Tid, som denne; men alligevel –
gode Mening, – især i en Tid, som denne; men alligevel –
Monsen.
Herr Kammerherre, vil De ikke sige mig, hvad det er,
De har imod mig?
De har imod mig?
Kammerherren.
Aa, hvad kan det nytte?
Monsen.
Det kan nytte till at rette paa Forholdet. Jeg ved
ikke jeg har lagt to Pinde i Kors for Dem.
ikke jeg har lagt to Pinde i Kors for Dem.
Kammerherren.
Ikke det? Da skal jeg dog nævne Dem et Tillfælde,
hvor De har staaet mig ivejen. Jeg stiftede Værkets Laane-
kasse till Gavn for mine undergivne og andre. Men saa
begyndte De at drive Bankforrettninger; Folk gaar till Dem
med sine Spareskillinger –
hvor De har staaet mig ivejen. Jeg stiftede Værkets Laane-
kasse till Gavn for mine undergivne og andre. Men saa
begyndte De at drive Bankforrettninger; Folk gaar till Dem
med sine Spareskillinger –
Monsen.
Begribeligt, Herr Kammerherre; thi jeg gier en højere
Indlaansrente.
Indlaansrente.
Kammerherren.
Ja, men De taer ogsaa en højere Udlaansrente.
Monsen.
Men saa gjør jeg ikke saa mange Vanskeligheder med
Kaution og sligt.
Kaution og sligt.
Kammerherren.
Desværre; derfor ser man ogsaa, at her sluttes Handler
paa ti– tyve tusend Species, uden at hverken Kjøber eller
Sælger ejer to danske Skilling. Se, dette, Herr Monsen
det har jeg imod Dem. Og desuden noget, som ligger
nærmere endda. Tror De, det var med min gode Vilje, at
min Søn kastede sig ind i alle disse vilde Foretagender?
paa ti– tyve tusend Species, uden at hverken Kjøber eller
s. 115
Sælger ejer to danske Skilling. Se, dette, Herr Monsen
det har jeg imod Dem. Og desuden noget, som ligger
nærmere endda. Tror De, det var med min gode Vilje, at
min Søn kastede sig ind i alle disse vilde Foretagender?
Monsen.
Men det kan da ikke jeg for!
Kammerherren.
Det var Deres Exempel, der smittede ham, ligesom de
andre. Hvorfor blev De ikke ved Deres Læst?
andre. Hvorfor blev De ikke ved Deres Læst?
Monsen.
Tømmerfløder, ligesom min Fader?
Kammerherren.
Det var kanske en Skam at staa i min Tjeneste?
Deres Fader ernærte sig redeligt og var agtet i sin Stand.
Deres Fader ernærte sig redeligt og var agtet i sin Stand.
Monsen.
Ja, indtill han havde arbeidet sig helseløs og tillslut
gik i Fossen med Tømmerflaaden. Kjender De noget till
Livet i den Stand, Herr Kammerherre? Har De en eneste
Gang prøvet, hvad de Folk maa døje, som slider for Dem
inde i Skogtrakterne og nedover langs Elvedragene, mens
De sidder i Deres lune Stue og taer Frugterne? Kan De
fortænke et sligt Menneske i, at han vil arbejde sig
ivejret? Jeg havde nu faaet lidt bedre Lærdom, end min
Fader; havde vel kanske lidt bedre Evner ogsaa –
gik i Fossen med Tømmerflaaden. Kjender De noget till
Livet i den Stand, Herr Kammerherre? Har De en eneste
Gang prøvet, hvad de Folk maa døje, som slider for Dem
inde i Skogtrakterne og nedover langs Elvedragene, mens
De sidder i Deres lune Stue og taer Frugterne? Kan De
fortænke et sligt Menneske i, at han vil arbejde sig
ivejret? Jeg havde nu faaet lidt bedre Lærdom, end min
Fader; havde vel kanske lidt bedre Evner ogsaa –
Kammerherren.
Lad gaa. Men ved hvilke Midler er De kommen ivejret?
De begyndte med Brændevinshandel. Saa kjøbte De usikkre
Gjældsfordringer; inddrev dem ubønhørligt; – saa gik De
videre og videre. Hvor mange har De ikke ruineret for at
komme frem!
De begyndte med Brændevinshandel. Saa kjøbte De usikkre
Gjældsfordringer; inddrev dem ubønhørligt; – saa gik De
8*
s. 116
videre og videre. Hvor mange har De ikke ruineret for at
komme frem!
Monsen.
Det er Handelens Gang; det gaar opp for en og ned
for en anden.
for en anden.
Kammerherren.
Men Maaden og Midlerne? Her er agtværdige Familjer,
som tynger paa Fattigkassen for Deres Skyld.
som tynger paa Fattigkassen for Deres Skyld.
Monsen.
Daniel Hejre er heller ikke langt fra Fattigkassen.
Kammerherren.
Jeg forstaar Dem. Men min Færd kan jeg forsvare
for Gud og Mennesker! Da Landet, efter Adskillelsen fra
Danmark, var i Nød, hjalp min salig Fader over Evne.
Derved kom en Del af vore Ejendomme till Familjen Hejre.
Hvad førte det till? Der sad levende Væsner paa disse
Ejendomme; og de led under Daniel Hejres ukloge Styrelse.
Han hugg Skogene ud till Skade, ja, jeg kan gjerne sige,
till Ulykke for Distriktet. Var det ikke min ligefremme
Pligt at hindre saadant, naar jeg kunde? Og jeg kunde det;
jeg havde Loven for mig; jeg var i min gode Rett, da jeg
tog mine Ejendomme igjen paa Odel.
for Gud og Mennesker! Da Landet, efter Adskillelsen fra
Danmark, var i Nød, hjalp min salig Fader over Evne.
Derved kom en Del af vore Ejendomme till Familjen Hejre.
Hvad førte det till? Der sad levende Væsner paa disse
Ejendomme; og de led under Daniel Hejres ukloge Styrelse.
Han hugg Skogene ud till Skade, ja, jeg kan gjerne sige,
till Ulykke for Distriktet. Var det ikke min ligefremme
Pligt at hindre saadant, naar jeg kunde? Og jeg kunde det;
jeg havde Loven for mig; jeg var i min gode Rett, da jeg
tog mine Ejendomme igjen paa Odel.
Monsen.
Jeg har heller ikke forgaaet mig mod Loven.
Kammerherren.
Men mod Deres egen Bevidsthed, mod Deres Samvittighed,
som De dog forhaabentlig har noget af. Og hvorledes har
De ikke nedbrudt al god Orden her? Hvorledes har De ikke
svækket den Agtelse, som Rigdommen skulde give? Man
spørger ikke længere om hvorledes en Formue er erhvervet,
eller hvorlænge den har været i en Familjes Besiddelse;
man spørger blot: hvormeget er den eller den værd? Og
derefter dømmes han. Under alt dette lider ogsaa jeg; vi
to er blevet som et Slags Kammerater; man nævner os
sammen, fordi vi er de to største Ejendomsbesiddere her.
Det taaler jeg ikke! Jeg vil sige Dem engang for alle: det
er derfor jeg har imod Dem.
som De dog forhaabentlig har noget af. Og hvorledes har
De ikke nedbrudt al god Orden her? Hvorledes har De ikke
s. 117
svækket den Agtelse, som Rigdommen skulde give? Man
spørger ikke længere om hvorledes en Formue er erhvervet,
eller hvorlænge den har været i en Familjes Besiddelse;
man spørger blot: hvormeget er den eller den værd? Og
derefter dømmes han. Under alt dette lider ogsaa jeg; vi
to er blevet som et Slags Kammerater; man nævner os
sammen, fordi vi er de to største Ejendomsbesiddere her.
Det taaler jeg ikke! Jeg vil sige Dem engang for alle: det
er derfor jeg har imod Dem.
Monsen.
Det skal faa en Ende, Herr Kammerherre; jeg skal
slutte min Virksomhed, vige for Dem paa alle Kanter; men
jeg beer Dem, jeg bønfalder Dem, bare hjælp mig!
slutte min Virksomhed, vige for Dem paa alle Kanter; men
jeg beer Dem, jeg bønfalder Dem, bare hjælp mig!
Kammerherren.
Jeg gjør det ikke.
Monsen.
Jeg er villig till at betale, hvad det saa skal være –
Kammerherren.
Betale! Og det vover De at –
Monsen.
Om ikke for min Skyld, saa for Deres Søns!
Kammerherren.
Min Søns?
Monsen.
Ja, han er med i det; jeg tænker, der kan komme en
tyve tusend Daler paa hans Part.
tyve tusend Daler paa hans Part.
Kammerherren.
Som han vinder?
s. 118
Monsen.
Ja!
Kammerherren.
Men, du gode Gud, hvem taber saa de Penge?
Monsen.
Hvorledes –?
Kammerherren.
Naar min Søn vinder dem, saa maa der jo være en,
der taber dem!
der taber dem!
Monsen.
En fordelagtig Handel; jeg har ikke Lov at sige mere.
Men jeg trænger till et agtet Navn; blot Deres Navns
Underskrift –
Men jeg trænger till et agtet Navn; blot Deres Navns
Underskrift –
Kammerherren.
Underskrift! Paa Dokumenter –?
Monsen.
Bare for 10–15,000 Daler.
Kammerherren.
Og De har et eneste Øjeblik kunnet tro, at –? Mit
Navn! I slig en Affære! Mit Navn? Som Kautionist
altsaa?
Navn! I slig en Affære! Mit Navn? Som Kautionist
altsaa?
Monsen.
Kun for en Forms Skyld –
Kammerherren.
Svindleri! Mit Navn! Ikke for nogen Pris. Jeg har
aldrig skrevet mit Navn under fremmede Papirer.
aldrig skrevet mit Navn under fremmede Papirer.
s. 119
Monsen.
Aldrig? Det er nu Overdrivelse, Herr Kammerherre!
Kammerherren.
Bogstaveligt; som jeg siger Dem.
Monsen.
Nej; det er ikke bogstaveligt. Det har jeg selv set.
Kammerherren.
Hvad har De set?
Monsen.
Kammerherrens Navn, – paa en Vexel idetmindste.
Kammerherren.
Usandt, siger jeg Dem! De har aldrig set det!
Monsen.
Jeg har! Under en Vexel paa 2,000 Daler. Tænk Dem
dog om!
dog om!
Kammerherren.
Hverken paa to Tusend eller paa ti tusend! Paa min
Ære og mit højeste Ord, aldrig!
Ære og mit højeste Ord, aldrig!
Monsen.
Saa er det falskt.
Kammerherren.
Falskt?
Monsen.
Ja, falskt; efterskrevet; – thi jeg har set det.
Kammerherren
Falskt? Falskt! Hvor har De set det? Hos hvem?
s. 120
Monsen.
Det siger jeg ikke.
Kammerherren.
Haha; vi skal nok faa det for en Dag!
Monsen.
Hør mig –!
Kammerherren.
Ti! Saa vidt har man bragt det! Falsk! Blandet mig
ind i Smudsighederne! Ja, saa er det intet Under, at jeg
stilles sammen med de andre. Men nu skal jeg spille med
dem!
ind i Smudsighederne! Ja, saa er det intet Under, at jeg
stilles sammen med de andre. Men nu skal jeg spille med
dem!
Monsen.
Herr Kammerherre, – for Deres egen og manges
Skyld –
Skyld –
Kammerherren.
Bliv mig fra Livet! Gaa Deres Vej! Det er Dem, som
er Opphavsmanden –! Jo, det er! Ve den, fra hvem For-
argelsen kommer. Det er et syndigt Levnet, som føres i
Deres Hus. Og hvad er det for Omgang, De søger? Per-
soner inde fra Kristiania og andetsteds, som kun gaar ud
paa at æde og drikke godt, og som ikke regner det saa
nøje med i hvis Selskab det sker. Ti! Jeg har selv set
Deres noble Julegjæster fare langs Landevejen, som en Flok
hylende Ulve. Og der er det, som værre er. De har havt
Skandaler med Deres egne Tjenestepiger. Deres Kone gik
fra Forstanden over Deres Udskejelser og Deres raa Be-
handling.
er Opphavsmanden –! Jo, det er! Ve den, fra hvem For-
argelsen kommer. Det er et syndigt Levnet, som føres i
Deres Hus. Og hvad er det for Omgang, De søger? Per-
soner inde fra Kristiania og andetsteds, som kun gaar ud
paa at æde og drikke godt, og som ikke regner det saa
nøje med i hvis Selskab det sker. Ti! Jeg har selv set
Deres noble Julegjæster fare langs Landevejen, som en Flok
hylende Ulve. Og der er det, som værre er. De har havt
Skandaler med Deres egne Tjenestepiger. Deres Kone gik
fra Forstanden over Deres Udskejelser og Deres raa Be-
handling.
Monsen.
Nej; det gaar for vidt! De skal komme till at angre
de Ord!
de Ord!
s. 121
Kammerherren.
Aa, Pokker i Vold med Deres Trusler. Hvad vil De
kunne gjøre mig? Mig? De har spurgt, hvad jeg havde
imod Dem. De har nu faat Besked. Nu ved De, hvorfor
jeg har holdt Dem ude fra det gode Selskab.
kunne gjøre mig? Mig? De har spurgt, hvad jeg havde
imod Dem. De har nu faat Besked. Nu ved De, hvorfor
jeg har holdt Dem ude fra det gode Selskab.
Monsen.
Ja, men nu skal jeg drage det gode Selskab ned –
Kammerherren.
Den Vej der!
Monsen.
Jeg ved Vejen, Herr Kammerherre!
(ud i Baggrunden.)
Kammerherren
(gaar hen, aabner Døren tillhøjre og raaber).
(gaar hen, aabner Døren tillhøjre og raaber).
Ringdal; Ringdal; – kom ind!
Ringdal.
Herr Kammerherre?
Kammerherren.
(kalder ind i Dagligstuen).
(kalder ind i Dagligstuen).
Herr Doktor; aa, vær saa god –! Nu, Ringdal, nu
gaar mine Spaadomme i Oppfyldelse.
gaar mine Spaadomme i Oppfyldelse.
Fjeldbo.
Hvad er till Tjeneste, Herr Kammerherre?
Ringdal.
Har Kammerherren spaaet?
Kammerherren.
Hvad siger De nu, Doktor? De har altid ment, at jeg
overdrev, naar jeg paastod, at Monsen fordærvede Befolk-
ningen her.
s. 122
overdrev, naar jeg paastod, at Monsen fordærvede Befolk-
ningen her.
Fjeldbo.
Nu ja; og hvad saa?
Kammerherren.
Man gjør vakkre Fremskridt, kan jeg fortælle Dem.
Hvad synes De? Her er falske Papirer i Omløb.
Hvad synes De? Her er falske Papirer i Omløb.
Ringdal.
Falske Papirer?
Kammerherren.
Falske Papirer, ja! Og med hvis Navn, tror De? Med
mit!
mit!
Fjeldbo.
Men for Guds Skyld, hvem har gjort det?
Kammerherren.
Hvor kan jeg vide? Kjender jeg alle Kjeltringer? Men
de skal for en Dag. – Doktor, gjør mig en Tjeneste. Pa-
pirerne maa være anbragte enten i Sparebanken eller i
Værkets Laanekasse. Kjør opp till Lundestad; han er den
af Bankbestyrerne, som har bedst Rede paa alting. Faa at
vide om der er noget sligt Papir –
de skal for en Dag. – Doktor, gjør mig en Tjeneste. Pa-
pirerne maa være anbragte enten i Sparebanken eller i
Værkets Laanekasse. Kjør opp till Lundestad; han er den
af Bankbestyrerne, som har bedst Rede paa alting. Faa at
vide om der er noget sligt Papir –
Fjeldbo.
Strax; strax!
Ringdal.
Lundestad er her paa Værket idag; han har Møde i
Skolekommissionen.
Skolekommissionen.
Kammerherren.
Saameget destobedre. Søg ham; faa ham med heropp.
s. 123
Fjeldbo.
Uoppholdelig; det skal snart være besørget.
(ud i Baggrunden.)
Kammerherren.
Og De, Ringdal, maa forhøre Dem i Laanekassen. Saa-
snart vi har Rede paa Sagen, saa Anmeldelse till Fogden.
Ingen Barmhjertighed med de Bedragere!
snart vi har Rede paa Sagen, saa Anmeldelse till Fogden.
Ingen Barmhjertighed med de Bedragere!
Ringdal.
Godt, Herr Kammerherre. Gud bevares vel; sligt no-
get havde jeg da ikke troet.
(gaar ind till Højre.)
get havde jeg da ikke troet.
(Kammerherren gaar et Par Gange opp og ned ad Gulvet, derpaa vil han
gaa ind i sit Kontor. I det samme kommer Erik Brattsberg fra
Baggrunden.)
gaa ind i sit Kontor. I det samme kommer Erik Brattsberg fra
Baggrunden.)
Erik Brattsberg.
Kjære Faer –!
Kammerherren.
Naa, er du der?
Erik Brattsberg.
Jeg maa nødvendigt tale med dig.
Kammerherren.
Hm; jeg er sandelig lidet opplagt till at tale med
nogen. Hvad vil du?
nogen. Hvad vil du?
Erik Brattsberg.
Du ved, Faer, at jeg aldrig før har blandet dig ind i
mine Forrettninger.
mine Forrettninger.
Kammerherren.
Nej, det skulde jeg ogsaa meget havt mig frabedt.
s. 124
Erik Brattsberg.
Men idag er jeg nødt till –
Kammerherren.
Hvad er du nødt till?
Erik Brattsberg.
Faer, du maa hjælpe mig!
Kammerherren.
Penge! Ja, du kan lide paa, at –!
Erik Brattsberg.
Blot for en eneste Gang! Jeg sværger dig till, at jeg
aldrig oftere –; jeg skal sige dig, jeg staar i visse For-
bindelser med Monsen paa Storli –
aldrig oftere –; jeg skal sige dig, jeg staar i visse For-
bindelser med Monsen paa Storli –
Kammerherren.
Det ved jeg. I har jo en smuk Spekulation fore.
Erik Brattsberg.
En Spekulation? Vi? Nej. Hvem har sagt det?
Kammerherren.
Det har Monsen selv.
Erik Brattsberg.
Har Monsen været her?
Kammerherren.
Ja, nu fornylig; og jeg har vist ham Døren.
Erik Brattsberg.
Faer, hvis du ikke hjælper mig, saa er jeg ødelagt.
Kammerherren.
Du?
s. 125
Erik Brattsberg.
Ja; Monsen har forstrakkt mig med Penge. De er faldet
mig forfærdelig dyre; og nu er de desuden forfaldne –
mig forfærdelig dyre; og nu er de desuden forfaldne –
Kammerherren.
Der har vi det! Hvad har jeg sagt –?
Erik Brattsberg.
Ja, ja; det er for sent at tale om –
Kammerherren.
Ødelagt! Efter to Aars Forløb! Ja, hvor kunde du
vente dig andet? Hvad vilde du iblandt disse Tasken-
spillere, som gaar her og blænder Folks Syn med Formuer,
der aldrig har været till? Det var jo dog ikke Selskab for
dig; – mellem de Karle maa man fare med Kneb, ellers
kommer man tillkort; det ser du nu.
vente dig andet? Hvad vilde du iblandt disse Tasken-
spillere, som gaar her og blænder Folks Syn med Formuer,
der aldrig har været till? Det var jo dog ikke Selskab for
dig; – mellem de Karle maa man fare med Kneb, ellers
kommer man tillkort; det ser du nu.
Erik Brattsberg.
Faer, vil du frelse mig eller ikke?
Kammerherren.
Nej; for sidste Gang, nej; jeg vil ikke.
Erik Brattsberg.
Min Ære staar paa Spil –
Kammerherren.
Aa, bare ingen højttravende Talemaader! Det er slett-
ingen Æressag at være heldig Forrettningsmand her; tvert-
imod, havde jeg nær sagt. Gaa hjem og gjør Rede for dig;
giv enhver sit, og lad det faa en Ende jo før jo heller.
ingen Æressag at være heldig Forrettningsmand her; tvert-
imod, havde jeg nær sagt. Gaa hjem og gjør Rede for dig;
giv enhver sit, og lad det faa en Ende jo før jo heller.
Erik Brattsberg.
O, du ved ikke –!
s. 126
(Selma og Thora kommer fra Dagligstuen.)
Selma.
Er det Erik, som taler? – Gud, hvad er der paafærde?
Kammerherren.
Ingenting. Ind med Jer igjen.
Selma.
Nej, jeg gaar ikke. Jeg vil vide det. Erik, hvad er
det dog?
det dog?
Erik Brattsberg.
Det er det, at jeg er ødelagt.
Thora.
Ødelagt!
Kammerherren.
Se saa!
Selma.
Hvad er ødelagt?
Erik Brattsberg.
Alting.
Selma.
Mener du dine Penge?
Erik Brattsberg.
Penge, Hus, Arv, – alting!
Selma.
Ja, det er alting for dig.
Erik Brattsberg.
Selma, kom lad os gaa. Nu er du det eneste, jeg har
igjen. Vi faar bære Ulykken sammen.
igjen. Vi faar bære Ulykken sammen.
Selma.
Ulykken? Bære den sammen? (med et Skrig.) Er jeg
nu god nok!
nu god nok!
s. 127
Kammerherren.
I Guds Navn –!
Erik Brattsberg.
Hvad mener du?
Thora.
O, men saa fatt dig!
Selma.
Nej! Jeg vil ikke! Jeg kan ikke tie og hykkle og
lyve længer! Nu skal I vide det. Ingenting vil jeg bære!
lyve længer! Nu skal I vide det. Ingenting vil jeg bære!
Erik Brattsberg.
Selma!
Kammerherren.
Barn, hvad siger du?
Selma.
O, hvorledes I har mishandlet mig! Skjændigt, alle-
sammen! Altid skulde jeg tage; aldrig fik jeg give. Jeg
har været den fattige iblandt jer. Aldrig kom I og kræved
noget Offer af mig; intet har jeg været god nok till at
bære. Jeg hader jer! Jeg afskyr jer!
sammen! Altid skulde jeg tage; aldrig fik jeg give. Jeg
har været den fattige iblandt jer. Aldrig kom I og kræved
noget Offer af mig; intet har jeg været god nok till at
bære. Jeg hader jer! Jeg afskyr jer!
Erik Brattsberg.
Hvad er dog dette?
Kammerherren.
Hun er syg; hun er fra sig selv!
Selma.
Hvorledes har jeg ikke tørstet efter en Draabe af eders
Sorger! Men bad jeg, saa havde I ikke andet end en fin
Spøg at vise mig bort med. I klædte mig paa som en
Dukke; I legte med mig, som man leger med et Barn. O,
jeg havde dog en Jubel till at bære det tunge; jeg havde Alvor
og Længsel mod alt det, som stormer og løfter og højner. Nu
er jeg god nok; nu, da Erik intet andet har. Men jeg vil
ikke være den, man griber till sidst. Nu vil jeg intet have
af dine Sorger. Jeg vil fra dig! Før skal jeg spille og
synge paa Gaden –! Lad mig være; lad mig være!
(Hun iler ud i Baggrunden.)
Sorger! Men bad jeg, saa havde I ikke andet end en fin
Spøg at vise mig bort med. I klædte mig paa som en
Dukke; I legte med mig, som man leger med et Barn. O,
s. 128
jeg havde dog en Jubel till at bære det tunge; jeg havde Alvor
og Længsel mod alt det, som stormer og løfter og højner. Nu
er jeg god nok; nu, da Erik intet andet har. Men jeg vil
ikke være den, man griber till sidst. Nu vil jeg intet have
af dine Sorger. Jeg vil fra dig! Før skal jeg spille og
synge paa Gaden –! Lad mig være; lad mig være!
Kammerherren.
Thora; var der Mening i alt dette, eller –?
Thora.
O ja; nu ser jeg det først; der var Mening i det.
(ud i Baggrunden.)
Erik Brattsberg.
Nej! Alt andet; men ikke hende! Selma!
(bort igjennem Baggrundsdøren.)
Ringdal
(kommer fra Højre).
(kommer fra Højre).
Herr Kammerherre –
Kammerherren.
Hvad vil De?
Ringdal.
Jeg kommer fra Laanekassen –
Kammerherren.
Fra Laanekassen? Naa ja, Vexelen –
Ringdal.
Alt er i Orden; der har aldrig været nogen Vexel med
Deres Navn paa.
Deres Navn paa.
s. 129
(Doktor Fjeldbo og Gaardbruger Lundestad kommer fra
Baggrunden.)
Baggrunden.)
Fjeldbo
Blind Allarm, Herr Kammerherre!
Kammerherren.
Ja saa? Ikke i Sparebanken heller?
Lundestad.
Slettikke. I alle de Aar, jeg har styret Banken, har
jeg ikke set Deres Navn engang; – ja, det vil da natur-
ligvis sige: undtagen paa Deres Søns Vexel.
jeg ikke set Deres Navn engang; – ja, det vil da natur-
ligvis sige: undtagen paa Deres Søns Vexel.
Kammerherren.
Min Søns Vexel?
Lundestad.
Ja, paa den Vexel, tidligt ivaares, som De accepterte
for ham.
for ham.
Kammerherren.
Min Søn? Min Søn! Hvad understaar De Dem –!
Lundestad.
Men, Gudbevares, tænk Dem dog om; Deres Søns Vexel
paa 2000 Daler –
paa 2000 Daler –
Kammerherren
(famler efter en Stol).
(famler efter en Stol).
O, du forbarmende –!
Fjeldbo.
I Jesu Navn!
Ringdal.
Det er da ikke muligt –!
Henrik Ibsen: De unges Forbund.
9
s. 130
Kammerherren
(er sunken ned i Stolen).
(er sunken ned i Stolen).
Rolig; rolig! Min Søns Vexel? Accepteret af mig?
Paa 2000 Daler?
Paa 2000 Daler?
Fjeldbo
(till Lundestad).
(till Lundestad).
Og den Vexel, den er i Sparebanken?
Lundestad.
Ikke nu længer; i forrige Uge blev den indfriet af
Monsen –
Monsen –
Kammerherren.
Af Monsen!
Ringdal.
Monsen er kanske endnu paa Værket; jeg vil strax –
Kammerherren.
Bliv her!
Daniel Hejre
(kommer fra Baggrunden).
(kommer fra Baggrunden).
Godmorgen, mine Herrer! Godmorgen, højstærede; ær-
bødigst Takk for den behagelige Aften igaar. Nu skal De
høre Historier –
bødigst Takk for den behagelige Aften igaar. Nu skal De
høre Historier –
Ringdal.
Undskyld; vi har travlt –
Daniel Hejre.
Der er andre, som ogsaa har travlt; Proprietariussen
paa Storli, for Exempel –
paa Storli, for Exempel –
Kammerherren.
Monsen?
s. 131
Daniel Hejre.
He-he; det er en udmærket Historie! Valgkabalerne er
i fuld Gang. Ved du, hvad man har isinde? Man vil be-
stikke dig, højstærede!
i fuld Gang. Ved du, hvad man har isinde? Man vil be-
stikke dig, højstærede!
Lundestad.
Bestikke, siger De?
Kammerherren.
Man dømmer fra Æblet till Stammen.
Daniel Hejre.
Ja, det er, Gud døde mig, det groveste, jeg har hørt.
Jeg kommer ind till Madam Rundholmen for at faa mig en
bitter Snaps. Der sidder Proprietær Monsen og Sagfører
Stensgaard og drikker Portviin; noget Skidt; tvi for Fan-
den, jeg vilde ikke tage det i min Mund; naa ja, de bød
mig da heller ikke noget, det var Synd at sige. Men saa
siger Monsen, hvad vædder De, siger han, at Kammerherre
Brattsberg skal slutte sig till vort Parti ved Valgmands-
valget imorgen? Saa, siger jeg, hvorledes skulde det gaa
till? Aa, siger han, ved Hjælp af denne Vexel –
Jeg kommer ind till Madam Rundholmen for at faa mig en
bitter Snaps. Der sidder Proprietær Monsen og Sagfører
Stensgaard og drikker Portviin; noget Skidt; tvi for Fan-
den, jeg vilde ikke tage det i min Mund; naa ja, de bød
mig da heller ikke noget, det var Synd at sige. Men saa
siger Monsen, hvad vædder De, siger han, at Kammerherre
Brattsberg skal slutte sig till vort Parti ved Valgmands-
valget imorgen? Saa, siger jeg, hvorledes skulde det gaa
till? Aa, siger han, ved Hjælp af denne Vexel –
Fjeldbo og Ringdal.
Vexel?
Lundestad.
Ved Valgmandsvalget?
Kammerherren.
Naa! Og hvad saa?
Daniel Hejre.
Ja, jeg ved ikke mere. Det var en Vexel, hørte jeg, –
paa 2000 Daler. Saa højt taxerer man fornemme Folk.
Aa, det er skammeligt, er det!
paa 2000 Daler. Saa højt taxerer man fornemme Folk.
Aa, det er skammeligt, er det!
9*
s. 132
Kammerherren.
En Vexel paa 2000 Daler?
Ringdal.
Og den har Monsen?
Daniel Hejre.
Nej, han overdrog den till Sagfører Stensgaard.
Lundestad.
Ja saa.
Fjeldbo.
Till Stensgaard?
Kammerherren.
Er du viss paa det?
Daniel Hejre.
Ja Gu' er jeg viss paa det. De kan bruge den, som
De bedst ved og vil, sa'e han. Men jeg begriber ikke –
De bedst ved og vil, sa'e han. Men jeg begriber ikke –
Lundestad.
Hør her, Herr Hejre; – og De ogsaa, Ringdal –
(alle tre taler dæmpet sammen mod Baggrunden.)
Fjeldbo.
Herr Kammerherre!
Kammerherren.
Ja.
Fjeldbo.
Deres Søns Vexel er naturligvis ægte –
Kammerherren.
Man skulde jo tro det.
Fjeldbo.
Naturligvis. Men hvis nu den falske Vexel kommer
for Dagen –?
for Dagen –?
s. 133
Kammerherren.
Jeg vil ingen Anmeldelse gjøre hos Fogden.
Fjeldbo.
Selvfølgelig; – men De maa gjøre mere.
Kammerherren
(rejser sig).
(rejser sig).
Jeg kan ikke gjøre mere.
Fjeldbo.
Jo, jo, for Guds Skyld; De baade kan og maa. De
maa frelse den ulykkelige –
maa frelse den ulykkelige –
Kammerherren.
Og paa hvilken Maade?
Fjeldbo.
Simpelt hen; vedkjend Dem Underskriften.
Kammerherren.
De mener, Herr Værkslæge, at man i vor Familje kan
begaa noget af hvert?
begaa noget af hvert?
Fjeldbo.
Jeg mener det bedste, Herr Kammerherre.
Kammerherren.
Og De har et eneste Øjeblik kunnet tro mig istand
till en Løgn? Till at spille under Dække med Falsknere?
till en Løgn? Till at spille under Dække med Falsknere?
Fjeldbo.
Og ved De, hvad det ellers drager efter sig?
Kammerherren.
Det blier en Sag mellem Forbryderen og Straffeloven.
(han gaar ind till Venstre.)
(Teppet falder.)
FJERDE AKT.
(En Gjæstestue hos Madam Rundholmen. Indgangsdør i Baggrunden;
mindre Døre paa begge Sider. Tillhøjre et Vindu; foran samme et Bord
med Skrivesager; et andet Bord, noget tilbage, midt i Stuen.)
mindre Døre paa begge Sider. Tillhøjre et Vindu; foran samme et Bord
med Skrivesager; et andet Bord, noget tilbage, midt i Stuen.)
Madam Rundholmen
(højrøstet indenfor tillvenstre).
(højrøstet indenfor tillvenstre).
Ja, det gier jeg en god Dag! Du kan sige, de er kom-
met her for at stemme og ikke for at drikke. Vil de ikke
vente, kan de gjøre hvad de vil.
met her for at stemme og ikke for at drikke. Vil de ikke
vente, kan de gjøre hvad de vil.
Sagfører Stensgaard
(kommer fra Baggrunden)
(kommer fra Baggrunden)
Godmorgen! Hm; hm! Madam Rundholmen! (gaar til
Døren tillvenstre og banker paa.) Godmorgen, Madam Rund-
holmen!
Døren tillvenstre og banker paa.) Godmorgen, Madam Rund-
holmen!
Madam Rundholmen
(indenfor).
(indenfor).
Uf, hvem er det?
Stensgaard.
Det er mig, – Stensgaard. Maa jeg komme ind?
s. 135
Madam Rundholmen.
Nej Gud maa De ikke, nej! Jeg har ikke faaet Klæ-
derne paa.
derne paa.
Stensgaard.
Hvad for noget? Er De saa sent oppe idag?
Madam Rundholmen.
Aa, jeg har saamæn været oppe, før Fanden fik Sko
paa; men en maa da se ud som et Menneske, ved jeg.
(med et Kastetørklæde over Hovedet, kiger ud.) Naa, hvad er det
saa? Nej, De maa rigtig ikke se paa mig, Herr Stens-
gaard. – Uf, der er nogen igjen!
(Smækker Døren i.)
paa; men en maa da se ud som et Menneske, ved jeg.
(med et Kastetørklæde over Hovedet, kiger ud.) Naa, hvad er det
saa? Nej, De maa rigtig ikke se paa mig, Herr Stens-
gaard. – Uf, der er nogen igjen!
Bogtrykker Aslaksen
(med en Pakke Aviser, fra Baggrunden).
(med en Pakke Aviser, fra Baggrunden).
Godmorgen, Herr Stensgaard!
Stensgaard.
Naa, staar det der?
Aslaksen.
Ja, det staar der. Se her: «Ejdsvoldsdagens Højtide-
ligholdelse», – «fra vor specielle Korrespondent». Her,
paa den anden Side, kommer Foreningens Stiftelse; Deres
Tale staar deroppe; jeg har satt alle Grovhederne med
spærret.
ligholdelse», – «fra vor specielle Korrespondent». Her,
paa den anden Side, kommer Foreningens Stiftelse; Deres
Tale staar deroppe; jeg har satt alle Grovhederne med
spærret.
Stensgaard.
Jeg synes altsammen er spærret.
Aslaksen.
Aa ja, det blir omtrent altsammen.
Stensgaard.
Og Extranummeret er naturligvis blevet uddelt igaar?
s. 136
Aslaksen.
Forstaar sig; hele Sognet over baade till Abonnen-
terne og till de andre. Vil De se?
(rækker ham et Exemplar).
terne og till de andre. Vil De se?
Stensgaard
(løber Bladet igjennem).
(løber Bladet igjennem).
– – «Hædersmanden Anders Lundestad agter at fra-
sige sig Storthingshvervet» – «lang og tro Tjeneste» –
«som Digteren siger: nu hvil dig, Borger, det er fortjent!»
Hm; – «den paa Frihedsdagen stiftede Forening: de
unges Forbund» – «Sagfører Stensgaard, Foreningens
ledende Tanke» – «tidsmæssige Reformer, lettet Adgang
till Laan» – Naaja, det er rett velskrevet. Er Valgfor-
rettningen begyndt?
sige sig Storthingshvervet» – «lang og tro Tjeneste» –
«som Digteren siger: nu hvil dig, Borger, det er fortjent!»
Hm; – «den paa Frihedsdagen stiftede Forening: de
unges Forbund» – «Sagfører Stensgaard, Foreningens
ledende Tanke» – «tidsmæssige Reformer, lettet Adgang
till Laan» – Naaja, det er rett velskrevet. Er Valgfor-
rettningen begyndt?
Aslaksen.
Den er i fuld Gang. Hele vor Forening er mødt frem;
baade de stemmeberettigede og de andre.
baade de stemmeberettigede og de andre.
Stensgaard.
Aa, Fanden ivold med de andre, – ja, mellem os sagt
da. Naa, gaa nu ud og snakk med dem, De holder for
tvivlsomme –
da. Naa, gaa nu ud og snakk med dem, De holder for
tvivlsomme –
Aslaksen.
Ja vel; ja vel!
Stensgaard.
De kan sige dem det, at jeg og Lundestad er saa om-
trent enige –
trent enige –
Aslaksen.
Stol De paa mig; jeg kjender de lokale Forholde.
s. 137
Stensgaard.
Og saa en Ting till. Vær nu snild, Aslaksen; drikk
nu ikke idag –
nu ikke idag –
Aslaksen.
Aa, hvad er det –!
Stensgaard.
Siden skal vi ha'e os en lystig Aften; men husk paa,
hvad det gjælder for Dem selv ogsaa; Deres Avis –; ja,
kjære, lad mig nu se, De holder Dem –
hvad det gjælder for Dem selv ogsaa; Deres Avis –; ja,
kjære, lad mig nu se, De holder Dem –
Aslaksen.
Aa, jeg vil sgu' ikke høre mere; jeg tænker enhver
kan passe sig selv.
(gaar ud till Højre.)
kan passe sig selv.
Madam Rundholmen
(pyntet, fra Venstre).
(pyntet, fra Venstre).
Se saa, Herr Stensgaard; her har De mig. Var det
saa noget vigtigt –?
saa noget vigtigt –?
Stensgaard.
Nej, ikke andet, end at De maa være saa god at sige
mig till, naar Proprietær Monsen kommer.
mig till, naar Proprietær Monsen kommer.
Madam Rundholmen.
Han kommer saamæn ikke her idag.
Stensgaard.
Kommer han ikke?
Madam Rundholmen.
Nej, han kjørte forbi imorges Klokken fire; han ligger
nu altid i Landevejen. Og saa kom han her indom og tog
mig paa Sengen, som de siger. Han vilde laane Penge,
skal De vide.
nu altid i Landevejen. Og saa kom han her indom og tog
mig paa Sengen, som de siger. Han vilde laane Penge,
skal De vide.
s. 138
Stensgaard.
Vilde Monsen?
Madam Rundholmen.
Ja. Det er en svær Mand till at bruge Penge. Gid
det nu bare maa gaa godt med ham. Og det vil jeg da
ønske Dem ogsaa; ja, for der er nogen, som siger, at De
skal vælges paa Thinget.
det nu bare maa gaa godt med ham. Og det vil jeg da
ønske Dem ogsaa; ja, for der er nogen, som siger, at De
skal vælges paa Thinget.
Stensgaard.
Jeg? Snakk. Hvem siger det?
Madam Rundholmen.
Aa, det var nogen af Anders Lundestads Folk.
Daniel Hejre
(fra Baggrunden).
(fra Baggrunden).
Se, se! Godmorgen! Jeg forstyrrer da vel ikke?
Madam Rundholmen
Nej, bevares vel!
Daniel Hejre.
Gudsdød, hvor straalende! Det er da vel aldrig for
mig De har pyntet Dem?
mig De har pyntet Dem?
Madam Rundholmen.
Jo visst er det saa. Det er jo for Ungkarlene en pyn-
ter sig, ved jeg.
ter sig, ved jeg.
Daniel Hejre.
For Frierne, Madam Rundholmen; for Frierne! Des-
værre, mine mange Processer optager al min Tid –
værre, mine mange Processer optager al min Tid –
Madam Rundholmen.
Aa, Pokker; till at gifte sig har en altid Tid.
s. 139
Daniel Hejre.
Nej Gud har en ikke, nej! At gifte sig, det er netopp
noget, som kræver sin Mand, det. Naa, hvad skal en sige?
Kan De ikke faa mig, saa kan De vel faa en anden. Ja,
for gifte Dem skulde De.
noget, som kræver sin Mand, det. Naa, hvad skal en sige?
Kan De ikke faa mig, saa kan De vel faa en anden. Ja,
for gifte Dem skulde De.
Madam Rundholmen.
Ja, ved De hvad; jeg tænker stundom paa det.
Daniel Hejre.
Begribeligt; naar man engang har prøvet Ægtestandens
Lyksalighed –; salig Rundholmen var jo et Pragtexemplar –
Lyksalighed –; salig Rundholmen var jo et Pragtexemplar –
Madam Rundholmen.
Aa, det vil jeg ikke sige; grov var han, og drak gjorde
han ogsaa; men en Mand er nu en Mand alligevel.
han ogsaa; men en Mand er nu en Mand alligevel.
Daniel Hejre.
Det er et sandt Ord, Madam Rundholmen; en Mand
er en Mand, og en Enke er en Enke –
er en Mand, og en Enke er en Enke –
Madam Rundholmen.
Og Forrettninger er Forrettninger. Aa, det er færdig
at løbe rundt for mig, naar jeg tænker paa alt det, jeg har
at staa i. Kjøbe vil de allesammen; men naar Betalings-
dagen kommer, saa maa en bruge baade Stævning og Exe-
kution og Plynder. Jeg mener snart, jeg faar lægge mig
till en fast Prokurator.
at løbe rundt for mig, naar jeg tænker paa alt det, jeg har
at staa i. Kjøbe vil de allesammen; men naar Betalings-
dagen kommer, saa maa en bruge baade Stævning og Exe-
kution og Plynder. Jeg mener snart, jeg faar lægge mig
till en fast Prokurator.
Daniel Hejre.
Ja, men hør, Madam Rundholmen, – saa skulde De
minsæl lægge Dem till Sagfører Stensgaard; han er løs
og ledig –
minsæl lægge Dem till Sagfører Stensgaard; han er løs
og ledig –
s. 140
Madam Rundholmen.
Uf, De er saa fæl i Deres Mund; jeg vil rigtig ikke
høre mere paa Dem.
(ud till Højre.)
høre mere paa Dem.
Daniel Hejre.
Et solid Fruentimmer, De! Ferm og fejende; ingen
Børn till Dato; Penge paa Rente. Dannelse har hun ogsaa;
en meget udbredt Læsning, Faer!
Børn till Dato; Penge paa Rente. Dannelse har hun ogsaa;
en meget udbredt Læsning, Faer!
Stensgaard.
Udbredt Læsning; ja saa?
Daniel Hejre.
He-he; det skulde jeg mene; hun har staaet to Aar i
Bogtrykker Alms Lejebibliothek. Naa, men idag har De
vel ganske andre Ting i Hodet, kan jeg tænke.
Bogtrykker Alms Lejebibliothek. Naa, men idag har De
vel ganske andre Ting i Hodet, kan jeg tænke.
Stensgaard.
Slettikke; jeg afgiver neppe min Stemme engang. Men
hvem skal nu De stemme paa, Herr Hejre?
hvem skal nu De stemme paa, Herr Hejre?
Daniel Hejre.
Jeg er ikke stemmeberettiget, højstærede! Her var jo
kun et matrikuleret Hundehus tillkjøbs, og det fik De.
kun et matrikuleret Hundehus tillkjøbs, og det fik De.
Stensgaard.
Skulde De blive husvild, saa skal jeg afstaa det.
Daniel Hejre.
He-he; De er spøgefuld; – ak ja, den kjære Ungdom,
den har et velsignet Humør. Men nu vil jeg saamæn ud
og se paa Menageriet. Hele Deres Forening skal være
mødt frem, hører jeg. (ser Doktor Fjeldbo, som kommer fra Bag-
grunden.) Der har vi Doktoren ogsaa! Ja, det er vel paa
Videnskabens Vegne, De indfinder Dem?
den har et velsignet Humør. Men nu vil jeg saamæn ud
og se paa Menageriet. Hele Deres Forening skal være
mødt frem, hører jeg. (ser Doktor Fjeldbo, som kommer fra Bag-
grunden.) Der har vi Doktoren ogsaa! Ja, det er vel paa
Videnskabens Vegne, De indfinder Dem?
s. 141
Fjeldbo.
Paa Videnskabens?
Daniel Hejre.
Ja, i Anledning af Epidemien; her er jo udbrudt en
ondartet rabies agitatoria. Vorherre være med jer, mine
kjære unge Venner!
(ud till Højre.)
ondartet rabies agitatoria. Vorherre være med jer, mine
kjære unge Venner!
Stensgaard.
Hør; sig mig i en Fart, har du set Kammerherren
idag?
idag?
Fjeldbo.
Ja.
Stensgaard.
Og hvad sagde han?
Fjeldbo.
Hvad han sagde?
Stensgaard.
Ja visst; jeg har skrevet ham till.
Fjeldbo.
Har du det? Hvad har du skrevet?
Stensgaard.
At jeg holder fast ved Haabet om hans Datter; at jeg
vil tale med ham om den Sag, og at jeg derfor kommer
till ham imorgen.
vil tale med ham om den Sag, og at jeg derfor kommer
till ham imorgen.
Fjeldbo.
Du skulde ialfald opsætte Besøget. Det er Kammer-
herrens Fødselsdag imorgen; der kommer en hel Del
Mennesker –
herrens Fødselsdag imorgen; der kommer en hel Del
Mennesker –
s. 142
Stensgaard.
Just derfor; jo flere jo bedre. Jeg har store Kort paa
Haanden, skal du vide.
Haanden, skal du vide.
Fjeldbo.
Og de Kort har du kanske ladet dig forlyde med?
Stensgaard.
Hvorledes?
Fjeldbo.
Jeg mener, du har kanske prydet din Elskovserklæring
med saadanne nogle smaa Trusler eller sligt?
med saadanne nogle smaa Trusler eller sligt?
Stensgaard.
Fjeldbo, du har set Brevet!
Fjeldbo.
Nej, jeg forsikkrer dig –
Stensgaard.
Naa ja, ligefrem, – jeg har truet ham.
Fjeldbo.
Ja, saa har jeg paa en Maade et Svar till dig.
Stensgaard.
Et Svar? Frem med det, Menneske!
Fjeldbo.
(viser ham et forseglet Papir).
(viser ham et forseglet Papir).
Se her. Kammerherrens Stemmeseddel.
Stensgaard.
Og hvem stemmer han paa?
Fjeldbo.
Han stemmer ialfald ikke paa dig.
s. 143
Stensgaard.
Paa hvem da? Paa hvem, spørger jeg?
Fjeldbo.
Paa Amtmanden og Provsten.
Stensgaard.
Hvad for noget? Ikke paa Lundestad engang?
Fjeldbo.
Nej. Og ved du hvorfor? Fordi Lundestad vil opstille
dig som sin Eftermand.
dig som sin Eftermand.
Stensgaard.
Saa vidt vover han at drive det!
Fjeldbo.
Ja, han gjør. Og han tillføjede: træffer De Stens-
gaard, saa fortæll ham, hvorledes jeg stemmer; han skal
vide paa hvad Fod han har mig.
gaard, saa fortæll ham, hvorledes jeg stemmer; han skal
vide paa hvad Fod han har mig.
Stensgaard.
Godt; han skal faa det, som han vil.
Fjeldbo.
Betænk dig; det er farligt at rive et gammelt Taarn, –
en kan selv gaa i Løbet.
en kan selv gaa i Løbet.
Stensgaard.
Aa, jeg er bleven klog paa et Par Dage.
Fjeldbo.
Saa? Du er dog ikke bleven klogere, end at du frem-
deles laer gamle Lundestad trække om med dig.
deles laer gamle Lundestad trække om med dig.
Stensgaard.
Du tror ikke jeg har gjennemskuet Lundestad? Du
tror ikke jeg skjønner, at han vendte sig till mig, fordi
han mente jeg havde vundet Kammerherren, og fordi han
vilde splitte vor Forening og holde Monsen ude?
s. 144
tror ikke jeg skjønner, at han vendte sig till mig, fordi
han mente jeg havde vundet Kammerherren, og fordi han
vilde splitte vor Forening og holde Monsen ude?
Fjeldbo.
Men nu, da han ved, at du ikke har vundet Kammer-
herren –
herren –
Stensgaard.
Han er gaaet for vidt till at kunne træde tillbage; og
jeg har nyttet Tiden, sendt Blade ud; de fleste af hans
Tillhængere møder ikke frem; alle mine er her –
jeg har nyttet Tiden, sendt Blade ud; de fleste af hans
Tillhængere møder ikke frem; alle mine er her –
Fjeldbo.
Der er et stort Spring fra Valgmand till Storthings-
mand.
mand.
Stensgaard.
Lundestad ved meget godt, at svigter han mig i Valg-
mandsforsamlingen, saa er jeg Mand for at agitere ham ud
af Kommunalstyrelsen.
mandsforsamlingen, saa er jeg Mand for at agitere ham ud
af Kommunalstyrelsen.
Fjeldbo.
Ikke saa ilde beregnet. Men for at alt dette skal
lykkes, føler du selv, at du maa være groet fast her med
solidere Rødder, end nu.
lykkes, føler du selv, at du maa være groet fast her med
solidere Rødder, end nu.
Stensgaard.
Ja, disse Mennesker kræver jo altid materiel Betryg-
gelse, Lighed i Interesser –
gelse, Lighed i Interesser –
Fjeldbo.
Rigtig; og derfor skal Frøken Brattsberg offres.
Stensgaard.
Offres? Da var jeg en Skurk, simpelt hen. Men jeg
føler det saa godt, det skal blive till hendes Lykke. Hvad
nu? Fjeldbo, hvad er det dog? Ogsaa du har noget bag
Øret –
s. 145
føler det saa godt, det skal blive till hendes Lykke. Hvad
nu? Fjeldbo, hvad er det dog? Ogsaa du har noget bag
Øret –
Fjeldbo.
Jeg?
Stensgaard.
Ja, du har! Du gaar i Stillhed og arbejder imod mig.
Hvorfor gjør du det? Vær ærlig –! Vil du?
Hvorfor gjør du det? Vær ærlig –! Vil du?
Fjeldbo.
Opprigtigt talt, nej. Du er for farlig, for samvittig-
hedsløs, – naa-naa-naa, for hensynsløs ialfald, till at man
tør være ærlig imod dig. Hvad du ved, det bruger du uden
Betænkning. Men saa sandt jeg er din Ven, saa sandt
raader jeg dig: slaa Frøken Brattsberg af Tankerne.
hedsløs, – naa-naa-naa, for hensynsløs ialfald, till at man
tør være ærlig imod dig. Hvad du ved, det bruger du uden
Betænkning. Men saa sandt jeg er din Ven, saa sandt
raader jeg dig: slaa Frøken Brattsberg af Tankerne.
Stensgaard.
Jeg kan ikke. Jeg maa frelse mig ud af al den Stygg-
hed, jeg her staar i. Jeg kan ikke leve længere i dette
Røre. Her maa jeg gaa og lade mig tage under Armen
af Ole Peersen og Peer Olsen, maa hviske i Krogene med
dem, drikke Dramme med dem, slaa en Latter opp over
deres Bajerøl-Vittigheder, være Dus med Seminarister og
slige halvstuderte Røvere. Hvorledes kan jeg bevare mig
frisk i min Kjærlighed till Folket midt i alt dette? Det
er som det lynende Ord svigter mig. Jeg har ikke Albue-
rum; ikke ren Luft at aande. O, det kommer stundom
over mig som en Længsel efter fine Kvinder. Jeg vil noget,
som der er Skjønhed i! Jeg ligger her, som i en grumset
Bugt, og derude skyller den klare blaa Strøm forbi mig; –
aa, hvad forstaar du dig paa sligt!
hed, jeg her staar i. Jeg kan ikke leve længere i dette
Røre. Her maa jeg gaa og lade mig tage under Armen
af Ole Peersen og Peer Olsen, maa hviske i Krogene med
dem, drikke Dramme med dem, slaa en Latter opp over
deres Bajerøl-Vittigheder, være Dus med Seminarister og
slige halvstuderte Røvere. Hvorledes kan jeg bevare mig
frisk i min Kjærlighed till Folket midt i alt dette? Det
er som det lynende Ord svigter mig. Jeg har ikke Albue-
rum; ikke ren Luft at aande. O, det kommer stundom
over mig som en Længsel efter fine Kvinder. Jeg vil noget,
som der er Skjønhed i! Jeg ligger her, som i en grumset
Bugt, og derude skyller den klare blaa Strøm forbi mig; –
aa, hvad forstaar du dig paa sligt!
Henrik Ibsen: De unges Forbund.
10
s. 146
Gaardbruger Lundestad
(fra Baggrunden).
(fra Baggrunden).
Her træffer en jo godt Folk. Godmorgen!
Stensgaard.
Nu skal De høre nyt, Herr Lundestad! Ved De, hvem
Kammerherren stemmer paa?
Kammerherren stemmer paa?
Fjeldbo.
Ti stille; det er uredeligt af dig!
Stensgaard.
Det bryder jeg mig ikke om. Han stemmer paa Amt-
manden og Provsten.
manden og Provsten.
Lundestad.
Aa ja, det maatte vi vente os. De har jo fordærvet
det med ham; – jeg bad Dem dog saa vakkert at spille
Deres Kort fint.
det med ham; – jeg bad Dem dog saa vakkert at spille
Deres Kort fint.
Stensgaard.
Jeg skal ogsaa spille fint – herefter.
Fjeldbo.
Tag dig ivare, at ikke andre gjør det samme.
(ud till Højre.)
Stensgaard.
Der er noget, som stikker bagved med det Menneske.
Kan De skjønne, hvad det er?
Kan De skjønne, hvad det er?
Lundestad.
Nej, jeg kan ikke. Men det er sandt, – jeg ser, De
har været ude i Avisen.
har været ude i Avisen.
Stensgaard.
Jeg?
s. 147
Lundestad.
Ja, med saadan en pen Ligpræken over mig.
Stensgaard.
Det er naturligvis Aslaksen, det Bæst –
Lundestad.
Deres Udfald mod Kammerherren staar der ogsaa.
Stensgaard.
Det kjender jeg ikke noget till. Vil jeg Kammerherren
tillivs, saa har jeg hvassere Vaaben
tillivs, saa har jeg hvassere Vaaben
Lundestad.
Ja saa?
Stensgaard.
Kjender De den Vexel der? Se paa den. Er den god?
Lundestad.
Om den er god? Den Vexel der?
Stensgaard.
Ja visst; se rigtig paa den.
Daniel Hejre
(fra Højre).
(fra Højre).
Men hvad i Pokkers Skind og Ben kan det dog –?
Ah, se der! Nej, jeg beer Dem, mine Herrer, bliv dog
staaende! Ved De, hvad De saa levende minded mig om?
De minded mig om en Sommernatt i det høje Nord.
Ah, se der! Nej, jeg beer Dem, mine Herrer, bliv dog
staaende! Ved De, hvad De saa levende minded mig om?
De minded mig om en Sommernatt i det høje Nord.
Lundestad.
Det var en underlig Lignelse.
Daniel Hejre.
En meget ligefrem Lignelse. Den nedgaaende og den
oppgaaende Sol i øm Forening. Aa, det var dejligt, var
det! Men a propos, hvad Pokker er der ivejen derude?
Statsborgerne farer omkring som oppskræmte Høns, og
kagler og galer og ved ikke, hvad Pind de vil sætte sig
paa.
10*
s. 148
oppgaaende Sol i øm Forening. Aa, det var dejligt, var
det! Men a propos, hvad Pokker er der ivejen derude?
Statsborgerne farer omkring som oppskræmte Høns, og
kagler og galer og ved ikke, hvad Pind de vil sætte sig
paa.
Stensgaard.
Ja, det er ogsaa en Dag af Vigtighed.
Daniel Hejre.
Aa, De med Deres Vigtighed! Nej, det er noget ganske
andet, mine kjære Venner! Der hviskes om en stor Ruin;
Bankerott, – ja, ikke politisk, Herr Lundestad; Gudbevares!
andet, mine kjære Venner! Der hviskes om en stor Ruin;
Bankerott, – ja, ikke politisk, Herr Lundestad; Gudbevares!
Stensgaard.
Bankerott?
Daniel Hejre.
He-he, nu kom der Liv i Sagføreren. Ja, Bankerott;
der er nogen, som staar for Fald; Øxen ligger ved Roden
af Træet; – noksagt; der skal være kjørt to fremmede
Herrer forbi; men hvorhen? Hvem gjælder det? Ved ikke
De noget, Herr Lundestad?
der er nogen, som staar for Fald; Øxen ligger ved Roden
af Træet; – noksagt; der skal være kjørt to fremmede
Herrer forbi; men hvorhen? Hvem gjælder det? Ved ikke
De noget, Herr Lundestad?
Lundestad.
Jeg ved den Kunst at tie, Herr Hejre.
Daniel Hejre.
Naturligvis; De er jo en politisk Figur, en Statsmand,
he-he! Men jeg maa minsæl afsted og faa Lys i Sagen.
Det er saa inderlig morsomt med disse Vexelryttere; de er
ligesom Perler paa en Snor: triller først en, saa triller de
allesammen.
(ud i Baggrunden.)
he-he! Men jeg maa minsæl afsted og faa Lys i Sagen.
Det er saa inderlig morsomt med disse Vexelryttere; de er
ligesom Perler paa en Snor: triller først en, saa triller de
allesammen.
s. 149
Stensgaard.
Er der noget sandt i al den Sladder?
Lundestad.
De viste mig en Vexel. Jeg syntes, jeg saa Grosserer
Brattsbergs Navn paa den?
Brattsbergs Navn paa den?
Stensgaard.
Kammerherrens ogsaa.
Lundestad.
Og saa spurgte De mig, om den var god?
Stensgaard.
Ja visst; se blot paa den.
Lundestad.
Den er sgu' ikke meget god.
Stensgaard.
De ser det altsaa?
Lundestad.
Hvilket?
Stensgaard.
At den er falsk.
Lundestad.
Falsk? Falske Vexler er gjerne de sikkreste; dem ind-
frier man først.
frier man først.
Stensgaard.
Men hvad mener De? Er den ikke falsk?
Lundestad.
Det er nok ikke saa vel.
s. 150
Stensgaard.
Hvorledes?
Lundestad.
Jeg er rædd, her er formange af den Slags, Herr
Stensgaard.
Stensgaard.
Stensgaard.
Hvad? Det er da vel aldrig muligt, at –?
Lundestad.
Triller Grosserer Brattsberg af Snoren, saa triller vel
ogsaa de, som nærmest er.
ogsaa de, som nærmest er.
Stensgaard
(griber ham i Armen).
(griber ham i Armen).
Hvem mener De med nærmest?
Lundestad.
Er der nogen nærmere, end Fader og Søn?
Stensgaard.
Men du gode Gud –!
Lundestad.
Det kommer ikke fra mig! Husk paa, det var Daniel
Hejre, som snakked om Bankerott og Ruin og –
Hejre, som snakked om Bankerott og Ruin og –
Stensgaard.
Dette her er som et Lynslag over mig.
Lundestad.
Aa, der er saa mangen en holden Mand, som ryger af
Pinden. En er for god af sig; gaar hen og kautionerer;
Kontanter er ikke altid at faa fatt i; og kommer Ejen-
dommene till Auktion, saa sælges de for en Slikk –
Pinden. En er for god af sig; gaar hen og kautionerer;
Kontanter er ikke altid at faa fatt i; og kommer Ejen-
dommene till Auktion, saa sælges de for en Slikk –
s. 151
Stensgaard.
Og alt dette, det rammer naturligvis, – det rammer
Børnene ogsaa!
Børnene ogsaa!
Lundestad.
Ja, Frøkenen gjør det mig rigtig ondt for. Mødrene-
arv har hun ikke stort af; og Gud ved, om det er sikkret,
det lille hun har.
arv har hun ikke stort af; og Gud ved, om det er sikkret,
det lille hun har.
Stensgaard.
O, nu forstaar jeg Fjeldbos Raad; han er dog den
gamle trofaste!
gamle trofaste!
Lundestad.
Hvad har Doktor Fjeldbo sagt?
Stensgaard.
Han er for trofast til at sige noget; men jeg forstaar
ham alligevel. Og jeg forstaar ogsaa Dem nu, Herr
Lundestad.
ham alligevel. Og jeg forstaar ogsaa Dem nu, Herr
Lundestad.
Lundestad.
Har De ikke forstaaet mig før nu?
Stensgaard.
Ikke tillbunds; jeg glemte Historien om Rotterne og
det brændende Hus.
det brændende Hus.
Lundestad.
Det var ikke vidre vakkert sagt. Men hvad fejler Dem?
De ser saa ilde ud. Gudsdød, jeg har da vel aldrig gjort
en Ulykke?
De ser saa ilde ud. Gudsdød, jeg har da vel aldrig gjort
en Ulykke?
Stensgaard.
Hvad Slags Ulykke?
s. 152
Lundestad.
Jo, jo; jeg ser det. Aa, jeg gamle Fæ! Kjære Herr
Stensgaard, naar De virkelig elsker Pigen, hvad gjør det
saa, om hun er rig eller fattig?
Stensgaard, naar De virkelig elsker Pigen, hvad gjør det
saa, om hun er rig eller fattig?
Stensgaard.
Hvad det gjør? Nej, ganske visst –
Lundestad.
Herregud, et lykkeligt Ægteskab grundes da ikke paa
Penge, ved jeg.
Penge, ved jeg.
Stensgaard.
Naturligvis.
Lundestad.
Og med Stræbsomhed og Flid kan De nok engang
komme paafode. Lad ikke trange Kaar skræmme Dem.
Jeg ved, hvad Kjærlighed er; jeg læste meget om det Ka-
pitel i min Ungdom. Lykke i Huset; en trofast Kvinde –;
kjære, kjære, far saaledes frem, at De ikke skal leve i An-
ger bagefter.
komme paafode. Lad ikke trange Kaar skræmme Dem.
Jeg ved, hvad Kjærlighed er; jeg læste meget om det Ka-
pitel i min Ungdom. Lykke i Huset; en trofast Kvinde –;
kjære, kjære, far saaledes frem, at De ikke skal leve i An-
ger bagefter.
Stensgaard.
Men hvorledes skal det saa gaa med Dem?
Lundestad.
Det faar gaa, som det kan. Tror De, jeg vil kræve et
sligt Hjertets Offer af Dem?
sligt Hjertets Offer af Dem?
Stensgaard.
Men jeg skal bringe Offeret. Ja, jeg skal vise Dem,
jeg har Kraft till det. Derude staar et Folk i Længsel;
de begjærer mig ligesom i en ordløs Klage. O, hvor skulde
jeg her turde vægre mig!
jeg har Kraft till det. Derude staar et Folk i Længsel;
de begjærer mig ligesom i en ordløs Klage. O, hvor skulde
jeg her turde vægre mig!
s. 153
Lundestad.
Ja, men Ejendomsmanden –?
Stensgaard.
Jeg skal vide at fyldestgjøre mine Medborgeres Krav i
saa Henseende, Herr Lundestad! Jeg ser Vejen, en ny Vej;
og den slaar jeg ind paa. Jeg gjør Afkald paa den Lykke
at arbejde i Forsagelse for hende, jeg elsker. Jeg siger till
mit Folk: her er jeg, – tag mig!
saa Henseende, Herr Lundestad! Jeg ser Vejen, en ny Vej;
og den slaar jeg ind paa. Jeg gjør Afkald paa den Lykke
at arbejde i Forsagelse for hende, jeg elsker. Jeg siger till
mit Folk: her er jeg, – tag mig!
Lundestad
(ser i stille Beundring paa ham og trykker hans Haand).
(ser i stille Beundring paa ham og trykker hans Haand).
Sandelig, De har faaet store Gaver, Herr Stensgaard!
(ud til Højre.)
(Stensgaard gaar et Par Gange opp og ned ad Gulvet; snart standser han
ved Vinduet, snart river han sig i Haaret. Lidt efter kommer Bastian
Monsen fra Baggrunden.)
ved Vinduet, snart river han sig i Haaret. Lidt efter kommer Bastian
Monsen fra Baggrunden.)
Bastian.
Her ser du mig, du!
Stensgaard.
Hvor kommer du fra?
Bastian.
Fra Nationen.
Stensgaard.
Nationen? Hvad vil det sige?
Bastian.
Ved du ikke, hvad Nationen vil sige? Det vil sige
Folket; det menige Folk; de, som ingenting har og ingen-
ting er; de, som ligger bundne –
Folket; det menige Folk; de, som ingenting har og ingen-
ting er; de, som ligger bundne –
Stensgaard.
Hvad Fanden er det for Abekattstreger?
s. 154
Bastian.
Hvilket?
Stensgaard.
Jeg har mærket i den sidste Tid, du gaar og efter-
ligner mig; ligetill min Paaklædning og min Haandskrift
saa skaber du den efter. Du skal holde opp med det.
ligner mig; ligetill min Paaklædning og min Haandskrift
saa skaber du den efter. Du skal holde opp med det.
Bastian.
Hvad nu? Hører ikke vi to till samme Parti?
Stensgaard.
Ja, men jeg taaler ikke sligt; – du gjør dig selv
latterlig –
latterlig –
Bastian.
Gjør jeg mig latterlig ved at ligne dig?
Stensgaard.
Ja, ved at abe efter. Vær nu snild, Monsen, og lad
sligt fare; det er saa ækkelt at se paa. Men hør, sig mig
en Ting, – naar kommer din Fader tillbage?
sligt fare; det er saa ækkelt at se paa. Men hør, sig mig
en Ting, – naar kommer din Fader tillbage?
Bastian.
Det ved jeg ikke noget om. Han er rejst indover till
Kristiania, tror jeg; kanske kommer han ikke tillbage paa
de første otte Dage.
Kristiania, tror jeg; kanske kommer han ikke tillbage paa
de første otte Dage.
Stensgaard.
Ikke det? Det vilde være slemt. Men han har jo en
stor Forrettning igang, siges der?
stor Forrettning igang, siges der?
Bastian.
Jeg har ogsaa en Forrettning. Hør du, Stensgaard,
du maa gjøre mig en Villighed.
du maa gjøre mig en Villighed.
Stensgaard.
Gjerne; hvad skulde det være?
s. 155
Bastian.
Jeg kjender mig saa stærk. Det kan jeg takke dig
for; du har vækket mig. Jeg maa gjøre noget, du; – jeg
vil gifte mig.
for; du har vækket mig. Jeg maa gjøre noget, du; – jeg
vil gifte mig.
Stensgaard.
Gifte dig? Med hvem?
Bastian.
Hyss! Her i Huset.
Stensgaard.
Madam Rundholmen?
Bastian.
Hyss! Ja, hende er det. Lægg et godt Ord ind for
mig, du! Jeg maa ind i noget sligtnoget. Hun sidder i
en stor Rørelse; staar sig godt med Kammerherrens siden
den Tid hendes Søster tjente som Husholderske der. Faar
jeg hende, saa faar jeg kanske Kommunalarbejderne med.
Ja, i det hele taget, – jeg elsker hende, Død og Pine!
mig, du! Jeg maa ind i noget sligtnoget. Hun sidder i
en stor Rørelse; staar sig godt med Kammerherrens siden
den Tid hendes Søster tjente som Husholderske der. Faar
jeg hende, saa faar jeg kanske Kommunalarbejderne med.
Ja, i det hele taget, – jeg elsker hende, Død og Pine!
Stensgaard.
Aa, elske, elske! Lad det væmmelige Hykleri fare.
Bastian.
Hykleri!
Stensgaard.
Ja; du lyver for dig selv ialfald. Her snakker du i
et Aandedrag om Vejarbeider og Kjærlighed. Kald dog
enhver Ting med sit rette Navn. Der er noget smudsigt
i dette her; jeg vil ikke have noget med det at bestille –
et Aandedrag om Vejarbeider og Kjærlighed. Kald dog
enhver Ting med sit rette Navn. Der er noget smudsigt
i dette her; jeg vil ikke have noget med det at bestille –
Bastian.
Men saa hør da –!
s. 156
Stensgaard.
Lad mig være udenfor, siger jeg! (till Doktor Fjeldbo,
som kommer fra Højre.) Naa, hvorledes gaar Valget?
som kommer fra Højre.) Naa, hvorledes gaar Valget?
Fjeldbo.
For dig gaar det visst udmærket. Jeg talte nu med
Lundestad; han sagde, du faar saagodtsom alle Stemmer.
Lundestad; han sagde, du faar saagodtsom alle Stemmer.
Stensgaard.
Nej, gjør jeg det!
Fjeldbo.
Men hvad Pokker nytter det? Naar du ikke er Ejen-
domsmand, saa –
domsmand, saa –
Stensgaard
(stamper).
(stamper).
Er det dog ikke forbandet!
Fjeldbo.
Naa, man kan jo ikke skjøtte to Ting paa engang.
Vil man vinde paa en Kant, faar man finde sig i at tabe
paa en anden. Farvel!
(ud i Baggrunden.)
Vil man vinde paa en Kant, faar man finde sig i at tabe
paa en anden. Farvel!
Bastian.
Hvad mente han med at vinde og tabe?
Stensgaard.
Det skal jeg sige dig siden. Men hør, kjære Monsen,
– for at komme tillbage till det, vi talte om; jeg lovte at
lægge et godt Ord ind for dig –
– for at komme tillbage till det, vi talte om; jeg lovte at
lægge et godt Ord ind for dig –
Bastian.
Lovte du? Jeg syntes du sagde tvertimod –?
Stensgaard.
Sniksnakk; du lod mig jo ikke komme tillorde. Jeg
vilde sagt, at der er noget smudsigt i dette her, at blande
sin Kjærlighed sammen med Vejarbejder og sligt; det er
en Synd imod det bedste man har i sit Bryst; – og der-
for, kjære Ven, naar du altsaa virkelig elsker Pigen –
vilde sagt, at der er noget smudsigt i dette her, at blande
s. 157
sin Kjærlighed sammen med Vejarbejder og sligt; det er
en Synd imod det bedste man har i sit Bryst; – og der-
for, kjære Ven, naar du altsaa virkelig elsker Pigen –
Bastian.
Enken.
Stensgaard.
Aa, ja-ja; det er jo det samme. Jeg mener, naar man
virkelig elsker en Kvinde, saa er dette noget, som i og for
sig bør være afgjørende –
virkelig elsker en Kvinde, saa er dette noget, som i og for
sig bør være afgjørende –
Bastian.
Ja, det synes jeg ogsaa. Og saa vil du altsaa tale
for mig?
for mig?
Stensgaard.
Ja, det vil jeg med stor Glæde. Men det er paa en
Betingelse.
Betingelse.
Bastian.
Naa?
Stensgaard.
Lige for Lige, kjære Bastian; – du skal tale for mig igjen.
Bastian.
Jeg? Hos hvem?
Stensgaard.
Har du virkelig ikke mærket noget? Det ligger dog
saa nær.
saa nær.
Bastian.
Det er da vel aldrig –?
Stensgaard.
Ragna, din Søster, du! Jo, hende er det. O, du ved
ikke, hvor det har grebet mig at se hende gaa der i stille
fordringsløs Huslighed –
ikke, hvor det har grebet mig at se hende gaa der i stille
fordringsløs Huslighed –
s. 158
Bastian.
Nej, skulde det være muligt?
Stensgaard.
Men at ikke du, med dit skarpe Blik, har kunnet
mærke det?
mærke det?
Bastian.
Jo, før syntes jeg nok –; men nu snakkes der saa
meget om, at du er begyndt at vanke hos Kammerherrens –
meget om, at du er begyndt at vanke hos Kammerherrens –
Stensgaard.
Aa hvad, Kammerherrens! Ja, Monsen, jeg vil opp-
rigtigt sige dig, der var et Øjeblik, da jeg ligesom stod
uviss; men, Gudskelov, det drev forbi; nu er jeg klar over
mig selv og den Vej, jeg har at gaa.
rigtigt sige dig, der var et Øjeblik, da jeg ligesom stod
uviss; men, Gudskelov, det drev forbi; nu er jeg klar over
mig selv og den Vej, jeg har at gaa.
Bastian.
Her er min Haand. Jeg skal snakke, kan du tro. Og
hvad Ragna angaar, – hun tør ikke andet, end det, som jeg
og Faer vil.
hvad Ragna angaar, – hun tør ikke andet, end det, som jeg
og Faer vil.
Stensgaard.
Ja, men din Faer, – det var netopp det jeg vilde sige –
Bastian.
Hyss; Død og Plage, der hører jeg Madam Rundhol-
men; tal nu for mig, – hvis hun ikke har altfor travlt;
for da er hun saa striks paa det. Ja, kjære, gjør nu dit
bedste; Resten skal jeg selv besørge. Har du ikke set Bog-
trykker Aslaksen her?
men; tal nu for mig, – hvis hun ikke har altfor travlt;
for da er hun saa striks paa det. Ja, kjære, gjør nu dit
bedste; Resten skal jeg selv besørge. Har du ikke set Bog-
trykker Aslaksen her?
Stensgaard.
Han er visst ved Valgforrettningen.
(Bastian gaar ud i Baggrunden; i det samme kommer Madam Rund-
holmen fra Højre.)
holmen fra Højre.)
s. 159
Madam Rundholmen.
Nu gaar det rigtig som det var smurt, Herr Stens-
gaard; alle saa stemmer de paa Dem.
gaard; alle saa stemmer de paa Dem.
Stensgaard.
Det er dog besynderligt.
Madam Rundholmen.
Ja; Gud ved, hvad Monsen paa Storli vil sige.
Stensgaard.
Hør; et Ord, Madam Rundholmen!
Madam Rundholmen.
Naa, hvad er det?
Stensgaard.
Vil De høre paa mig?
Madam Rundholmen.
Jøsses, det vil jeg saa gjerne.
Stensgaard.
Nu vel. De talte nylig om Deres enlige Stand –
Madam Rundholmen.
Aa, det var jo den fæle gamle Hejre –
Stensgaard.
De klaged over, hvor svært det er at sidde som Enke –
Madam Rundholmen.
Ja, Gud, De skulde bare prøve det, Herr Stensgaard!
Stensgaard.
Men hvis der nu kom en rask ung Mand –
Madam Rundholmen.
En rask ung Mand?
s. 160
Stensgaard.
En, som længe havde gaaet i Stillhed og holdt af Dem –
Madam Rundholmen.
Nej, ved De hvad, nu vil jeg ikke høre mere paa Dem.
Stensgaard.
De maa! En ung Mand, som ogsaa finder det svært
at staa alene –
at staa alene –
Madam Rundholmen.
Ja, hvad saa? Jeg forstaaer Dem slettikke.
Stensgaard.
Naar De nu kunde skabe to Menneskers Lykke, Madam
Rundholmen, – baade Deres egen og –
Rundholmen, – baade Deres egen og –
Madam Rundholmen.
Og en rask ung Mands?
Stensgaard.
Ja vel; svar mig paa det –
Madam Rundholmen.
Aa nej, Stensgaard, det er da vel aldrig Deres Alvor?
Stensgaard.
Hvor kan De tro, jeg vil narre Dem? Skulde De saa
ikke være villig –?
ikke være villig –?
Madam Rundholmen.
Jo, det ved Vorherre jeg er! Kjære søde –
Stensgaard
(et Skridt tillbage).
(et Skridt tillbage).
Hvad?
s. 161
Madam Rundholmen.
Uf, der er nogen!
(Frøken Monsen kommer ilsomt og urolig fra Baggrunden.)
Ragna.
Med Tilladelse, er ikke Faer her?
Madam Rundholmen.
Deres Faer? Jo; nej; – jeg ved ikke; – undskyld –
Ragna.
Hvor er han?
Madam Rundholmen.
Deres Faer? Naa; nej, han er kjørt forbi –
Stensgaard.
Indover till Kristiania.
Ragna.
Nej, det er umuligt –
Madam Rundholmen.
Ja, forbi er han kjørt, det ved jeg. Aa, men Frøken
Monsen, De kan ikke tro hvor glad jeg er! Vent nu lidt,
mens jeg løber ned i Kjælderen og henter en Flaske af
den ægte.
(ud till Venstre.)
Monsen, De kan ikke tro hvor glad jeg er! Vent nu lidt,
mens jeg løber ned i Kjælderen og henter en Flaske af
den ægte.
Stensgaard.
Sig mig, Frøken, – er det virkelig Deres Fader, De
søger?
søger?
Ragna.
Ja, det hører De jo.
Stensgaard.
Og De har ikke vidst, at han er rejst hjemmefra?
Henrik Ibsen: De unges Forbund.
11
s. 162
Ragna.
O, hvad ved jeg? Man siger mig ingenting. Men till
Kristiania? Det er umuligt; de maatte have mødt ham. Farvel!
Kristiania? Det er umuligt; de maatte have mødt ham. Farvel!
Stensgaard.
(træder ivejen).
(træder ivejen).
Ragna! Hør! Hvorfor er De saa forandret imod mig?
Ragna
Jeg? Slipp mig frem! Lad mig gaa!
Stensgaard.
Nej, De faar ikke gaa! Jeg holder det for en Forsynets
Styrelse, at De kom i dette Øjeblik. O, ikke denne Sky-
hed; før var De anderledes.
Styrelse, at De kom i dette Øjeblik. O, ikke denne Sky-
hed; før var De anderledes.
Ragna.
Ja, det er, Gud være lovet, forbi!
Stensgaard.
Men hvorfor –?
Ragna.
Jeg har lært Dem bedre at kjende; – godt, at jeg
lærte det itide.
lærte det itide.
Stensgaard.
Ah, saa? Man har løjet paa mig? Ja, jeg har maaske
ogsaa selv Skyld; jeg har været som vævet ind i en For-
vildelse. Det er over nu! O, naar jeg ser Dem, blir jeg
et bedre Menneske. Det er Dem, jeg holder sandt og inder-
ligt af; det er Dem, jeg elsker, Ragna, – Dem, og ingen
anden!
ogsaa selv Skyld; jeg har været som vævet ind i en For-
vildelse. Det er over nu! O, naar jeg ser Dem, blir jeg
et bedre Menneske. Det er Dem, jeg holder sandt og inder-
ligt af; det er Dem, jeg elsker, Ragna, – Dem, og ingen
anden!
Ragna.
Slipp mig forbi! Jeg er rædd for Dem –
s. 163
Stensgaard.
O, men imorgen, Ragna, – maa jeg da komme og
tale med Dem?
tale med Dem?
Ragna.
Ja, ja, for Guds Skyld, blot ikke idag.
Stensgaard.
Blot ikke idag? Hurra! Jeg er ovenpaa; jeg er lykkelig!
Madam Rundholmen
(med Vin og Kager fra Venstre).
(med Vin og Kager fra Venstre).
Se, nu skal vi saamæn drikke et Glas paa Held og
Velgaaende.
Velgaaende.
Stensgaard.
Paa Lykke i Kjærlighed! Kjærlighedens og Lykkens
Skaal! Hurra for den Dag imorgen!
(han drikker.)
Skaal! Hurra for den Dag imorgen!
Kandidat Helle
(fra Højre, till Ragna).
(fra Højre, till Ragna).
Har De fundet ham?
Ragna.
Nej, han er her ikke. Kom, kom!
Madam Rundholmen.
Men, Gudbevares, hvad er det?
Kandidat Helle.
Ingenting; der er blot kommet fremmede till Storli og –
Ragna.
Takk for al Deres Venlighed, Madam Rundholmen –
Madam Rundholmen.
Aa; har De nu faaet fremmede paa Nakken igjen?
11*
s. 164
Ragna.
Ja, ja; undskyld; jeg maa hjem. Farvel!
Stensgaard.
Farvel, – till imorgen!
(Kandidat Helle og Frøken Monsen bort i Baggrunden.)
Daniel Hejre
(fra Højre).
(fra Højre).
Ha, ha; nu gaar det som Kjæpper i Hjul! Stensgaard,
Stensgaard, Stensgaard, kagler de; de vælger ham alle-
sammen. Nu skulde De ogsaa vælge ham, Madam Rund-
holmen!
Stensgaard, Stensgaard, kagler de; de vælger ham alle-
sammen. Nu skulde De ogsaa vælge ham, Madam Rund-
holmen!
Madam Rundholmen.
Hi; De siger noget. Men stemmer de allesammen
paa ham?
paa ham?
Daniel Hejre.
Jo, de gjør saamæn; Herr Stensgaard nyder Folkets
Tillid, som det heder. Gamle Lundestad gaar omkring
med et Ansigt, som en sødsyltet Agurk. Aa, det er en
inderlig Fryd at se paa.
Tillid, som det heder. Gamle Lundestad gaar omkring
med et Ansigt, som en sødsyltet Agurk. Aa, det er en
inderlig Fryd at se paa.
Madam Rundholmen.
De skal ikke ha'e valgt ham for ingenting. Kan jeg
ikke stemme, saa kan jeg traktere.
(ud till Venstre.)
ikke stemme, saa kan jeg traktere.
Daniel Hejre.
De er nok rigtig en Enkernes Jens, De, Herr Stens-
gaard! Ja, ved De hvad, – hende skulde De bide Dem fast
i, saa var De velberget, Faer!
gaard! Ja, ved De hvad, – hende skulde De bide Dem fast
i, saa var De velberget, Faer!
Stensgaard.
I Madam Rundholmen?
s. 165
Daniel Hejre.
Ja, netopp; det er et Fruentimmer, som er solid i alle
Rettninger; hun blir første Høne i Kurven, saasnart Pinde-
værket paa Storli er ramlet overende.
Rettninger; hun blir første Høne i Kurven, saasnart Pinde-
værket paa Storli er ramlet overende.
Stensgaard.
Der er da ikke noget galt fatt paa Storli?
Daniel Hejre.
Ikke det? De har en svag Hukommelse, højstærede.
Taler man ikke om Ruin og Bankerott og –?
Taler man ikke om Ruin og Bankerott og –?
Stensgaard.
Ja, ja, og hvad saa?
Daniel Hejre.
Hvad saa? Ja, sig De mig det. Her har været Bud ude
efter Monsen; der er kommet to Herrer till Storli –
efter Monsen; der er kommet to Herrer till Storli –
Stensgaard.
Et Par Gjæster; ja, det ved jeg –
Daniel Hejre.
Ubudne Gjæster, min kjære unge Ven; man hvisker om
Politi og om glubske Kreditorer; – der er galt fatt i Pa-
pirerne, maa De vide! Ja, a propos, – hvad var det for
et Papir, De fik af Monsen igaar?
Politi og om glubske Kreditorer; – der er galt fatt i Pa-
pirerne, maa De vide! Ja, a propos, – hvad var det for
et Papir, De fik af Monsen igaar?
Stensgaard.
Aa, det var et Papir. Galt fatt i Papirerne, siger De?
Hør; De kjender jo Kammerherre Brattsbergs Underskrift?
Hør; De kjender jo Kammerherre Brattsbergs Underskrift?
Daniel Hejre.
He-he; det skulde jeg mene.
Stensgaard
(tager Vexlen frem).
(tager Vexlen frem).
Naa, saa se paa dette her.
s. 166
Daniel Hejre.
Herhid; – jeg er rigtignok noget nærsynt, men –
(efter at have set.) Det der, høistærede? Det har aldrig været
Kammerherrens Haand.
(efter at have set.) Det der, høistærede? Det har aldrig været
Kammerherrens Haand.
Stensgaard.
Aldrig? Altsaa dog –!
Daniel Hejre.
Og den er udstedt af Proprietair Monsen?
Stensgaard.
Nej, af Grosserer Brattsberg.
Daniel Hejre.
Passiar! Lad mig se. (Seer og giver den tillbage.) Den
kan De bruge til at tænde Deres Cigar med.
kan De bruge til at tænde Deres Cigar med.
Stensgaard.
Hvad for noget? Ogsaa Udstederens Navn –?
Daniel Hejre.
Forfalsket, unge Mand; forfalsket, saa sandt, som jeg
heder Daniel. Man behøver jo bare at se paa den med
Mistroens skjærpede Blik –
heder Daniel. Man behøver jo bare at se paa den med
Mistroens skjærpede Blik –
Stensgaard.
Men hvorledes var det da muligt –? Monsen maa
ikke have vidst –
ikke have vidst –
Daniel Hejre.
Monsen? Nej, den Karl ved nok hverken Besked om
sine egne eller andres Papirer. Men det er godt, det faar
en Ende, Herr Stensgaard! Det er en Tillfredsstillelse for
den moralske Følelse. Ah, jeg har tidt følt mig opptændt
af en ædel Harme, om jeg selv tør sige det, ved at maatte
gaa her og være Vidne till –; noksagt. Men det mor-
somste ved det, er det, at naar nu Monsen dratter, saa
trækker han først og fremst Grosserer Brattsberg med sig;
Grossereren trækker Kammerherren –
sine egne eller andres Papirer. Men det er godt, det faar
en Ende, Herr Stensgaard! Det er en Tillfredsstillelse for
den moralske Følelse. Ah, jeg har tidt følt mig opptændt
af en ædel Harme, om jeg selv tør sige det, ved at maatte
s. 167
gaa her og være Vidne till –; noksagt. Men det mor-
somste ved det, er det, at naar nu Monsen dratter, saa
trækker han først og fremst Grosserer Brattsberg med sig;
Grossereren trækker Kammerherren –
Stensgaard.
Ja, det sagde Lundestad ogsaa.
Daniel Hejre.
Men der er naturligvis Methode i Bankerotten. Pass
paa; jeg er en gammel Spaamand: Monsen kommer i Tugt-
huset, Grossereren kommer i Akkord og Kammerherren kom-
mer under Administration; det vil sige, hans Kreditorer
forærer ham et Par tusend Daler aarlig i livsvarig Pension.
Det er saadan det gaar, Herr Stensgaard! Jeg kjender det;
jeg kjender det. Hvad siger ikke Klassikeren? Fiat justitia,
pereat mundus; det vil sige: Fy, hvilken Justits i denne
bedærvede Verden, Faer!
paa; jeg er en gammel Spaamand: Monsen kommer i Tugt-
huset, Grossereren kommer i Akkord og Kammerherren kom-
mer under Administration; det vil sige, hans Kreditorer
forærer ham et Par tusend Daler aarlig i livsvarig Pension.
Det er saadan det gaar, Herr Stensgaard! Jeg kjender det;
jeg kjender det. Hvad siger ikke Klassikeren? Fiat justitia,
pereat mundus; det vil sige: Fy, hvilken Justits i denne
bedærvede Verden, Faer!
Stensgaard
(opp og ned ad Gulvet).
(opp og ned ad Gulvet).
Baade den ene og den anden! Begge Veie stængte!
Daniel Hejre.
Hvad Pokker –?
Stensgaard.
Og det netopp nu! Nu, – nu!
Bogtrykker Aslaksen
(kommer fra Højre).
(kommer fra Højre).
Tillykke; tillykke, Herr Valgmand!
Stensgaard.
Valgt?
s. 168
Aslaksen.
Med 117 Stemmer, – og Lundestad med 53. De andre
er spredt i Vind og Vejr.
er spredt i Vind og Vejr.
Daniel Hejre.
Altsaa Deres første Skridt paa Ærens Bane, Herr
Stensgaard!
Stensgaard!
Aslaksen.
Og det skal ogsaa koste en Bolle Punsch –
Daniel Hejre.
Ja, det er jo det første Skridt, som koster, siger man.
Aslaksen
(ind till Venstre, raabende).
(ind till Venstre, raabende).
Punsch paa Bordet, Madam Rundholmen! Den nye
Valgmand trakterer!
Valgmand trakterer!
(Gaardbruger Lundestad og flere Vælgere kommer efter-
haanden ind fra Højre.)
haanden ind fra Højre.)
Daniel Hejre
(deltagende till Lundestad).
(deltagende till Lundestad).
53! Det er den graahærdede Borgers Løn!
Lundestad.
(hvisker till Stensgaard).
(hvisker till Stensgaard).
Staar De nu rigtig fast i det, som –?
Stensgaard.
Hvad nytter det at staa fast, hvor Alting ramler?
Lundestad.
Mener De, Spillet skulde være tabt?
Aslaksen
(tillbage fra Venstre).
(tillbage fra Venstre).
Madam Rundholmen koster Punschen selv; – hun er
nærmest till det, siger hun.
nærmest till det, siger hun.
s. 169
Stensgaard
(slagen af en Tanke).
(slagen af en Tanke).
Madam Rundholmen! Nærmest till –!
Lundestad.
Hvilket?
Stensgaard.
Spillet er ikke tabt, Herr Lundestad!
(sætter sig og skriver ved Bordet tilhøjre.)
Lundestad
(dæmpet).
(dæmpet).
Hør, Aslaksen; kan jeg faa noget ind i Avisen till
iovermorgen?
iovermorgen?
Aslaksen.
Jagud kan De det. Er det grovt?
Lundestad.
Nej visst er det ikke grovt.
Aslaksen.
Ja, det er det samme; jeg taer det alligevel.
Lundestad.
Det er mit politiske Testament; jeg skriver det ikveld.
(gaar oppover Gulvet.)
En Tjenestepige
(fra Venstre).
(fra Venstre).
Her er Punsch fra Madamen.
Aslaksen.
Hurra; nu kommer der Liv i de lokale Forholde!
(han sætter Bollen paa det midterste Bord, skjænker for de øvrige og
drikker flittigt under det følgende. Bastian Monsen er imidlertid
kommen ind fra Højre.)
s. 170
Bastian
(sagte).
(sagte).
Ja, De husker vel paa mit Brev?
Aslaksen.
Vær rolig; (banker sig paa Brystlommen.) jeg har det her.
Bastian.
Og saa besørger De det saa fort De kan; – naar De
ser hun har Stunder, forstaar De.
ser hun har Stunder, forstaar De.
Aslaksen.
Forstaar; forstaar! (raaber.) Kom nu, her er Glas-
sene fyldte!
sene fyldte!
Bastian.
De skal Fanden ikke gjøre det for ingenting.
Aslaksen.
Godt; godt. (till Pigen.) En Citron, Karen; – vær
som en Vind!
som en Vind!
(Bastian fjerner sig.)
Stensgaard.
Hør et Ord, Aslaksen; kommer De her forbi imor-
gen Aften?
gen Aften?
Aslaksen.
Imorgen Aften? Ja, det kan jeg gjerne.
Stensgaard.
Vel; saa gaar De indom og gier Madam Rundholmen
dette Brev.
dette Brev.
Aslaksen.
Fra Dem?
Stensgaard.
Ja. Putt det i Lommen. Se saa. Imorgen Aften altsaa.
s. 171
Aslaksen.
Akkurat; vær De rolig.
(Pigen bringer det forlangte. Stensgaard gaar henimod Vinduet.)
Bastian.
Naa, du, – har du saa talt till Madam Rundholmen?
Stensgaard.
Talt? Aa ja; jeg har talt lidt –
Bastian.
Og hvad tror du?
Stensgaard.
Ja, – jo; vi blev afbrudt; jeg kan ikke sige dig
noget bestemt.
noget bestemt.
Bastian.
Jeg frister det alligevel; hun klager svært over Enke-
standen. Om en Times Tid vil jeg ha'e det afgjort.
standen. Om en Times Tid vil jeg ha'e det afgjort.
Stensgaard.
Om en Times Tid?
Bastian
(ser Madam Rundholmen, som træder ind fra Venstre).
(ser Madam Rundholmen, som træder ind fra Venstre).
Hyss; lad ingen mærke noget!
(gaar oppover Gulvet.)
Stensgaard
(hen till Aslaksen, sagte),
(hen till Aslaksen, sagte),
Giv mig Brevet igjen.
Aslaksen.
Vil De ha'e det igjen?
Stensgaard.
Ja, hurtig; jeg skal selv besørge det.
Aslaksen.
Værsaagod; her er det.
(Stensgaard stikker Brevet i Lommen og blander sig mellem de øvrige.)
s. 172
Madam Rundholmen
(till Bastian).
(till Bastian).
Hvad siger saa De till Valget, Monsen?
Bastian.
Alt godt; jeg og Stensgaard er fine Venner, skal jeg
fortælle Dem. Det skulde ikke undre mig, om han kommer
paa Thinget.
fortælle Dem. Det skulde ikke undre mig, om han kommer
paa Thinget.
Madam Rundholmen.
Men det vilde nok ikke Deres Faer se blidt till.
Bastian.
Aa, Faer har saa mange Jern i Ilden. Desuden, skikker
de Stensgaard, saa blir Æren lige fuldt i Familjen, tæn-
ker jeg.
de Stensgaard, saa blir Æren lige fuldt i Familjen, tæn-
ker jeg.
Madam Rundholmen.
Hvorledes det?
Bastian.
Han gaar paa Frierfødder –
Madam Rundholmen.
Gudbevares; har han sagt noget?
Bastian.
Ja; og jeg har lovet at tale for ham; det skal gaa;
jeg tror visst, Ragna har et godt Øje till ham.
jeg tror visst, Ragna har et godt Øje till ham.
Madam Rundholmen.
Ragna?
Lundestad
(kommer nærmere).
(kommer nærmere).
Naa; hvad snakker De saa ivrigt om, Madam Rund-
holmen?
holmen?
s. 173
Madam Rundholmen.
Tænk, han siger, at Stensgaard gaar paa Frierfødder –
Lundestad.
Ja vel; men Kammerherren er ikke lett at bøje –
Bastian.
Kammerherren?
Lundestad.
Han holder hende sagtens for god till en simpel Sag-
fører –
fører –
Madam Rundholmen.
Hvem; hvem?
Lundestad.
Frøkenen; Datteren, naturligvis.
Bastian.
Han frier da vel aldrig till Frøken Brattsberg, ved
jeg?
jeg?
Lundestad.
Minsæl gjør han saa.
Madam Rundholmen.
Og det bander De paa?
Bastian.
Og till mig har han sagt –! Hør; lad mig tale med
Dem!
Dem!
(Lundestad og Bastian mod Baggrunden[HIS: 'u' i 'Baggrunden' er snudd.].)
Madam Rundholmen
(nærmer sig till Stensgaard).
(nærmer sig till Stensgaard).
De maa være paa Deres Post, Stensgaard!
s. 174
Stensgaard.
Mod hvem?
Madam Rundholmen.
Mod slette Mennesker; her er Folk, som gaar og lægger
ondt for Dem.
ondt for Dem.
Stensgaard.
Lad dem det, – naar de bare ikke lægger ondt for
mig hos en.
mig hos en.
Madam Rundholmen.
Hvem er den ene?
Stensgaard
(stikker Brevet hemmeligt till hende).
(stikker Brevet hemmeligt till hende).
Se der; læs det, naar De blir ensom.
Madam Rundholmen.
Ak, det vidste jeg nok!
(ind til Venstre.)
Værksforvalter Ringdal
(fra Højre).
(fra Højre).
Naa, jeg hører, De er gaaet af med Sejren, Herr Sag-
fører.
fører.
Stensgaard.
Ja, jeg er, Herr Forvalter; og det tilltrods for Deres
højvelbaarne Principals Bestræbelser.
højvelbaarne Principals Bestræbelser.
Ringdal.
Hvad har han bestræbt sig for?
Stensgaard.
For at stemme mig ud.
s. 175
Ringdal.
Han gjør Brug af sin Valgfrihed, som enhver anden.
Stensgaard.
Det er kun Skade, at han nok ikke oftere kommer till
at gjøre Brug af den.
at gjøre Brug af den.
Ringdal.
Hvad skal det sige?
Stensgaard.
Jeg mener, eftersom det er saa og saa fatt i Pa-
pirerne –
pirerne –
Ringdal.
I Papirerne! Hvilke Papirer? Hvad har De taget
Dem for?
Dem for?
Stensgaard.
Aa, De behøver ikke at spille, som om De ingenting
forstod. Er her ikke et Uveir ivente? Fallit i stor Maale-
stokk?
forstod. Er her ikke et Uveir ivente? Fallit i stor Maale-
stokk?
Ringdal.
Jo, det hører jeg fra alle Kanter.
Stensgaard.
Og er kanske ikke baade Kammerherren og Grossereren
med i det?
med i det?
Ringdal.
Med Tilladelse, er De gal?
Stensgaard.
Ja, det er jo naturligt, at De søger at skjule det.
Ringdal.
Hvad skulde det nytte? Kan sligt skjules?
s. 176
Stensgaard.
Er det da ikke sandt?
Ringdal.
Ikke en Stavelse, hvad Kammerherren angaar. Men
hvor har De kunnet tro saadant noget? Hvem har bildt
Dem det ind?
hvor har De kunnet tro saadant noget? Hvem har bildt
Dem det ind?
Stensgaard.
Det siger jeg ikke for Øieblikket.
Ringdal.
Ligemeget. Men hvem der end har gjort det, saa
ligger der en Hensigt under.
ligger der en Hensigt under.
Stensgaard.
En Hensigt –!
Ringdal.
Ja, tænk Dem om; er her ingen, som kunde se sin
Fordel i at holde Dem borte fra Kammerherren –?
Fordel i at holde Dem borte fra Kammerherren –?
Stensgaard.
Min Salighed; jo, jo; det er her!
Ringdal.
Kammerherren har meget tillovers for Dem igrunden –
Stensgaard.
Har han?
Ringdal.
Ja, og det vil man forspilde; – man bygger paa, at
De ikke kjender Forholdene her, at De er oppbrusende og
godtroende, at –
De ikke kjender Forholdene her, at De er oppbrusende og
godtroende, at –
Stensgaard.
O, de Øgler! Og Madam Rundholmen, som har mit Brev!
s. 177
Ringdal.
Hvilket Brev?
Stensgaard.
Aa, ingenting. Men det er ikke for sent endnu! Kjære
Herr Ringdal, træffer De Kammerherren iaften?
Herr Ringdal, træffer De Kammerherren iaften?
Ringdal.
Det gjør jeg sikkert.
Stensgaard.
Saa sig ham, det var Vaas med de Trusler, han ved
nok; sig ham, jeg kommer selv og forklarer alting imorgen.
nok; sig ham, jeg kommer selv og forklarer alting imorgen.
Ringdal.
Kommer De?
Stensgaard.
Ja, for at bevise ham –; ah, bevise! Se her, Herr
Ringdal; giv Kammerherren denne Vexel fra mig.
Ringdal; giv Kammerherren denne Vexel fra mig.
Ringdal.
Vexelen –!
Stensgaard.
Ja, ja; det er noget, som De ikke forstaar; men giv
ham den blot –
ham den blot –
Ringdal.
I Sandhed, Herr Stensgaard –
Stensgaard.
Og saa kan de bare tillføje de simple Ord fra mig:
det er saaledes jeg handler mod de Folk, der vil stemme
mig ud ved Valgmandsvalget.
det er saaledes jeg handler mod de Folk, der vil stemme
mig ud ved Valgmandsvalget.
Henrik Ibsen: De unges Forbund.
12
s. 178
Ringdal.
Det kan De lide paa.
(ud i Baggrunden).
Stensgaard.
Hør, Herr Hejre, – hvorledes kunde De fare i mig
med den Historie om Kammerherren?
med den Historie om Kammerherren?
Daniel Hejre.
Hvorledes jeg kunde fare i Dem –?
Stensgaard.
Ja visst; det var jo den sorteste Løgn –
Daniel Hejre.
Ej; se-se; det glæder mig inderligt! Tænk Dem, Herr
Lundestad, det er Løgn, det med Kammerherren.
Lundestad, det er Løgn, det med Kammerherren.
Lundestad.
Hyss; fejl Spor; det er nok nærmere.
Stensgaard.
Hvorledes nærmere?
Lundestad.
Jeg ved ingenting; men Folk snakker om Madam
Rundholmen –
Rundholmen –
Stensgaard.
Hvad!
Daniel Hejre.
Ja, har jeg ikke spaaet det! Disse Forbindelser med
Proprietariussen paa Storli –
Proprietariussen paa Storli –
Lundestad.
Han kjørte afgaarde imorges, før det blev lyst –
s. 179
Daniel Hejre.
Og Familjen er ude og leder efter ham –
Lundestad.
Og Sønnen har travlt med at faa Søsteren vel for-
sørget –
sørget –
Stensgaard.
Forsørget! «Imorgen», sagde hun; og hendes Uro for
Faderen –!
Faderen –!
Daniel Hejre.
He-he; De skal se, han er gaaet hen og hængt sig,
Faer!
Faer!
Aslaksen.
Er der nogen, som har hængt sig?
Lundestad.
Herr Hejre siger, at Monsen paa Storli –
Proprietær Monsen
(fra Baggrunden).
(fra Baggrunden).
Champagne paa Bordet!
Aslaksen og flere.
Monsen!
Monsen.
Ja, Monsen, ja! Champagnemonsen! Pengemonsen!
Vin, i Fandens Skind og Ben!
Vin, i Fandens Skind og Ben!
Daniel Hejre.
Men, højstærede –!
Stensgaard.
De! Hvor kommer De fra?
12*
s. 180
Monsen.
Fra Forrettninger! Tjent hundrede Tusend! Hej; imor-
gen gjør jeg dundrende Middag paa Storli. Alle ere ind-
budne. Champagne, siger jeg! Tillykke, Stensgaard, De
er jo bleven Valgmand.
gen gjør jeg dundrende Middag paa Storli. Alle ere ind-
budne. Champagne, siger jeg! Tillykke, Stensgaard, De
er jo bleven Valgmand.
Stensgaard.
Ja, jeg skal forklare Dem –
Monsen.
Pyt; hvad rager det mig? Vin! Hvor er Madam Rund-
holmen?
(vil ind till Venstre.)
holmen?
Tjenestepigen
(som nylig er traadt ud).
(som nylig er traadt ud).
Der faar ingen komme ind; Madamen sidder og læser
et Brev –
et Brev –
Bastian.
Aa, Død og Pine!
(ud i Baggrunden.)
Stensgaard.
Læser hun et Brev?
Tjenestepigen.
Ja, og saa er hun rent som forstyrret.
Stensgaard.
Farvel, Herr Monsen; imorgen Middag paa Storli –
Monsen.
Farvel; imorgen!
s. 181
Stensgaard
(dæmpet).
(dæmpet).
Herr Hejre, vil De gjøre mig en Tjeneste?
Daniel Hejre.
Aa, saamæn, saamæn.
Stensgaard.
Saa mal mig en liden Smule sort for Madam Rundholmen;
tal lidt tvetydigt om mig; – De gjør sligt saa ud-
mærket.
tal lidt tvetydigt om mig; – De gjør sligt saa ud-
mærket.
Daniel Hejre.
Hvad Pokker er det for noget?
Stensgaard.
Jeg har mine Grunde; det er en Spøg, skal jeg sige
Dem, – et Væddemaal med – med en, som De har et
Horn i Siden till.
Dem, – et Væddemaal med – med en, som De har et
Horn i Siden till.
Daniel Hejre.
Aha, jeg forstaar –; noksagt!
Stensgaard.
Altsaa, fordærv ingenting; gjør hende bare en Smule
tvivlsom i sin Dom om mig; saadan lidt uviss indtill vidre,
skjønner De.
tvivlsom i sin Dom om mig; saadan lidt uviss indtill vidre,
skjønner De.
Daniel Hejre.
Vær trygg; det skal være mig en inderlig For-
nøjelse –
nøjelse –
Stensgaard.
Takk; Takk, saalænge! (over mod Bordet.) Herr Lunde-
stad, vi to tales ved imorgen Formiddag hos Kammer-
herrens.
s. 182
stad, vi to tales ved imorgen Formiddag hos Kammer-
herrens.
Lundestad.
Har de Haab?
Stensgaard.
Et tredobbelt!
Lundestad.
Tredobbelt? Men jeg begriber ikke –
Stensgaard.
Behøves heller ikke; fra nu af skal jeg hjælpe mig
selv.
(ud i Baggrunden.)
selv.
Monsen
(ved Punschbollen).
(ved Punschbollen).
Et fuldt Glas till, Aslaksen! Hvor er Bastian?
Aslaksen.
Han foer paa Døren. Men jeg har et Brev at besørge
for ham.
for ham.
Monsen.
Har De det?
Aslaksen.
Till Madam Rundholmen.
Monsen.
Naa endelig!
s. 183
Aslaksen.
Men ikke før imorgen Aften, sa'e han; hverken før
eller senere; akkurat paa Slaget! Skaal!
eller senere; akkurat paa Slaget! Skaal!
Daniel Hejre
(till Lundestad).
(till Lundestad).
Hvad Pokker er der for Maskepi mellem denne Herr
Stensgaard og Madam Rundholmen, De?
Stensgaard og Madam Rundholmen, De?
Lundestad
(sagtere).
(sagtere).
Han frier till hende.
Daniel Hejre.
Tænkte jeg det ikke? Men han bad, jeg skulde sværte
ham lidt, gjøre ham mistænkt –; noksagt –
ham lidt, gjøre ham mistænkt –; noksagt –
Lundestad.
Og de lovte det?
Daniel Hejre.
Ja, naturligvis.
Lundestad.
Han skal ha'e sagt om Dem det, at hvad De lover i
Øst, det holder De i Vest.
Øst, det holder De i Vest.
Daniel Hejre.
He-he; den kjære Sjæl, – da skal han sandelig ha'e
forregnet sig dennegang.
forregnet sig dennegang.
s. 184
Madam Rundholmen
(med et aabent Brev, i Døren tillvenstre).
(med et aabent Brev, i Døren tillvenstre).
Hvor er Sagfører Stensgaard?
Daniel Hejre.
Han kyssed Deres Tjenestepige og gik, Madam Rund-
holmen!
holmen!
(Teppet falder).
FEMTE AKT.
(Stort Modtagelsesværelse hos Kammerherrens. Indgang i Baggrunden;
Døre till Højre og Venstre.)
Døre till Højre og Venstre.)
(Værksforvalter Ringdal staar ved et Bord og blader i nogle
Papirer. Det banker.)
Papirer. Det banker.)
Ringdal.
Kom ind!
Doktor Fjeldbo
(fra Baggrunden).
(fra Baggrunden).
Godmorgen!
Ringdal.
Godmorgen, Herr Doktor!
Fjeldbo.
Naa, alting staar vel till?
Ringdal.
Jo, Takk; her staar det nok saa vel; men –
Fjeldbo.
Men?
Ringdal.
Ja, De har da sagtens hørt den store Nyhed?
s. 186
Fjeldbo.
Nej. Hvad er det for noget?
Ringdal.
Hvad? Har De ikke hørt det, som er hændt paa Storli?
Fjeldbo.
Nej!
Ringdal.
Monsen er rømt inatt.
Fjeldbo.
Rømt? Monsen?
Ringdal.
Rømt.
Fjeldbo.
Men du gode Gud –?
Ringdal.
Her gik allerede underlige Rygter igaar; men saa kom
Monsen tilbage; han maa have vidst at forstille sig –
Monsen tilbage; han maa have vidst at forstille sig –
Fjeldbo.
Men Grunden? Grunden?
Ringdal.
Umaadelige Tab paa Trælast, siges der; et Par Huse i
Kristiania skal være standset og saa –
Kristiania skal være standset og saa –
Fjeldbo.
Og saa er han rømt!
Ringdal.
Indover til Sverig, rimeligvis. Imorges kom Øvrig-
heden till Storli; der skrives opp og forsegles –
heden till Storli; der skrives opp og forsegles –
Fjeldbo.
Og den ulykkelige Familje –?
s. 187
Ringdal.
Sønnen har nok altid holdt sig udenfor; ialfald lader
han nu som ingenting, hører jeg.
han nu som ingenting, hører jeg.
Fjeldbo.
Ja, men Datteren da?
Ringdal.
Hyss; Datteren er her.
Fjeldbo.
Her?
Ringdal.
Huslæreren bragte hende og de smaa herover imorges;
Frøkenen har taget sig af dem i al Stillhed.
Frøkenen har taget sig af dem i al Stillhed.
Fjeldbo.
Og hvorledes bærer hun dette?
Ringdal.
Aa, jeg tænker, nok saa taaleligt. De kan vide, efter
den Behandling, hun har lidt hjemme –; og desuden kan
jeg fortælle dem, at hun –. Hyss; der er Kammerherren.
den Behandling, hun har lidt hjemme –; og desuden kan
jeg fortælle dem, at hun –. Hyss; der er Kammerherren.
Kammerherren
(fra Venstre).
(fra Venstre).
Se, er De der, kjære Doktor?
Fjeldbo.
Ja, jeg er temmelig tidligt ude. Maa jeg nu ønske Dem
till Lykke med Fødselsdagen, Herr Kammerherre!
till Lykke med Fødselsdagen, Herr Kammerherre!
Kammerherren.
Aa, Gud bedre os for hvad Lykke den bringer; men
De skal have Takk; jeg ved, De mener det vel.
De skal have Takk; jeg ved, De mener det vel.
s. 188
Fjeldbo.
Og tør jeg saa spørge Dem, Herr Kammerherre –
Kammerherren.
Først et Ord; De skal herefter lade den Titel fare.
Fjeldbo.
Hvad skal det sige?
Kammerherren.
Jeg er Jernværksejer, slett og rett.
Fjeldbo.
Aa, men hvad er dog dette for Urimeligheder?
Kammerherren.
Jeg har frasagt mig Titel og Bestilling. Min under-
danigste Skrivelse afgaar endnu idag.
danigste Skrivelse afgaar endnu idag.
Fjeldbo.
Det skulde De dog sove paa.
Kammerherren.
Naar min Konge viste mig den Naade at opptage mig
i sin nærmeste Omgivelse, saa skete det paa Grund af en
Anseelse, sam min Familje gjennem lange Slægter havde
vidst at bevare.
i sin nærmeste Omgivelse, saa skete det paa Grund af en
Anseelse, sam min Familje gjennem lange Slægter havde
vidst at bevare.
Fjeldbo.
Ja, hvad saa vidre?
Kammerherren.
Min Familje er beskæmmet, ligesaa fuldt, som Pro-
prietær Monsens. Ja, De har da vel hørt om Monsen?
prietær Monsens. Ja, De har da vel hørt om Monsen?
Fjeldbo.
Jo, jeg har.
s. 189
Kammerherren
(till Ringdal).
(till Ringdal).
Ved man intet nærmere?
Ringdal.
Intet andet, end at han trækker en hel Del af de
yngre Gaardbrugere med.
yngre Gaardbrugere med.
Kammerherren.
Og min Søn?
Ringdal.
Deres Søn har skikket mig et Oppgjør. Han kan svare
enhver sit; men der blir ingenting tillovers.
enhver sit; men der blir ingenting tillovers.
Kammerherren.
Hm. Ja, vil De saa faa min Ansøgning renskrevet.
Ringdal.
Det skal ske.
(ud gjennem den forreste Dør tillhøjre.)
Fjeldbo.
Men har De betænkt Dem? Det hele kan jo ordnes i
al Stillhed.
al Stillhed.
Kammerherren.
Saa? Kan jeg gjøre mig selv uvidende om hvad der
er sket?
er sket?
Fjeldbo.
Aa, hvad er der igrunden sket? Han har jo skrevet
Dem till, tillstaaet sin Ubesindighed, trygglet om Till-
givelse; dette er jo den eneste Gang, han har gjort sig
skyldig i Sligt; hvad er det saa, spørger jeg?
Dem till, tillstaaet sin Ubesindighed, trygglet om Till-
givelse; dette er jo den eneste Gang, han har gjort sig
skyldig i Sligt; hvad er det saa, spørger jeg?
s. 190
Kammerherren.
Vilde De handle, som min Søn har handlet?
Fjeldbo.
Han vil ikke gjentage det; det er Hovedsagen.
Kammerherren.
Og hvoraf ved De, at han ikke vil gjentage det?
Fjeldbo.
Om ikke af andet, saa ved jeg det af det Opptrin, De
selv har fortalt mig; det med Deres Svigerdatter. Hvad
der end kommer ud af det forresten, saa vil det ryste ham
till Alvor.
selv har fortalt mig; det med Deres Svigerdatter. Hvad
der end kommer ud af det forresten, saa vil det ryste ham
till Alvor.
Kammerherren
(oppover Gulvet).
(oppover Gulvet).
Min stakkels Selma! Vor jævne Fred og Lykke forspildt!
Fjeldbo.
Der er noget, som staaer højere. Den Lykke har været
et Skin. Ja, jeg vil sige Dem det: De har i det, som i
saa meget andet, bygget paa en hul Grund; De har været
forblindet og hovmodig, Herr Kammerherre!
et Skin. Ja, jeg vil sige Dem det: De har i det, som i
saa meget andet, bygget paa en hul Grund; De har været
forblindet og hovmodig, Herr Kammerherre!
Kammerherren
(standser.)
(standser.)
Jeg?
Fjeldbo.
Ja, De! De har pukket paa Deres Familjes Hæderlig-
hed; men naar er denne Hæderlighed bleven satt paa Prøve?
Ved De, om den vilde staaet i Fristelsen?
hed; men naar er denne Hæderlighed bleven satt paa Prøve?
Ved De, om den vilde staaet i Fristelsen?
s. 191
Kammerherren.
De kan spare Dem enhver Præken, Herr Doktor; disse
sidste Dages Begivenheder er ikke gaaet sporløst hen
over mig.
sidste Dages Begivenheder er ikke gaaet sporløst hen
over mig.
Fjeldbo.
Det troer jeg ogsaa; men lad det saa vise sig i en mil-
dere Dom og i en klarere Erkjendelse. De bebrejder Deres
Søn; men hvad har De gjort for Deres Søn? De har sørget
for at uddanne hans Evner, men ikke for at grundlægge en
Karakter i ham. De har holdt Foredrag over, hvad han
skyldte sin hæderlige Familje; men De har ikke ledet og
bøiet og formet ham saaledes, at det blev ham en ubevidst
Nødvendighed at handle hæderligt.
dere Dom og i en klarere Erkjendelse. De bebrejder Deres
Søn; men hvad har De gjort for Deres Søn? De har sørget
for at uddanne hans Evner, men ikke for at grundlægge en
Karakter i ham. De har holdt Foredrag over, hvad han
skyldte sin hæderlige Familje; men De har ikke ledet og
bøiet og formet ham saaledes, at det blev ham en ubevidst
Nødvendighed at handle hæderligt.
Kammerherren.
Tror De det?
Fjeldbo.
Jeg baade tror det og jeg ved det. Men det er jo saa
almindeligt her; man sætter Oppgaven i at lære, istedetfor
i at være. Vi ser ogsaa hvad det leder till; vi ser det i
de Hundreder af begavede Mennesker, der gaar halvfærdige
omkring og er et i Følelser og Stemninger og noget ganske
andet i Værk og Handlesætt. Se nu blot till Stensgaard –
almindeligt her; man sætter Oppgaven i at lære, istedetfor
i at være. Vi ser ogsaa hvad det leder till; vi ser det i
de Hundreder af begavede Mennesker, der gaar halvfærdige
omkring og er et i Følelser og Stemninger og noget ganske
andet i Værk og Handlesætt. Se nu blot till Stensgaard –
Kammerherren.
Stensgaard, ja! Hvad siger De om Stensgaard?
Fjeldbo.
Stykkværk. Jeg har kjendt ham fra Barnsben af.
Hans Faer var et vissent Drog, en Pjalt, et ingenting; han
drev en liden Høkernæring og Pantelaanerforrettninger ved
Siden af; eller, rettere sagt, det var Konen, som drev det.
Hun var et grovslaaet Fruentimmer, det mest ukvindelige,
jeg har kjendt. Manden fik hun gjort umyndig; ikke en
Hjertetanke var der i hende. Og i dette Hjem voxte Stens-
gaard opp. Og saa gik han i Latinskole tillige. «Han
skal studere,» sagde Moderen; «der skal blie en dygtig In-
kassator af ham.» Stygghed i Hjemmet; Løftelse i Skolen;
Aanden, Karakteren, Viljen, Evnerne, – altsammen hver
sin Vej. Hvad kunde det føre till, andet, end til Split-
telse i Personligheden?
Hans Faer var et vissent Drog, en Pjalt, et ingenting; han
drev en liden Høkernæring og Pantelaanerforrettninger ved
s. 192
Siden af; eller, rettere sagt, det var Konen, som drev det.
Hun var et grovslaaet Fruentimmer, det mest ukvindelige,
jeg har kjendt. Manden fik hun gjort umyndig; ikke en
Hjertetanke var der i hende. Og i dette Hjem voxte Stens-
gaard opp. Og saa gik han i Latinskole tillige. «Han
skal studere,» sagde Moderen; «der skal blie en dygtig In-
kassator af ham.» Stygghed i Hjemmet; Løftelse i Skolen;
Aanden, Karakteren, Viljen, Evnerne, – altsammen hver
sin Vej. Hvad kunde det føre till, andet, end til Split-
telse i Personligheden?
Kammerherren.
Jeg ved ikke, hvad det kunde føre till. Men jeg gad
vide, hvad der er godt nok for Dem. Af Stensgaard
kan man ingenting vente; af min Søn heller ikke; men af
Dem, naturligvis; af Dem –!
vide, hvad der er godt nok for Dem. Af Stensgaard
kan man ingenting vente; af min Søn heller ikke; men af
Dem, naturligvis; af Dem –!
Fjeldbo.
Ja, af mig; netopp af mig. Aa, De maa ikke smile;
jeg hovmoder mig ikke; men jeg har faat det, som grunder
Ligevægten, og som gjør sikker. Jeg er voxet opp under
Ro og Harmoni, i en jævn Middelstandsfamilje. Min Moder
er en Kvinde, helt og holdent; hjemme hos os har der
aldrig været Ønsker udover Evnerne; intet Krav er forlist
paa Forholdenes Skjær; intet Dødsfald har grebet forstyr-
rende ind og efterladt Tomhed og Savn i Kredsen. Der
var der Kjærlighed till Skjønhed; men den laa inderligt i
Livsbetragtningen, ikke jævnsides langs med den; der var
der hverken Forstandens eller Stemningens Udskejelser –
jeg hovmoder mig ikke; men jeg har faat det, som grunder
Ligevægten, og som gjør sikker. Jeg er voxet opp under
Ro og Harmoni, i en jævn Middelstandsfamilje. Min Moder
er en Kvinde, helt og holdent; hjemme hos os har der
aldrig været Ønsker udover Evnerne; intet Krav er forlist
paa Forholdenes Skjær; intet Dødsfald har grebet forstyr-
rende ind og efterladt Tomhed og Savn i Kredsen. Der
var der Kjærlighed till Skjønhed; men den laa inderligt i
Livsbetragtningen, ikke jævnsides langs med den; der var
der hverken Forstandens eller Stemningens Udskejelser –
Kammerherren.
Se, se; det er derfor De er bleven saa overmaade komplet?
s. 193
Fjeldbo.
Langtfra at jeg det tror. Jeg siger kun, at Livsvil-
kaarene har stillet sig saa uendelig gunstigt for mig; og
jeg føler det som et Ansvar.
kaarene har stillet sig saa uendelig gunstigt for mig; og
jeg føler det som et Ansvar.
Kammerherren.
Lad saa være; men naar Stensgaard intet saadant An-
svar har, da er det desto smukkere, at han alligevel –
svar har, da er det desto smukkere, at han alligevel –
Fjeldbo.
Hvilket? Hvad?
Kammerherren.
De dømmer ham falskt, min gode Doktor! Se her.
Hvad siger De till dette?
Hvad siger De till dette?
Fjeldbo.
Deres Søns Vexel!
Kammerherren.
Ja, den har han sendt mig tillbage.
Fjeldbo.
Frivilligt?
Kammerherren.
Frivilligt og uden Betingelser. Det er smukt; det er
nobelt; – og derfor staar ogsaa fra idag af mit Hus aabent
for ham.
nobelt; – og derfor staar ogsaa fra idag af mit Hus aabent
for ham.
Fjeldbo.
Betænk Dem! For Deres egen, for Deres Datters
Skyld –
Skyld –
Kammerherren.
Aa, lad mig være! Han har meget forud for Dem;
han er ligefrem idetmindste; men De, De gaar skjult
tillværks.
Henrik Ibsen: De unges Forbund.
13
s. 194
han er ligefrem idetmindste; men De, De gaar skjult
tillværks.
Fjeldbo.
Jeg?
Kammerherren.
Ja, De! De er bleven den styrende her i Huset; De
gaar ud og ind; jeg tager Dem paa Raad i alting, – og
saa alligevel –
gaar ud og ind; jeg tager Dem paa Raad i alting, – og
saa alligevel –
Fjeldbo.
Ja, ja; alligevel –?
Kammerherren.
Alligevel saa er der noget bagved med Dem; noget
forbandet; noget – noget fornemt, som jeg ikke udstaar!
forbandet; noget – noget fornemt, som jeg ikke udstaar!
Fjeldbo.
Men saa forklar Dem dog!
Kammerherren.
Jeg? Nej, De skulde forklare Dem, skulde De! Men
nu kan De have det saa godt.
nu kan De have det saa godt.
Fjeldbo.
Herr Kammerherre, vi to forstaar ikke hinanden. Jeg
har ingen Vexel at sende tillbage; men det kunde dog
hænde, at jeg bragte et større Offer endda.
har ingen Vexel at sende tillbage; men det kunde dog
hænde, at jeg bragte et større Offer endda.
Kammerherren.
Saa? Hvorved?
Fjeldbo.
Ved at tie.
Kammerherren.
Ved at tie? Skal jeg sige Dem, hvad jeg kunde have
Lyst till? At blive grov, bande, gaa ind i de unges For-
bund! De er en højfornem Stivnakke, Herr Værkslæge; –
og det passer ikke i vort fri Samfund. Se Stensgaard; han
er ikke noget saadant; og derfor skal han faa komme her
i Huset; han skal –; han skal –! Aa, jeg gider min Sæl
og Salighed ikke –! Nu kan De have det saa godt; som
man reder, saa ligger man.
s. 195
Lyst till? At blive grov, bande, gaa ind i de unges For-
bund! De er en højfornem Stivnakke, Herr Værkslæge; –
og det passer ikke i vort fri Samfund. Se Stensgaard; han
er ikke noget saadant; og derfor skal han faa komme her
i Huset; han skal –; han skal –! Aa, jeg gider min Sæl
og Salighed ikke –! Nu kan De have det saa godt; som
man reder, saa ligger man.
Gaardbruger Lundestad
(fra Baggrunden).
(fra Baggrunden).
Till Lykke med Dagen, Herr Kammerherre! Og maa
jeg saa ønske Dem Hæder og alt godt –
jeg saa ønske Dem Hæder og alt godt –
Kammerherren.
Aa, Pokker i Vold, – havde jeg nær sagt. Det er
Lapperi altsammen, min kjære Lundestad. Der er ingen-
ting, som holder Prøve tillbunds i denne Verden.
Lapperi altsammen, min kjære Lundestad. Der er ingen-
ting, som holder Prøve tillbunds i denne Verden.
Lundestad.
Saa siger Proprietær Monsens Kreditorer ogsaa.
Kammerherren.
Ja, dette med Monsen! Kom det ikke over Dem, som
et Lynslag?
et Lynslag?
Lundestad.
Aa, De har nu spaaet det saa længe, De, Herr Kam-
merherre.
merherre.
Kammerherren.
Hm, hm; – ja visst har jeg saa; det er ikke længere
siden, end i Forgaars; han kom her for at prelle mig –
siden, end i Forgaars; han kom her for at prelle mig –
Fjeldbo.
Kanske for at frelses.
13*
s. 196
Lundestad.
Ugjørligt; han var kommen for dybt i det; – og det,
som sker, det er nu altid det bedste.
som sker, det er nu altid det bedste.
Kammerherren.
Velbekomme! Finder De det ogsaa bedst, at De blev
slaaet ved Valget igaar?
slaaet ved Valget igaar?
Lundestad.
Jeg blev da ikke slaaet; det gik jo altsammen efter
min egen Vilje. Stensgaard skal en ikke stanges med; han
har det, som vi andre maa bide os i Fingrene efter.
min egen Vilje. Stensgaard skal en ikke stanges med; han
har det, som vi andre maa bide os i Fingrene efter.
Kammerherren.
Ja, det Udtrykk forstaar jeg ikke ganske –?
Lundestad.
Han har Evne till at rive Mængden med sig. Og da
han nu er saa heldig, at han hverken hindres af Karakter
eller af Overbevisning eller af borgerlig Stilling, saa har
han saa svært lett for at være frisindet.
han nu er saa heldig, at han hverken hindres af Karakter
eller af Overbevisning eller af borgerlig Stilling, saa har
han saa svært lett for at være frisindet.
Kammerherren.
Jeg skulde dog i Sandhed mene, at vi ogsaa ere fri-
sindede.
sindede.
Lundestad.
Ja Gu' er vi frisindede, Herr Kammerherre; der er in-
gen Tvivl om det. Men der er det ved det, at vi bare er
frisindede paa vore egne Vegne; men nu kommer Stens-
gaard og er frisindet paa andres Vegne ogsaa. Det er det
nye i Tingen.
gen Tvivl om det. Men der er det ved det, at vi bare er
frisindede paa vore egne Vegne; men nu kommer Stens-
gaard og er frisindet paa andres Vegne ogsaa. Det er det
nye i Tingen.
Kammerherren.
Og alt dette Omvæltningsvæsen vil De fremme?
s. 197
Lundestad.
Jeg har læst i gamle Historiebøger, at der før i Tiden
var Folk, som kunde mane Spøgelser frem; men de kunde
ikke mane dem bort igjen.
var Folk, som kunde mane Spøgelser frem; men de kunde
ikke mane dem bort igjen.
Kammerherren.
Men, kjære Lundestad, hvor kan De, som en opplyst
Mand –?
Mand –?
Lundestad.
Jeg ved nok, det er papistisk Overtro, Herr Kammer-
herre; men det er med nye Tanker, som med Spøgelser; en
kan ikke mane dem bort igjen; og derfor faar en se at
komme ud af det med dem, saa godt en kan.
herre; men det er med nye Tanker, som med Spøgelser; en
kan ikke mane dem bort igjen; og derfor faar en se at
komme ud af det med dem, saa godt en kan.
Kammerherren.
Ja, men nu, da Monsen er faldet, og rimeligvis hele
dette Slæng af Rolighedsforstyrrere med ham –
dette Slæng af Rolighedsforstyrrere med ham –
Lundestad.
Var Monsen faldet en to–tre Dage før, saa var meget
blevet anderledes.
blevet anderledes.
Kammerherren.
Desværre; De har været for snar –
Lundestad.
Jeg havde ogsaa Hensyn till Dem, Herr Kammerherre.
Kammerherren.
Till mig?
Lundestad.
Vort Parti maa bevare sin Hæderlighed i Folks Øjne.
Vi repræsenterer den gamle, grundfæstede, norske Ærlighed.
Havde jeg svigtet Stensgaard, saa ved De han har et Papir –
Vi repræsenterer den gamle, grundfæstede, norske Ærlighed.
Havde jeg svigtet Stensgaard, saa ved De han har et Papir –
s. 198
Kammerherren.
Ikke nu længere.
Lundestad.
Hvad?
Kammerherren.
Her er det.
Lundestad.
Har han sendt Dem det tillbage?
Kammerherren.
Ja. Personlig er han en Hædersmand; det Skudsmaal
maa jeg give ham.
maa jeg give ham.
Lundestad
(tankefuld).
(tankefuld).
Sagfører Stensgaard har gode Gaver.
Sagfører Stensgaard
(fra Baggrunden, standser i Døren).
(fra Baggrunden, standser i Døren).
Faar jeg Lov at komme nærmere?
Kammerherren.
(imod ham).
(imod ham).
Det kan De tryggt.
Stensgaard.
Og De vil tage en Lykkønskning af mig?
Kammerherren.
Det vil jeg.
Stensgaard.
Saa tag den baade varm og inderlig! Og slaa saa en
Streg over alle skrevne Dumheder –
Streg over alle skrevne Dumheder –
s. 199
Kammerherren.
Jeg holder mig till Handlinger, Herr Stensgaard.
Stensgaard.
O, Gud velsigne Dem!
Kammerherren.
Og fra idag af – siden De saa ønsker det – fra idag
af er De som hjemme her.
af er De som hjemme her.
Stensgaard.
Maa jeg? Maa jeg det?
(det banker.)
Kammerherren.
Kom ind!
(Flere Byggdemænd, Medlemmer af Formandskabet o. s. v.
Kammerherren gaar dem imøde, modtager Lykkønskninger og taler med
dem.)
Kammerherren gaar dem imøde, modtager Lykkønskninger og taler med
dem.)
Thora
(som imidlertid er traadt ind fra den bageste Dør tillvenstre).
(som imidlertid er traadt ind fra den bageste Dør tillvenstre).
Herr Stensgaard, maa jeg takke Dem stille.
Stensgaard.
De, Frøken!
Thora.
Fader har sagt mig, hvor smukt De har handlet.
Stensgaard.
Men –?
Thora.
O, hvor vi har miskjendt Dem!
Stensgaard,
Har De –?
s. 200
Thora.
Det var jo ogsaa Deres egen Skyld; – nej, nej; det var
vor. O, hvor inderlig gjerne vilde jeg ikke gjøre det
godt igjen.
vor. O, hvor inderlig gjerne vilde jeg ikke gjøre det
godt igjen.
Stensgaard.
Vilde De? Vilde De selv? Vilde De virkelig –?
Thora.
Allesammen; kunde vi saasandt –
Kammerherren.
Forfriskninger till Herrerne, mit Barn!
Thora.
Nu kommer de.
(hun gaar opp igjen mod Døren. hvorfra Pigen strax efter kommer med
Vin og Bagværk, der bydes omkring under det følgende.)
Stensgaard.
Kjære, fortræffelige Lundestad; jeg føler mig som en
sejrende Gud!
sejrende Gud!
Lundestad.
Saa følte De Dem vel igaar ogsaa.
Stensgaard.
Pytt; idag er det noget andet; det bedste; Kronen paa
det hele! Glorien, Glansen over Livet!
det hele! Glorien, Glansen over Livet!
Lundestad.
Aahaa; Elskovstanker?
Stensgaard.
Ingen Tanker! Lykke, Lykke; Kjærlighedslykke!
Lundestad.
Saa Svoger Bastian har bragt Dem Svaret?
s. 201
Stensgaard.
Bastian –?
Lundestad.
Ja, han ymted om noget igaar; han havde nok lovet
at tale for Dem hos en liden Pige.
at tale for Dem hos en liden Pige.
Stensgaard.
Aa, hvad Sniksnakk –
Lundestad.
Vær ikke rædd for mig. Hvis De ikke ved det endnu,
saa kan jeg sige Dem det: De har sejret, Herr Stensgaard;
jeg har det fra Ringdal.
saa kan jeg sige Dem det: De har sejret, Herr Stensgaard;
jeg har det fra Ringdal.
Stensgaard.
Hvad har De fra Ringdal?
Lundestad.
Jomfru Monsen har givet sit Ja.
Stensgaard.
Hvad siger De!
Lundestad.
Sit Ja, siger jeg.
Stensgaard.
Ja? Ja? Og Faderen er rømt!
Lundestad.
Men ikke Datteren.
Stensgaard.
Sit Ja! Midt under en saadan Familjeskandale! Hvor
ukvindeligt! Sligt maa jo støde enhver fintfølende Mand
tillbage. Men det er en Misforstaaelse, det hele. Jeg har
aldrig anmodet Bastian –; hvor kunde saa det Bæst –?
Ligemeget, det kommer mig ikke ved; hvad han har gjort,
maa han selv svare for.
ukvindeligt! Sligt maa jo støde enhver fintfølende Mand
s. 202
tillbage. Men det er en Misforstaaelse, det hele. Jeg har
aldrig anmodet Bastian –; hvor kunde saa det Bæst –?
Ligemeget, det kommer mig ikke ved; hvad han har gjort,
maa han selv svare for.
Daniel Hejre
(fra Baggrunden).
(fra Baggrunden).
He he; stor Forsamling; ja, naturligvis; man gjør sin
Oppvartning, sine Hoser grønne, som man siger. Kanske
jeg ogsaa maa faa Lov –
Oppvartning, sine Hoser grønne, som man siger. Kanske
jeg ogsaa maa faa Lov –
Kammerherren.
Takk, Takk, gamle Ven!
Daniel Hejre.
Gudbevares, højstærede; gjør sig endelig ikke saa gemen.
(nye Gjæster kommer.) Se, der har vi Retfærdighedens Haand-
langere; – Exekutionsmagten –; noksagt! (hen till Stensgaard,)
Ah, min kjære, lykkelige, unge Mand; er De der? Deres
Haand! Modtag Forsikkringen om en Oldings uskrømtede
Glæde.
(nye Gjæster kommer.) Se, der har vi Retfærdighedens Haand-
langere; – Exekutionsmagten –; noksagt! (hen till Stensgaard,)
Ah, min kjære, lykkelige, unge Mand; er De der? Deres
Haand! Modtag Forsikkringen om en Oldings uskrømtede
Glæde.
Stensgaard.
Hvorover?
Daniel Hejre.
De bad mig igaar tale en Smule tvetydigt om Dem
till hende, De ved nok –
till hende, De ved nok –
Stensgaard.
Naa ja, ja; hvad saa?
Daniel Hejre
Det var mig en inderlig Fryd at efterkomme Deres
Ønske –
Ønske –
s. 203
Stensgaard.
Hvad saa; hvad saa, spørger jeg? Hvorledes tog hun
det?
det?
Daniel Hejre.
Som en elskende Kvinde, naturligvis; stak i at græde;
smækked Døren i Laas; vilde hverken svare eller vise sig –
smækked Døren i Laas; vilde hverken svare eller vise sig –
Stensgaard.
Ah, Gudskelov!
Daniel Hejre.
De er barbarisk! At sætte et Enkehjerte paa slig gru-
som Prøve; at gaa her og glæde sig over Skinsygens
Kvaler –! Men Kjærligheden har Katteøjne; noksagt; thi
idag, da jeg foer forbi, stod Madam Rundholmen frisk og
frodig i det aabne Vindu og kæmmed sit Haar; saa ud som
en Havfrue, med Permission at sige; – aa, det er et dyg-
tigt Fruentimmer!
som Prøve; at gaa her og glæde sig over Skinsygens
Kvaler –! Men Kjærligheden har Katteøjne; noksagt; thi
idag, da jeg foer forbi, stod Madam Rundholmen frisk og
frodig i det aabne Vindu og kæmmed sit Haar; saa ud som
en Havfrue, med Permission at sige; – aa, det er et dyg-
tigt Fruentimmer!
Stensgaard.
Naa? Og saa?
Daniel Hejre.
Ja, saa lo hun, som hun var besatt, Faer; og dermed
rakte hun et Brev ivejret og raabte: Et Frierbrev, Herr
Hejre; jeg er bleven forlovet igaar!
rakte hun et Brev ivejret og raabte: Et Frierbrev, Herr
Hejre; jeg er bleven forlovet igaar!
Stensgaard.
Hvad? Forlovet?
Daniel Hejre.
En hjertelig Lykkønskning, unge Mand; det glæder
mig usigeligt, at jeg var den første, som kunde melde Dem –
mig usigeligt, at jeg var den første, som kunde melde Dem –
Stensgaard.
Det er Sludder! Det er Snakk!
s. 204
Daniel Hejre.
Hvad er Snakk?
Stensgaard.
De har ikke forstaaet hende; eller hun har ikke for-
staaet –; forlovet! Er De gal? Nu, da Monsen er falden,
saa er rimeligvis hun ogsaa –
staaet –; forlovet! Er De gal? Nu, da Monsen er falden,
saa er rimeligvis hun ogsaa –
Daniel Hejre.
Nej, minsæl er hun ej, Faer! Madam Rundholmen staar
paa solide Ben.
paa solide Ben.
Stensgaard.
Ligemeget. Mine Tanker gaar i en ganske anden Rett-
ning. Det med Brevet var bare en Spøg, et Væddemaal,
det hørte De jo. Kjære Herr Hejre, gjør mig den Tjeneste,
ikke at tale et Ord till nogen om denne dumme Historie.
ning. Det med Brevet var bare en Spøg, et Væddemaal,
det hørte De jo. Kjære Herr Hejre, gjør mig den Tjeneste,
ikke at tale et Ord till nogen om denne dumme Historie.
Daniel Hejre.
Forstaar; forstaar! Det skal holdes hemmeligt; det er
det, man kalder Romantik. Ak, ja; den Ungdom, den skal
nu altid være saa poetisk!
det, man kalder Romantik. Ak, ja; den Ungdom, den skal
nu altid være saa poetisk!
Stensgaard.
Ja, ja; ti blot; jeg skal lønne Dem for det, – føre
Deres Processer –; hys; jeg stoler paa Dem.
(fjerner sig.)
Deres Processer –; hys; jeg stoler paa Dem.
Kammerherren
(som imidlertid har talt med Lundestad).
(som imidlertid har talt med Lundestad).
Nej, Lundestad, – det kan jeg umuligt tro!
Lundestad.
Nu svor jeg, Herr Kammerherre! Jeg har det fra Daniel
Hejres egen Mund.
Hejres egen Mund.
s. 205
Daniel Hejre.
Hvad har De fra min Mund, om jeg tør spørge?
Kammerherren.
Sig mig, – har Sagfører Stensgaard vist dig en Vexel
igaar?
igaar?
Daniel Hejre.
Ja, Død og Plage, det er sandt! Hvorledes hænger det
sammen?
sammen?
Kammerherren.
Det skal jeg sige dig siden. Men du fortalte ham jo –
Lundestad.
De bildte ham jo ind, at den var falsk?
Daniel Hejre.
Pytt; en uskyldig Spøg, for at gjøre ham lidt betuttet
i Sejersrusen –
i Sejersrusen –
Lundestad.
Men De sagde jo, at begge Underskrifter var falske?
Daniel Hejre.
Ja, for Pokker, hvorfor ikke ligesaagodt begge, som
den ene?
den ene?
Kammerherren.
Altsaa dog!
Lundestad
(till Kammerherren).
(till Kammerherren).
Og da han det hørte –
Kammerherren.
Saa var det han gav Vexelen till Ringdal!
s. 206
Lundestad.
Den Vexel, som han ikke længere kunde bruge till at
true med.
true med.
Kammerherren.
Spiller den højmodige; fører mig bag Lyset paany; –
aabner sig Adgang till mit Hus; afnøder mig Takksigelser,
– den, den –! Og den Person –!
aabner sig Adgang till mit Hus; afnøder mig Takksigelser,
– den, den –! Og den Person –!
Daniel Hejre.
Men hvad er det dog for løjerlige Fagter, højstærede?
Kammerherren.
Siden; siden, kjære Ven! (trækker Lundestad tillside.) Og
den Person er det, De beskytter, skubber fremad, hjælper
ivejret!
den Person er det, De beskytter, skubber fremad, hjælper
ivejret!
Lundestad.
End De selv da?
Kammerherren.
O, jeg kunde have Lyst till –!
Lundestad.
(tyder mod Stensgaard, som taler med Thora).
(tyder mod Stensgaard, som taler med Thora).
Se derborte. Hvad Tanker tror De ikke Folk gjør
sig –?
sig –?
Kammerherren.
De Tanker skal jeg bringe dem ud af.
Lundestad.
For sent, Herr Kammerherre; han hjælper sig frem
med Udsigter og Skin og Sandsynligheder –
med Udsigter og Skin og Sandsynligheder –
Kammerherren.
Jeg kan ogsaa manøvrere, Herr Gaardbruger Lundestad!
s. 207
Lundestad.
Hvad vil De gjøre?
Kammerherren.
Pass paa! (gaar hen till Fjeldbo.) Herr Værkslæge Fjeldbo,
– vil De vise mig en Tjeneste?
– vil De vise mig en Tjeneste?
Fjeldbo.
Med Glæde!
Kammerherren.
Saa fordriv den Karl derhenne.
Fjeldbo.
Stensgaard?
Kammerherren.
Ja, Lykkejægeren; jeg taaler ikke at høre hans Navn;
fordriv ham!
fordriv ham!
Fjeldbo.
Men hvorledes kan jeg –?
Kammerherren.
Det blir Deres egen Sag; jeg giver Dem frie Hænder –
Fjeldbo.
Frie Hænder! Det gjør De? I et og alt?
Kammerherren.
Ja, for Pokker; ja!
Fjeldbo.
Deres Haand paa det, Herr Kammerherre!
Kammerherren.
Her er den.
Fjeldbo.
I Guds Navn da; nu eller aldrig! (højlydt.) Maa jeg et
Øjeblik lægge Beslag paa de tillstedeværendes Opmærk-
somhed?
s. 208
Øjeblik lægge Beslag paa de tillstedeværendes Opmærk-
somhed?
Kammerherren.
Doktor Fjeldbo har Ordet!
Fjeldbo.
Jeg har den Glæde, med Kammerherre Brattsbergs
Samtykke, at meddele Dem min Forlovelse med hans Datter.
Samtykke, at meddele Dem min Forlovelse med hans Datter.
(Udbrudd af Overraskelse. Thora udstøder et lett Skrig; Kammerherren er
ifærd med at sige noget, men fatter sig i det. Støj og Lykkønskninger.)
ifærd med at sige noget, men fatter sig i det. Støj og Lykkønskninger.)
Stensgaard.
Forlovelse! Din Forlovelse –!
Daniel Hejre.
Med Kammerherrens –? Med din –? Med – med –?
Lundestad.
Er Doktoren fra Viddet?
Stensgaard.
Men, Herr Kammerherre –?
Kammerherren.
Hvad kan jeg gjøre? Jeg er frisindet. Jeg slutter mig
till de unges Forbund!
till de unges Forbund!
Fjeldbo.
Takk, Takk, – og Tillgivelse!
Kammerherren.
Vi befinder os i Associationernes Tid, Herr Sagfører;
den fri Konkurrence leve!
den fri Konkurrence leve!
Thora.
O, min velsignede Fader!
s. 209
Lundestad.
Ja, vi befinder os i Forlovelsernes Tid ogsaa; jeg kan
melde en Forlovelse till –
melde en Forlovelse till –
Stensgaard.
Det er Oppspind!
Lundestad.
Nej, visst er det ikke; Jomfru Monsens Forlovelse –
Stensgaard.
Usandt; usandt, siger jeg!
Thora.
Nej, Faer, det er sandt; de er her begge to.
Kammerherren.
Hvem? Hvor?
Thora.
Ragna og Kandidat Helle. Derinde –
(mod den øverste Dør tilhøjre.)
Lundestad.
Kandidat Helle? Ham altsaa –!
Kammerherren.
Og her; hos mig! (opp mod Døren.) Herud, kjære Barn!
Ragna
(viger sky tilbage).
(viger sky tilbage).
O, nej, nej; her er saa mange Mennesker!
Kammerherren.
Ingen Undseelse; hvad kan De for det, som er hændt?
Kandidat Helle.
Herr Kammerherre, hun er hjemløs nu.
Henrik Ibsen: De unges Forbund.
14
s. 210
Ragna.
O, tag Dem af os!
Kammerherren.
Det skal jeg. Og hjertelig Takk, at I tyede til mig!
Daniel Hejre.
Ja, minsæl lever vi i Forlovelsernes Tid; jeg kan saa-
mæn supplere Listen –
mæn supplere Listen –
Kammerherren.
Hvad? Du? I din Alder; – hvilken Letsindighed!
Daniel Hejre.
Aa –! Noksagt.
Lundestad.
Spillet er tabt, Herr Stensgaard.
Stensgaard.
Saa? (højt.) Nej, nu skal jeg supplere Listen, Herr
Daniel Hejre! En Meddelelse, mine Herrer; ogsaa jeg har
naaet en Havn.
Daniel Hejre! En Meddelelse, mine Herrer; ogsaa jeg har
naaet en Havn.
Kammerherren.
Hvorledes?
Stensgaard.
Man spiller dobbelt Spil; man skjuler sine sande Hen-
sigter, naar det behøves. Jeg anser det for tilladeligt, naar
det sker i Almenvellets Tjeneste. Min Livsgjerning ligger
afstukken foran mig, og den gaar mig for alting. Min
Virksomhed er viet till dette Distrikt; en Ideernes Gjæring
er her at bringe Klarhed i. Men det Værk magtes ikke af
en Lykkejæger. Sognets Mænd maa slutte sig om en af
sine egne. Derfor har jeg nu bundet mig fast og uløseligt
till Interesserne her, – bundet mig med Hjertets Baand.
Har jeg vakt Misforstaaelse hos nogen, saa maa det till-
gives. Ogsaa jeg er forlovet.
sigter, naar det behøves. Jeg anser det for tilladeligt, naar
det sker i Almenvellets Tjeneste. Min Livsgjerning ligger
afstukken foran mig, og den gaar mig for alting. Min
Virksomhed er viet till dette Distrikt; en Ideernes Gjæring
er her at bringe Klarhed i. Men det Værk magtes ikke af
en Lykkejæger. Sognets Mænd maa slutte sig om en af
sine egne. Derfor har jeg nu bundet mig fast og uløseligt
s. 211
till Interesserne her, – bundet mig med Hjertets Baand.
Har jeg vakt Misforstaaelse hos nogen, saa maa det till-
gives. Ogsaa jeg er forlovet.
Kammerherren.
De?
Fjeldbo.
Forlovet!
Daniel Hejre.
Bevidnes.
Kammerherren.
Men hvorledes –?
Fjeldbo.
Forlovet? Med hvem?
Lundestad.
Det er da vel aldrig –?
Stensgaard.
En Frugt af Hjertets og Forstandens Overvejelser. Ja,
mine Sognemænd, jeg er forlovet, med Enkemadame Rund-
holmen.
mine Sognemænd, jeg er forlovet, med Enkemadame Rund-
holmen.
Fjeldbo.
Med Madam Rundholmen!
Kammerherren.
Landhandlerens Enke?
Lundestad.
Hm. Ja saa!
Kammerherren.
Men jeg løber surr i alt dette. Hvorledes kunde De
da –?
da –?
14*
s. 212
Stensgaard.
Manøvrer, Herr Jernværksejer!
Lundestad.
Han har gode Gaver.
Bogtrykker Aslaksen
(ser ind af Døren i Baggrunden).
(ser ind af Døren i Baggrunden).
Beer mangfoldig om Forladelse –
Kammerherren.
Naa, kom ind, Aslaksen! Vil De ogsaa gratulere?
Aslaksen.
Nej, Gudbevares, saa grov er jeg ikke. Men jeg maa
nødvendigt tale med Herr Stensgaard.
nødvendigt tale med Herr Stensgaard.
Stensgaard.
Siden; De kan vente udenfor.
Aslaksen.
Nej, Død og Plage, jeg maa sige Dem –
Stensgaard.
Hold Deres Mund! Hvad er dette her for Paatrængen-
hed? – Ja, mine Herrer, saa forunderlige er Skjæbnens
Veje. Districtet og jeg trængte till et fast og varigt Baand
imellem os; jeg traf en moden Kvinde, som kunde skabe
mig et Hjem. Nu har jeg kastet Lykkejægerhammen, og
her har I mig i eders Midte, som den jævne Folkets Mand.
Tag mig. Jeg er rede till at staa eller falde paa enhver
Post, hvor eders Tillid maatte stille mig.
hed? – Ja, mine Herrer, saa forunderlige er Skjæbnens
Veje. Districtet og jeg trængte till et fast og varigt Baand
imellem os; jeg traf en moden Kvinde, som kunde skabe
mig et Hjem. Nu har jeg kastet Lykkejægerhammen, og
her har I mig i eders Midte, som den jævne Folkets Mand.
Tag mig. Jeg er rede till at staa eller falde paa enhver
Post, hvor eders Tillid maatte stille mig.
Lundestad.
Han har vundet.
s. 213
Kammerherren.
I Sandhed, jeg maa sige – (till Pigen, som har nærmet sig
ham fra Døren i Baggrunden.) Naa, naa; hvad er det? Hvad
fniser du af?
ham fra Døren i Baggrunden.) Naa, naa; hvad er det? Hvad
fniser du af?
Pigen.
Madam Rundholmen –
De omstaaende.
Madam Rundholmen?
Kammerherren.
Hvad hun?
Pigen.
Madam Rundholmen staar udenfor med sin Kjæreste –
De fleste
(i Munden paa hverandre).
(i Munden paa hverandre).
Kjæreste? Madam Rundholmen? Men hvorledes –?
Stensgaard.
Hvilken Snakk!
Aslaksen.
Ja, jeg sagde Dem jo –
Kammerherren.
(mod Døren).
(mod Døren).
Herind; herind!
(Bastian Monsen med Madam Rundholmen under Armen fra
Baggrunden; almindeligt Røre.)
Baggrunden; almindeligt Røre.)
Madam Rundholmen.
Ja, Herr Kammerherre, De maa endelig ikke blive
vred –
vred –
s. 214
Kammerherren.
Bevares; bevares!
Madam Rundholmen.
Men jeg maatte rigtig opp og vise Dem og Frøkenen
min Kjæreste.
min Kjæreste.
Kammerherren.
Ja, ja, – De er jo bleven forlovet; men –
Thora.
Men vi vidste ikke –
Stensgaard.
(till Aslaksen).
(till Aslaksen).
Men hvorledes er det dog –?
Aslaksen.
Jeg havde saa meget i Hodet igaar; saa meget at
tænke paa, mener jeg –
tænke paa, mener jeg –
Stensgaard.
Men hun fik jo mit Brev, og –
Aslaksen.
Nej, hun fik Bastian Monsens; her er Deres.
Stensgaard.
Bastians? Og her –? (kaster et Øje paa Udskriften, krammer
Brevet sammen og putter det i Lommen.) O, De forbandede Ulyk-
kesfugl!
Brevet sammen og putter det i Lommen.) O, De forbandede Ulyk-
kesfugl!
Madam Rundholmen.
Ja, saamæn slog jeg till! En skal vogte sig for de
falske Mandfolk; men naar en har sort paa hvidt for at en
Mandsperson mener det redeligt saa –. Nej, se; der er
Sagfører Stensgaard ogsaa! Ja, De, Herr Stensgaard, De
vil da visst gratulere mig?
falske Mandfolk; men naar en har sort paa hvidt for at en
Mandsperson mener det redeligt saa –. Nej, se; der er
s. 215
Sagfører Stensgaard ogsaa! Ja, De, Herr Stensgaard, De
vil da visst gratulere mig?
Daniel Hejre
(till Lundestad).
(till Lundestad).
Hvor glubsk hun ser paa ham, De!
Kammerherren.
Det vil han visst, Madam Rundholmen; men vil ikke
De gratulere Deres tillkommende Svigerinde?
De gratulere Deres tillkommende Svigerinde?
Madam Rundholmen.
Hvem?
Thora.
Ragna; hun er ogsaa bleven forlovet.
Bastian.
Du, Ragna?
Madam Rundholmen.
Ja saa? Ja, min Kjæreste sagde jo, at en viss en gik
paa Frierfødder. Till Lykke begge to; og velkommen i
Familjen, Herr Stensgaard!
paa Frierfødder. Till Lykke begge to; og velkommen i
Familjen, Herr Stensgaard!
Fjeldbo.
Nej, nej; ikke ham!
Kammerherren.
Nej, Kandidat Helle; et fortræffeligt Valg. Og min
Datter maa De saamæn ogsaa gratulere.
Datter maa De saamæn ogsaa gratulere.
Madam Rundholmen.
Frøkenen! Naa; saa havde Lundestad Rett alligevel!
Gratulerer, Frøken; gratulerer, Herr Sagfører!
Gratulerer, Frøken; gratulerer, Herr Sagfører!
s. 216
Fjeldbo.
Doktor, skal De sige.
Madam Rundholmen.
Hvad?
Fjeldbo.
Doktor; det er mig.
Madam Rundholmen.
Nej, nu ved jeg hverken ud eller ind!
Kammerherren.
Men nu ved jeg først baade ud og ind!
Stensgaard.
Undskyld; en nødvendig Forrettning –
Kammerherren
(sagte).
(sagte).
Lundestad, hvad var det andet?
Lundestad.
Hvilket andet?
Kammerherren.
Ikke Lykkejæger; men det andet –
Lundestad.
Rodhugger.
Stensgaard.
Jeg anbefaler mig!
Kammerherren.
Et Ord, saa godt som ti, Herr Sagfører Stensgaard!
Et Ord, – et Ord, som længe har ligget mig paa Hjertet –
Et Ord, – et Ord, som længe har ligget mig paa Hjertet –
s. 217
Stensgaard
(henimod Udgangen).
(henimod Udgangen).
Undskyld; jeg har Hastværk.
Kammerherren
(efter ham).
(efter ham).
Rodhugger!
Stensgaard.
Farvel; farvel!
(ud i Baggrunden.)
Kammerherren
(kommer nedover igjen).
(kommer nedover igjen).
Nu er Luften ren, mine Venner!
Bastian.
Og Kammerherren lægger ikke mig till Last, hvad der
er hændt hjemme?
er hændt hjemme?
Kammerherren.
Enhver faar feje for sin egen Dør.
Bastian.
Jeg har heller ingen Del i det.
Selma
(som under det foregaaende har lyttet ved den øverste Dør tillhøjre).
(som under det foregaaende har lyttet ved den øverste Dør tillhøjre).
Faer! Nu er du glad; – maa han nu komme?
Kammerherren.
Selma! Du! Du beder for ham? Du, som iforgaars –
Selma.
Pytt; det er længe siden iforgaars. Alt er godt. Nu
ved jeg, han kan gjøre gale Streger –
ved jeg, han kan gjøre gale Streger –
s. 218
Kammerherren.
Og det glæder du dig over?
Selma.
Ja, over at han kan; men han skal ikke faa Lov
till det.
till det.
Kammerherren.
Ind med ham.
(Selma ud igjen tillhøjre.)
Værksforvalter Ringdal
(fra den forreste Dør tillhøjre).
(fra den forreste Dør tillhøjre).
Her er Afskedsansøgningen.
Kammerherren.
Takk; men istykker med den.
Ringdal.
Istykker?
Kammerherren.
Ja, Ringdal; det er ikke paa den Maade. Jeg kan sone
alligevel; Alvor og Gjerning –
alligevel; Alvor og Gjerning –
Erik Brattsberg
(med Selma fra Højre).
(med Selma fra Højre).
Har du Tillgivelse for mig?
Kammerherren
(rækker ham Vexlen).
(rækker ham Vexlen).
Jeg tør ikke være ubarmhjertigere end Skjæbnen.
Erik Brattsberg.
Faer! Endnu idag skal jeg standse med min Forrett-
ning, som er dig saa meget imod.
ning, som er dig saa meget imod.
s. 219
Kammerherren.
Nej, Takk; nu blir du staaende. Ingen Fejghed!
Ingen Flugt fra Fristelsen! Men jeg staar hos. (højt.) Ja,
ved De nyt, mine Herrer? Jeg er gaaet ind i Firmaet
med min Søn.
Ingen Flugt fra Fristelsen! Men jeg staar hos. (højt.) Ja,
ved De nyt, mine Herrer? Jeg er gaaet ind i Firmaet
med min Søn.
Flere af Gjæsterne.
Hvad? De, Herr Kammerherre?
Daniel Hejre.
Du, højstærede?
Kammerherren.
Ja; det er en hæderlig og en velsignelsesrig Virksomhed.
Eller kan ialfald være det. Og nu har jeg heller ikke
længere nogen Grund till at holde mig udenfor.
Eller kan ialfald være det. Og nu har jeg heller ikke
længere nogen Grund till at holde mig udenfor.
Lundestad.
Ja, ved De hvad, Herr Kammerherre Brattsberg, –
vil De tage fatt till Gavn for Distriktet, saa var det rig-
tignok baade Spott og Skam, om jeg gamle Arbejdstræl
skulde svigte min Værnepligt.
vil De tage fatt till Gavn for Distriktet, saa var det rig-
tignok baade Spott og Skam, om jeg gamle Arbejdstræl
skulde svigte min Værnepligt.
Kammerherren.
De! Virkelig?
Lundestad.
Jeg faar jo. Efter den Elskovssorg, som har rammet
Sagfører Stensgaard idag –; Gud bevare mig for at tvinge
Mennesket ind i Statssager nu. Han bør friske sig opp;
ud at rejse, bør han, og jeg skal se at hjælpe till. Og
derfor, mine Sognemænd, har I Brug for mig, saa tag mig.
Sagfører Stensgaard idag –; Gud bevare mig for at tvinge
Mennesket ind i Statssager nu. Han bør friske sig opp;
ud at rejse, bør han, og jeg skal se at hjælpe till. Og
derfor, mine Sognemænd, har I Brug for mig, saa tag mig.
s. 220
Sognemændene
(under Haandtrykk og Bevægelse).
(under Haandtrykk og Bevægelse).
Takk, Lundestad! De er dog den gamle! De svig-
ter ikke!
ter ikke!
Kammerherren.
Se, det er, som det skal være; nu kommer alting i sin
rette Gjænge igjen. Men hvem er igrunden Skyld i alt
dette?
rette Gjænge igjen. Men hvem er igrunden Skyld i alt
dette?
Fjeldbo.
Ja, De, Aslaksen, De maa kunne gjøre Rede for –?
Aslaksen
(forskrækket).
(forskrækket).
Jeg, Herr Doktor! Jeg er saa uskyldig, som Barn i
Moers Liv!
Moers Liv!
Fjeldbo.
Men det Brev, som –?
Aslaksen.
Det var ikke mig, siger jeg! Det var Valgmandsval-
get og Bastian Monsen og Skjæbnen og Tillfældet og Madam
Rundholmens Punsch; – der var ikke Citron i den, og saa
staar jeg just med Pressen i Næven –
get og Bastian Monsen og Skjæbnen og Tillfældet og Madam
Rundholmens Punsch; – der var ikke Citron i den, og saa
staar jeg just med Pressen i Næven –
Kammerherren
(nærmere).
(nærmere).
Hvilket? Hvad; hvad?
Aslaksen.
Pressen, Herr Kammerherre!
s. 221
Kammerherren.
Pressen! Der har vi det! Er det ikke det, jeg altid
har sagt, at Pressen har en overordentlig Magt i vore Dage?
har sagt, at Pressen har en overordentlig Magt i vore Dage?
Aslaksen.
Nej, men, Herr Kammerherre –
Kammerherren.
Ingen utidig Beskedenhed, Herr Bogtrykker Aslaksen.
Jeg har hidindtill ikke læst Deres Avis; herefter vil jeg
læse den. Maa jeg bede om ti Exemplarer.
Jeg har hidindtill ikke læst Deres Avis; herefter vil jeg
læse den. Maa jeg bede om ti Exemplarer.
Aslaksen.
De skal gjerne faa tyve, Herr Kammerherre!
Kammerherren.
Naa ja, Takk; lad mig saa faa tyve. Og trænger De
forøvrigt till Penge, saa kom till mig; jeg vil støtte Pres-
sen; men det siger jeg Dem paa Forhaand, – jeg vil ikke
skrive noget i den.
forøvrigt till Penge, saa kom till mig; jeg vil støtte Pres-
sen; men det siger jeg Dem paa Forhaand, – jeg vil ikke
skrive noget i den.
Ringdal.
Nej, men hvad hører jeg! Deres Datter forlovet!
Kammerherren.
Ja, hvad siger De till det?
Ringdal.
Velsignet, siger jeg! Men naar skede det?
Fjeldbo
(hurtigt).
(hurtigt).
Aa, det skal jeg siden –
Kammerherren.
Det skede saamæn sidstleden 17de Maj.
s. 222
Fjeldbo.
Hvorledes –?
Kammerherren.
Samme Dag, som lille Frøken Ragna –
Thora.
Faer, Faer; har du vidst –?
Kammerherren.
Ja, mine kjære; jeg har vidst det den hele Tid.
Fjeldbo.
O, Herr Kammerherre –!
Thora.
Men hvem har –?
Kammerherren.
En anden Gang skal I Smaapiger tale lidt mindre
højrøstet, naar jeg sidder og blunder i Karnappet.
højrøstet, naar jeg sidder og blunder i Karnappet.
Thora.
O, Gud; sad du indenfor Gardinerne?
Fjeldbo.
Saa forstaar jeg Deres Adfærd –
Kammerherren.
Ja, De, som kunde gaa her og tie.
Fjeldbo.
Vilde det have nyttet, om jeg havde talt før idag?
Kammerherren.
De har Rett, Fjeldbo; det mellemliggende maatte till.
s. 223
Thora
(sagte til Fjeldbo).
(sagte til Fjeldbo).
Ja, tie kan du. Alt dette med Stensgaard; – hvorfor
fik jeg ingenting at vide?
fik jeg ingenting at vide?
Fjeldbo.
Naar en Høg kredser over Dueslaget, saa vogter og
værger man sin lille Due, – men man ængster ikke.
(de afbrydes af Madam Rundholmen).
værger man sin lille Due, – men man ængster ikke.
Daniel Hejre.
(till Kammerherren).
(till Kammerherren).
Hør; du faar virkelig undskylde; men vi kommer till
at oppsætte vore Procesanliggender paa ubestemt Tid.
at oppsætte vore Procesanliggender paa ubestemt Tid.
Kammerherren.
Gjør vi det? Naa ja, ja!
Daniel Hejre.
Jeg skal sige dig, jeg har overtaget en Stilling som
Nyhedsreferent i Aslaksens Avis.
Nyhedsreferent i Aslaksens Avis.
Kammerherren.
Det fornøjer mig.
Daniel Hejre.
Og du vil selv indse, – de mange løbende Forrett-
ninger –
ninger –
Kammerherren.
Vel, vel, min gamle Ven; jeg kan godt vente.
Madam Rundholmen.
(till Thora).
(till Thora).
Ja, jeg har saamæn grædt mine modige Taarer for det
slette Menneske. Men nu takker jeg Vorherre for Bastian.
Den anden, han er falsk, som Skum paa Vand; og saa er
han saa uvorren i Tobaksvejen, Frøken; og saa vil han ha'e
alting saa lækkert till hverdags; det er en ren Madhest.
s. 224
slette Menneske. Men nu takker jeg Vorherre for Bastian.
Den anden, han er falsk, som Skum paa Vand; og saa er
han saa uvorren i Tobaksvejen, Frøken; og saa vil han ha'e
alting saa lækkert till hverdags; det er en ren Madhest.
Pigen
(fra Venstre).
(fra Venstre).
Bordet er dækket.
Kammerherren.
Naa, saa tager De vel allesammen tilltakke. Herr
Gaardbruger Lundestad, De sidder hos mig; og De ogsaa
Herr Typograf Aslaksen.
Gaardbruger Lundestad, De sidder hos mig; og De ogsaa
Herr Typograf Aslaksen.
Ringdal.
Jo, her vil rigtignok blive Stoff till Skaaler!
Daniel Hejre.
Ja; og det er vel neppe ubeskedent, om en Olding for-
beholder sig Skaalen for de kjære fraværende.
beholder sig Skaalen for de kjære fraværende.
Lundestad.
En fraværende kommer igjen, Herr Hejre.
Daniel Hejre.
Sagføreren?
Lundestad.
Ja; pass paa, mine Herrer! Om ti–femten Aar sidder
Stensgaard i Folkets eller i Kongens Raad, – kanske i
dem begge paa engang.
Stensgaard i Folkets eller i Kongens Raad, – kanske i
dem begge paa engang.
Fjeldbo.
Om ti–femten Aar? Ja, men da kan han ikke staa i
Spidsen for de unges Forbund.
Spidsen for de unges Forbund.
s. 225
Daniel Hejre.
Hvorfor ikke det?
Fjeldbo.
Nej, for da vil han være af en temmelig tvivlsom Alder.
Daniel Hejre.
Men saa kan han jo staa i Spidsen for de tvivlsommes
Forbund, Faer! Det er ogsaa det Lundestad mener. Han
siger omtrent som Napoleon: de tvivlsomme, siger han,
det er det Stoff, hvoraf man gjør Politikusser; he-he!
Forbund, Faer! Det er ogsaa det Lundestad mener. Han
siger omtrent som Napoleon: de tvivlsomme, siger han,
det er det Stoff, hvoraf man gjør Politikusser; he-he!
Fjeldbo.
Ja, hvorom alting er, – vort Forbund skal bestaa
baade gjennem unge og tvivlsomme Dage. Og det skal
vedblive at være de unges Forbund. Da Stensgaard stif-
tede sin Forening og løftedes paa Folkets Skuldre under
Frihedssdagens Jubel og Rus, da sagde han: med de unges
Forbund er et Forsyn i Pagt! For vort Vedkommende
tænker jeg selv Theologen der tør lade det Ord gjælde.
baade gjennem unge og tvivlsomme Dage. Og det skal
vedblive at være de unges Forbund. Da Stensgaard stif-
tede sin Forening og løftedes paa Folkets Skuldre under
Frihedssdagens Jubel og Rus, da sagde han: med de unges
Forbund er et Forsyn i Pagt! For vort Vedkommende
tænker jeg selv Theologen der tør lade det Ord gjælde.
Kammerherren.
Det tænker jeg med, mine Venner; thi sandelig, –
vi har tumlet og famlet i Daarskab; men gode Engle
stod bag.
vi har tumlet og famlet i Daarskab; men gode Engle
stod bag.
Lundestad.
Aa, Gud bedre os; Englene, de har nok været saa
middels.
middels.
Aslaksen.
Ja, det ligger i de lokale Forholde, Herr Lundestad!
(Teppet falder.)
